Klokken er kun lidt over syv om morgenen, da en mor med to små børn dukker op ved en rasteplads for lastbiler i den polske by Chelm nær grænsen til Ukraine.
Rastepladsen er omdannet til et interimistisk kontor for en gruppe danskere, der har sluppet alt, de har i hænderne, for at hjælpe ukrainske flygtninge til Danmark.
Heartbeats fulgte gruppen, da de første gang satte kurs mod grænsen og lykkedes at transportere 14 kvinder og børn med tilbage i en lille karavane af personbiler og en enkelt autocamper. Der er gået en uge, og nu er gruppen af frivillige og Heartbearts igen tilbage ved grænsen.
Klokken 10 skal en stor turistbus efter planen ankomme til stedet efter at have tilbagelagt 1200 kilometer fra Nordhavn i Danmark til det østlige Polen.
Og selvom moren og hendes børn allerede har sikret sig tre pladser, kan hun først ånde lettet op, når bussen forlader parkeringspladsen – med dem om bord.
Alle får tjekket pas inden afgang til Danmark. Privatfoto.
På forhånd har ukrainere på flugt kunnet tilmelde sig bussen og angive, om de ønsker at søge asyl i Danmark, eller om de har slægtninge klar til at hente dem ved grænsen. Alle pladser er booket, men omkring middag er kun halvdelen dukket op.
Gruppen af frivillige har fra morgenstunden været ude ved banegårde og grænseovergange for at se, om der er brug for hjælp og beslutter sig for at tage tilbage for at tilbyde de sidste pladser dér.
Lidt efter lidt ankommer flere familier til rastepladsen og gør klar til køreturen på små 15 timer.
En nyfødt pige i bussen
Da bussen kører fra Chelm har den 17 ukrainske kvinder og 16 børn med om bord, herunder en toårig pige med leukæmi, som en overlæge fra Rigshospitalet har sagt god for kan klare busturen.
En sygeplejerske og en læge fra Danmark er med, hvis nogen får det dårligt undervejs. Også jeg har pakket mine ting og slået mig ned i bussen.
Tilbage på parkeringspladsen står gruppen af frivillige og vinker farvel.
Kort tid efter, at vi har forladt byen, får jeg en sms fra Jesper Tullin.
”Jeg fik helt våde øjne – det sker ellers meget sjældent.”
Det er Jesper Tullin, der sammen med sin ven og samarbejdspartner Jan Bitterhoff små 10 dage forinden beslutter at smide, hvad de har i hænderne og sætte kurs mod Ukraine.
I et opslag på Facebook fortæller de om deres plan og efterspørger folk i deres netværk, som har lyst til at donere varmt tøj og soveposer. På kort tid vælter det ind med donationer fra venner, bekendte og virksomheder, og kun to dage senere sætter et hold bestående af to kvinder og fire mænd kurs af sted mod grænsen.
”Jeg har aldrig før skrevet noget på Facebook, og det var jo bare meningen, at min egen lille vennekreds skulle se, om de havde mulighed for at bakke op og måske ville med. Og så tog det bare fuldstændig overhånd. Jeg havde aldrig set det komme. Og nu har vi hjulpet 200 mennesker herop, inden ugen er omme. Det er jo helt vildt,” siger Jesper Tullin.
I dag er gruppen af frivillige vokset, og mens halvdelen befinder sig i Polen, sidder en gruppe tilbage i Danmark og sætter alt i system, koordinerer nødhjælp, sorterer tøj og sørger for at købe mad og malehæfter til de lange busture.
Gulvet hvor de frivillige sover. Privatfoto.
Har aldrig oplevet noget lignende
Fra det interimistiske kontor i Polen planlægger den anden halvdel af gruppen, hvad der skal ske. Er der nogle af passagererne, man skal være særligt opmærksomme på? Nogle, der ikke taler engelsk, som skal bruge en tolk? De frivillige sørger også for at udfærdige et papir, hvor der på dansk, engelsk og ukrainsk står, hvad de skal være opmærksomme på i forhold til at søge asyl i Danmark.
De færreste i gruppen kendte hinanden på forhånd, men har på kort tid knyttet stærke bånd. Alle knokler fra morgen til aften på et minimum af søvn og mad, og alligevel er stemningen god. Der bliver grinet, high fivet og talt ud om de hårde oplevelser.
”Den måde, som gruppen har arbejdet sammen på og har været der for hinanden på, har været enormt smuk midt i alt det forfærdelige. Vi er stolte over de ting, vi har udrettet. Jeg tror aldrig, at jeg har været i en gruppe, hvor man har arbejdet så godt sammen, og hvor jeg er så stolt over det, vi har udrettet,” fortæller Jesper Tullin.
Hvad fik dig til at rydde kalenderen og køre mod grænsen i første omgang?
”Jeg kan ikke helt forklare det. Det her er bare så uretfærdigt og urimeligt og med så voldsomme og fuldstændig ubærlige konsekvenser. Jeg følte, at jeg måtte gøre et eller andet, og så blev det det her.”
