Man siger, at man ikke skal græde over spildt mælk. Men hvad skal der egentlig ske med mælk, før man har lov til at reagere lidt? Hvad nu, hvis nogen hælder mælk ud på gulvet med vilje, og det er dig, der skal tørre lortet op? Hvad nu, hvis det er femte gang på en uge, det sker? Og at det jo i princippet er din egen forbandede skyld, fordi det er dit eget elskede barn, der står hælder mælk ud på gulvet for at pisse dig af.
Må jeg ikke godt græde bare lidt snart?
Jeg orker næsten ikke at blive testet mere. Min søn er tre år nu og meget grænsesøgende. Det er en fase, men jeg er træt af faser. Fuck faser.
Jeg siger dig, det er vanvittigt lige nu, og det er lige før, jeg mister modet engang imellem. Måske er mod ikke engang det rigtige ord i den her sammenhæng. Jeg husker et gammelt bonmot om, at man skal passe på med at forveksle mod med dumhed, og når det kommer til børn, altså selve det at få børn (som man jo siger, selvom det jo ofte kræver både asen og masen), ja, så kan jeg i hvert fald se nu, at vi også var lidt dumme dengang.
Det er nok helt normalt. Jeg tror, det er nødvendigt med lidt bevidst, blåøjet ignorance, inden man går i gang. Det sidder dybt i vores dna, at vi skal forplante os, og hvis vi som art vidste, at det faktisk svarer til at lægge sig i en eksistentiel benlås, så havde vi nok overvejet en ekstra gang, om det der med at formere sig var en god idé (hvilket det overordnet set selvfølgelig er, og personligt fortryder jeg ingenting – jeg er i virkeligheden ret stolt af det).
Mine børn græder ikke
Før vi fik børn, sagde vi altid til hinanden, at det aldrig ville ske for os, når vi så en mor eller en far med en tre-årig, der flippede ud på åben gade med cirkelspark og diabolske hyl. Når vi så forældre, der cyklede med tudende børn, tilsyneladende upåvirket og med et for os total uforståeligt postapokalyptisk pokerfjæs, sagde vi: “Sådan bliver vi aldrig. Vores børn kommer slet ikke til at græde, fordi vi er så chillede som forældre.”
Klip til fire år senere: Skrigeri og tuderi blander sig dagligt med ufrivillige fangelege og uendelige diskussioner om tøjvalg og is, der ikke må fås, på et unavngivent sted på Nørrebro. Typisk omkring klokken fire, hvor du kan finde mig ved hjælp af lyden. Bare gå efter det, der med stor sandsynlighed er århundredets nedsmeltning. Ofte nede ved køle-frysedisken i Rema 1000.
Mit liv er sådan cirka nul procent chillet længere. Og det er ikke, fordi jeg brokker mig over det, jeg konstaterer det bare med en lidt sarkastisk distance, fordi det i det mindste føles godt. Hver aften, når børnene sover, har jeg en uforholdsmæssig stor trang til iskolde fadøl og fridage. For at køle af, du ved.
Det er kommet en del bag på mig, hvor krævende det er at opdrage en tre-årig. Jeg troede, det ville blive ok nemt, fordi jeg altid har set mig selv som en, der havde et ret godt moralsk kompas og godt styr på de sociale spilleregler.
Men også fordi jeg har været vant til, at folk omkring mig har mødt mig og det, jeg har sagt, med en vis respekt. Det gør en tre-årig ikke. Ved du, hvad de gør? De tager din grænse og tørrer røv med den – bare for at se, hvad der sker.
De kender dig bedre, end du tror og ved præcis, hvor alle dine knapper sidder, og så trykker de på dem igen og igen og igen og igen. Det er sindssygt. Og jeg havde ærligt talt ikke lige forestillet mig, at mit eget elskede blod også var jiu jitsu-mester i kunsten at være provo. Men det er gudhjælpemig tilfældet lige for tiden.
Jeg har ikke så meget lyst til at udpensle alle detaljerne, fordi børn jo for pokker bare er børn, og det ved jeg godt. Min søn er også en engel, det er bare ikke lige så sjovt at skrive om på den her plads. Hvis du læser det her, vil du formentlig også gerne høre om det at lide. Og I ringer bare.
En af de store prøvelser ved det at være forælder til nogen, som skal opdrages, er, at det er besværligt at gøre det rigtige hver gang. Det tærer på samvittigheden at gøre det forkerte for mange gange i træk. Man ved jo udmærket, hvad der er det rigtige at gøre, fordi man jo hører så meget om det. Faren er bare, at man så kommer til at føle sig skyldig i alting selv. At ens børns adfærd er en direkte konsekvens af den måde, man er forælder på. Man må prøve at huske, at gener og – nu siger jeg det dælme igen – faser også spiller ind.
At skælde ud er forkert og totalt passé. Det vidste jeg godt, men jeg skulle selvfølgelig lige se, om det nu også gjaldt for mig. Og gæt engang, fessor… Alligevel må jeg indrømme, at det har overrasket mig, hvor dårligt det faktisk fungerer. Altså, det fungerer slet, slet ikke.
Det bedste, man kan gøre, er at sætte sig ned på hug og sige tingene helt stille og roligt. Vær bestemt, men lad samtidig som om, at du overhovedet ikke er spor oprevet – også selvom du lige har fået en solid uppercut i testiklerne.
Problemet er bare, at mennesket ikke er en gummicelle. Dét her menneske er i hvert fald ikke. Der er grænser for, hvor meget bøvl man kan absorbere, og det kræver et overskud, man sjældent kan mønstre oven på en uge med fem timers gennemhullet søvn i snit. Den slags gør sjælen følsom over tid. Mine emotionelle reflekser sidder som små stykker ost på en musefælde.
Hvorfor, far?
At være forælder til små børn er virkelig – går det op for mig – kunsten at rumme mere og mere for hver dag, der går. I virkeligheden er det meget smukt, og personligt er jeg helt sikkert også blevet et større menneske af at blive far.
Sommetider gør det så bare pokkers nas undervejs. Og det kræver en vis disciplin at sige nej fire tusinde gange i døgnet på en rolig måde. Jeg skal være ærlig og indrømme, at jeg da har sagt nej for hver en tone, der findes i Mozarts samlede livsværk. Prøvet alle hans fraseringer. Og Stravinskijs, bare for alvorens skyld. Men lige lidt hjælper det, når man skal forklare logikken i, at man altså ikke må spise rosiner til aftensmad, selvom det er det, man vil.
“Jamen hvorfor, far?”
“Fordi livet er bittert.”
“Jamen hvorfor, far?”
“Tjah, fordi jeg siger det.”
Nogenlunde sådan ender det for det meste. Spørgsmålet “Hvorfor siger du nej” er faktisk enormt svært at svare på, når det handler om små banale ting. Tænk lige over det. Og hvis jeg nu må udtrykke det på en lidt forblommet måde, så er det jo i grunden ret opmuntrende: I rollen som forælder lærer man virkelig noget hver dag.
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️
