I en ikke så fjern fortid – for omkring 10 år siden – var Tivoli en gastronomisk forlystelseshule, hvor man både kunne spise på Paul Cunninghams et-stjernede The Paul og Thomas Hermanns to-stjernede Nimb. Siden rykkede Cunningham sine gryder og pander til Henne Kirkeby Kro i Vestjylland, og Thomas Herman gik andre veje.
Men til sommer kan man igen spise mad, som den franske Michelin-guide har fundet værdig til at optræde på sin legendariske og svært opnåelige liste over verdens bedste spisesteder. Danske AOC, med sommelier Christian Aarø og kokken Søren Selin som bagmænd, holder til daglig til i kælderen i Moltkes Palæ i Dronningens Tværgade, men 1. juni rykker de ind i Det Japanske Tårn – som de fleste fejlagtigt kalder for kinesisk, men det er en anden historie – hvor de halvanden måned frem serverer mad for dem, som er heldige at få bord.
“Sommeren 2021 bliver helt speciel. Det bliver ‘Sommer i Danmark’, hvor vi alle skal nyde vores eget land og dets dejlige muligheder. Derfor ser vi frem til at give Tivolis sommergæster en ekstra gastronomisk forlystelse med AOC’s pop-up i Det japanske Tårn. Da vi blev præsenteret for ideen om at bringe de gode, unikke danske råvarer og den nordiske smag ind i Tivoli, kunne vi ikke sige nej,” siger Christian Aarø i en pressemeddelse.
Når AOC har serveret sin sidste ret i midten af juli, overlader man køkkenet til holdet bag den færøske KOKS, der de senere år har været et af gastroturismens ypperligste destinationer, og på trods af sin fjerne beliggenhed har formået at lokke de diskrete, jakkesætklædte Michelin-inspektører til. Michelin tildelte i 2019 restauranten sin anden stjerne for en menu, der blandt andet består af lokale råvarer som søpindsvin, jomfruhummere, lam og hval.
“KOKS’ nye inkarnation i Tivoli vil være enklere, mere ydmyg og billigere – men med de samme organiske ingredienser, kreative teknikker og opmærksomhed på detaljer, der har gjort KOKS til en af de bedste madoplevelser i Norden,” siger Johannes Jensen fra KOKS i pressemeddelesen.
Og Tivolis direktør Susanne Kock er stolt af den kommende gastronomiske sommer.
“Med det nye partnerskab tænker både restauranterne og Tivoli nyt, og der bliver slået et slag for den sublime madoplevelse til demokratiske priser, som mange gæster nu kan se frem til,” siger hun.
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️