Regeringen frygter et “wild west”
Flere gange har den danske regering opfordret folk til kun at tage til grænsen og hente ukrainere til Danmark, hvis man på forhånd kender personerne. Senest denne uge har udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye udtalt, at han frygter, at der opstår et ”wild west”, hvor kriminelle udnytter situationen:
”Jeg er virkelig glad for danskernes solidaritet og lyst til at hjælpe. Men jeg må indrømme, at jeg også er ret bekymret over, om der opstår et ”wild west”, hvor nogle ukrainere kan risikere at blive udnyttet eller komme i klemme. Derfor vil jeg godt igen appellere til, at man ikke tager til den polsk/ukrainske grænse for at hente folk, medmindre man har en konkret aftale om at hente nogen, man kender,” udtalte ministeren.
Alligevel har gruppen ikke tænkt sig at stoppe.
Denne uge kørte fire busser fra forskellige steder i Polen til Danmark, og allerede i næste uge er der planer om flere afgange. Alle har frivillige fra gruppen samt sygeplejersker med om bord til at sikre, at alt forløber godt hele vejen.
Har regeringens udmeldinger fået jer til at genoverveje, om det er her, I bedst kan hjælpe?
”Vi har jo koncentreret os om folk, der har familie og venner i Danmark og et sted at bo eller personer, som var afklaret med at søge asyl. Nu har særloven jo gjort det lidt nemmere, men ellers vil jeg i øvrigt sige, at der har været mange forskellige meldinger fremme om, hvad behovet var. Vi har været styret af den måde, vi selv har oplevet det på, og der har det virkelig givet mening. Det er vi kun blevet bekræftet i nede ved grænsen,” siger Jesper Tullin.
Efter at have forladt rastepladsen i Chelm kører bussen gennem det polske landskab, mens solen bryder frem mellem de mange grå skyer. Der er stille i bussen, og der går ikke lang tid, før de fleste er faldet i søvn.
Enkelte sidder og stirrer ud ad vinduet, mens flere børn har fundet hinanden og nu deler legetøj og griner.
Jeg sætter mig ved siden af otteårige Vlad, der sammen med sin mor og fireårige lillebror dukkede op ved rastepladsen for snart mange timer siden.
Han sidder på sin plads og tegner i den malebog, som han har fået foræret af gruppen. Via Google Translate spørger jeg, om vi skal tegne sammen. Han nikker og smiler.
Sådan får vi et par timer til at gå. ”Cat” siger han, da vi bladrer i bogen og peger på de forskellige dyr. ”Dog,” “lion,” “rabbit.”
Men få engelske ord fortæller han mig, at han har været nødt til at efterlade sin far og hund i Ukraine. Han savner dem begge to, men de passer på hinanden. Bedstevennen Max er også flygtet. De to plejer at spille fodbold i weekenden. Nu sidder han i en bus på vej til et land, han aldrig havde hørt om i forgårs.
Forelsket i danske betjente
Længere nede i bussen sidder to søstre med hver deres lille datter på skødet, en pige på otte uger og en pige på 10 måneder.
Ingen af søstrene taler engelsk, men det er underordnet her, hvor børnene er i centrum. Der bliver pludret og leget, og da begge børn bryder ud i gråd, træder flere af de ukrainske mødre med teenagebørn i bussen til. De vugger de små piger, synger for dem og får dem til at slappe af, så de to søstre kan sænke skuldrene en smule og få et øjebliks ro.
En mor og hendes to børn er flygtet fra bomberne, først i hjembyen Kharkiv og siden til Dnipro. Længe har hun udsat det svære farvel til sin mand og børnenes far, men til sidst blev afskeden uundgåelig. Nu sidder familien her.
Den ældste datter på 12 år har fødselsdag, og hun ved ikke, hvordan hun skal reagere, da bussen spontant bryder ud i fødselsdagssang. Også moren har svært ved at holde tårerne tilbage.
I midten af bussen sidder en kvinde med sin ældre mor. De er blevet evakueret af Røde Kors fra Irpin, hvor russiske angreb har kostet flere civile på flugt livet.
Først dagen efter, da de bliver taget imod af dansk politi i Rødby, siger den ældre, gangbesværede mor noget:
”Danske betjente er meget smukke. Jeg bliver helt forelsket,” lyder det på russisk, inden hun high fiver en betjent, der får røde kinder.
Efter 19 timer på farten ankommer vi til Danmark klokken seks om morgenen.
På grænsen står familiemedlemmer, fjerne slægtninge og en enkelt tidligere dansk kæreste klar til at tage imod kvinder og børn. Gensynsglæden er ikke til at tage fejl af.
Tårer strømmer ned ad kinderne på flere, og de krammer længe. Både dem, der var med i bussen, og dem, der nu står klar til at hente, takker gruppen af frivillige for deres indsats.
”Uden jer aner jeg ikke, hvordan jeg nogensinde skulle have fået min familie til Danmark,” siger flere.
Og det er lige præcis derfor, den danske gruppe frivillige har tænkt sig at fortsætte hjælpen trods regeringens udmeldinger, fortæller Jesper Tullin.
”Det bliver bare så virkeligt, når du står og taler med folk og kigger dem i øjnene og hører deres historier. Det bliver man rørt af. Det berører én på en anden måde end at læse om det i aviserne, og det kan være barskt at sige, for der kan være mange tilsvarende skæbner, men det gør noget specielt ved én at være der.”
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️
