I sidste uge kom der en ny opgørelse fra Danmarks Statistik over, hvor mange kunstnere der er i Danmark, og hvordan de fordeler sig på tværs af køn, alder og geografi. Det var på mange måder en meget kærkommen statistik set i lyset af, hvor meget vi diskuterer kunstnernes levevilkår og den nærmest kriminelle kønsulighed, som særligt kendetegner musikbranchen.
Statistikken viste mange upåfaldende, men alligevel interessante ting, blandt andet at ikke særlig mange musikere kan leve af at være musikere, og at langt størstedelen af alle danske musikere er mænd, nemlig 73 %. Det vidste vi godt, fordi tal fra Koda tidligere har vist det samme. Men det har vi en tendens til at glemme, når vi diskuterer, hvorfor der er flest mandlige musikere i radioen, i toppen af hitlisterne og blandt de mest streamede artister på fx Spotify.
Når forperson for Kodas bestyrelse Loui Törnqvist kritiserer, at ni ud af ti rettighedskroner går til mænd, går hun behændigt udenom det faktum, at fåtallet af deres medlemmer er kvinder. Og når hun kritiserer Spotify for at være den store skurk, fordi deres algoritme sandsynligvis favoriserer mandlige musikere, drager hun kun en halvsand konklusion ved at referere til, at næsten halvdelen af os foretrækker at lytte til musik, som er anbefalet af algoritmen.
I mine øjne viser det jo netop, at mere end halvdelen af os lytter aktivt til den musik, vi sætter på.
Der er virkelig mange gode argumenter for, hvorfor diversitet er godt for kunsten og samfundet som sådan. Men man må indse, at den umiddelbare skævvridning, som man kalder det, reelt set næppe er så skæv, som den egentlig er repræsentativ for den musik, som findes i verden.
Som Spotifys chef har sagt: ”Vi har besluttet os for, at vi skal vise, hvordan virkeligheden ser ud. Vi kan ikke påvirke det.”
I musikbranchen og på Christiansborg er der imidlertid bred enighed om, at det er noget, man skal gøre noget ved. Flere kvinder skal blive musikere, og på DR har man derfor udarbejdet et kodeks, som blandt andet går ud på at spille flere kvindelige musikere i radioen. Det ser man ud til at lykkes med; man gik nemlig fra 36 procent til 46 procent på bare ét år.
Hvis man vil, kan man godt ændre balancen. Men det er min ydmyge indvendning, at skævhed ikke per definition er problematisk. Den kan sagtens figurere i miljøer med lige vilkår, se bare på metalarbejdere og sygeplejersker. Efter min mening er det vigtigt, at man i bestræbelserne på et mere lige musikmiljø ikke gør sig skyldig i selve problemet, nemlig at skævvride. Når man begynder at regulere almindelige menneskers musikforbrug, lugter det en smule af sindelagskontrol, og det mener jeg, man skal passe på med.
Det er imidlertid blevet rimelig fast kutyme at underkende folks følelser og holdninger med bias. Således også folks musiksmag. Og selvom bias, eller indlærte fordomme, selvfølgelig spiller en betydelig rolle, virker det absurd at forklejne, at folk rent faktisk godt kan danne sig en fri og personlig musiksmag. Jeg er med på, at man sociologisk kan argumentere for, at den frie vilje slet ikke er så fri, som vi går og tror, men jeg må sige, at den herskende holdning til, at vi skal kontrollere vores handlinger og fritage dem fuldstændig for indlejret tankegods forekommer rimelig radikal.
Det burde være åbenlyst, at mennesker også godt kan tænke selv.
Jeg er med på, at det her kommer til at lyde enormt reaktionært, ja, vel nærmest anti-feministisk, men det er slet ikke mit sigte – og ifølge Spotify Wrapped og min pladesamling lytter jeg i øvrigt til en hel del kvindelige musikere selv. Man kan også indvende, at det er en sovepude blot at acceptere ubalancen i musikmiljøet, men det er heller ikke hensigten. Jeg mener bare, at den indædte kamp mod ubalancen er i fare for at miste proportionssansen, når man afkræver, at Spotify aktivt påvirker kønsbalancen hos de folk, som aktivt lytter til musik.
Det er ikke sikkert, at der nogensinde kommer lige mange mænd og kvinder (og andre) i dansk musik. Og selvom det lige nu virker presserende at skabe balance og kontrol, bliver vi næppe nogensinde tilfredse, hvis vi ikke accepterer, at vi – på trods af, at vi kan – ikke nødvendigvis bør ændre alt. Heller ikke hvad folk lytter til.
