Et par energidrikke, nogle snacks og computerspillet ’Rust’. Vupti, den perfekte opskrift på en afslappende dag. Ihverfald, hvis man spørger den 29-årige skuespiller, Marco Ilsø. Der har dog ikke været meget afslapning over hans skuespilskarriere.
Allerede som 21-årig fik han et internationalt gennembrud med rollen som Hvitserk, søn af vikingekongen Ragnar Lothbrok, i den verdensomspændende serie ’Vikings’. Senere har han spillet med i store danske satsninger som ‘Kriger’ og ‘Vild mænd’. Han er lige nu aktuel i den danske rockerserie, ‘Bullshit’, hvor han spiller den berygtede leder af rockergruppen under samme navn, Henning Norbert Knudsen, bedre kendt som ’Makrellen’.
Serien er skabt af instruktør Milad Alami og har tydelige referencer til 90’ernes rå dogme-bølge. Tidsperioden er dog 70’erne, hvilket man hurtigt fornemmer. Der er smæk på læderjakker, overskægget og hockeyhåret, og alle billederne er tilsat en gullig glød, der giver den autenticitet og får en til at tro, at det faktisk er en film fra 1970. Marco Ilsø har i dagens anledning smidt læderjakken og trimmet lokkerne og svarer her på 23 spørgsmål om sit liv og kulturforbrug, som det ser ud lige nu.
Marco Ilsø
Skuespiller, 29 år og født i Hvidovre.
Startede sin karriere som drengen Mikkel i TV2’s julekalender ‘Mikkel og Guldkortet’ i 2008.
Blev en global stjerne efter sin medvirken i serien ‘Vikings’.
Hvad er det første, du læser hver dag?
Jeg ville ønske, jeg greb efter avisen. Men det første jeg gør, er at kigge på telefonen og se, hvad der sker.
Hvad er din favoritavis?
Haha. Jeg læser ikke avis, desværre. Jeg får mine nyheder ind fra podcasts.
Hvad er den vigtigste bog, du har læst?
Sapiens af Yuval Noah Harari. Jeg synes, det er meget interessant at tænke på, hvordan vi udvikler os så hurtigt. Hvis menneskets historie var en bog på 1000 sider, ville hver side repræsentere omkring 300 år, og det er kun på den sidste side, at vi begynder at sende folk til månen. Jeg synes, det er vildt at tænke i de perspektiver.
Hvad gør du for at finde ro?
Jeg skal ud af hjemmet med mine døtre for at finde ro. Ellers skal jeg dyrke motion, for eksempel fodbold. Det er også derfor, jeg har et blåt øje. Svebølles højreback var lidt for højt oppe med albuerne.
Hvad er dit happy place på internettet?
Reddit. Jeg kigger tit på folk, som bakser med hjemmeprojekter, dumme videoer og nyheder.
Hvad var din seneste søgning på Google?
Hundefrisør.
Hvad ville du ønske, at flere kendte til?
Jeg vil ønske, at flere kendte til folks rejser. Tit, når man ser nogen, der er et eller andet sted i deres liv, om det er sportsfolk, skuespillere, journalister eller noget helt fjerde, så ser man tit kun der, hvor de er nu. Men man har ikke set hele vejen dertil. Jeg ville ønske, at folk, der sidder og brokker sig over den fodboldspiller, som brænder en friløber, kunne se alt hans arbejde, han har lagt bag for at komme dertil. Og at de vidste, hvad der skal til for at præstere på det niveau. Se skuespillere stå timevis foran spejlet og lave åndssvage øvelser. Ja, jeg ville ønske, at flere kendte til folks struggle med at nå dertil, hvor de ender.
Hvad lytter du til lige nu?
Jeg har en åndsvagt bred smag. Det kan svinge fra Bent Fabricius Bjerre til Lamin.
Hvad er din største last?
Hele tiden at ville være bedre og aldrig være helt tilfreds med det, jeg laver. Det er hårdt, ikke at præstere nok i forhold til ens egne forventninger.
Hvad er din guilty pleasure?
lakrids is fra Hjem-IS bilen.
Hvad spiser du rigtig tit?
Her for tiden tager jeg rigtigt tit på tanken og køber min morgenmad, det er måske min største last, haha. Ellers en god carbonara med alt det gode nede fra Supermarco.
Hvilken ting gør dit liv lettere?
Jeg har nogle venner fra Vestegnen, som er rigtigt gode til at få en ned på jorden. Det tror jeg er vigtigt i alt det her skuespillerkendisræs. Det gør helt klart mit liv lettere at blive pillet ned på jorden og få af vide, at det er her, du hører til, det er her, du kommer fra. Det er med til at gøre min selvforståelse og tilværelse lidt mere håndgribelig.
Hvem inspirerer dig indenfor dit felt?
Christopher waltz, Daniel day lewis og Joaquin Phoenix. Jeg gad dog godt, at en af de helt store film snart slår igennem med nogle lidt mere ukendte skuespillere. Jeg tror, der er virkelig mange talenter derude, som ikke får nok rampelys. Jeg synes for eksempel, Sylvester Byder, Sebastian Bull og Vic Carmen er rigtig gode. Jeg håber, de får en masse store ting at rode i.
Hvor får man det bedste måltid i København?
Jeg tager aldrig rigtigt ud og spise for at finde et sted, der serverer vanvittigt god mad, specielt ikke efter corona, fordi jeg mistede min smagsløg, så jeg har desværre været lidt uinteresseret i, hvor godt mad smager. For mig er det meget stemningen. Jeg er mere interesseret i de våde varer, der bliver serveret.
Hvor er dit yndlingssted i byen?
Jeg har altid været en sucker for øl og bodegaer. Steder, hvor det er muligt at spille nogle spil, kaste nogle terninger, drikke nogle øl, og hvis man kan kombinere det med også at spille noget 2v2 på en fodboldbane eller noget i den stil, så er jeg hooked.
Hvad er det sidste du har lyttet til på Spotify?
‘Månebarn’ med Alberte Winding. Jeg skulle lære teksten, så jeg kunne synge godnatsang.
Hvad gør du for lidt?
Jeg gad virkelig godt at være mere ops på mental sundhed, faktisk. Jeg gad godt at gøre nogle lidt bedre ting for mig selv. Men jeg ved ikke, om det er fordi, at der er de her fuldstændig vanvittigt høje standarder med, at om morgenen skal du ud, kigge op i sollyset de første 20 minutter, have et isbad og derefter løbe en tur. Der er så mange ting, ikke? Men jeg gad godt bare skære nogle ting af. Sådan noget med mindre på telefonen og mindre på sociale medier. Ikke fordi jeg gør mig så meget i det i forvejen. Men bare skære alle sådan nogle kortvarige endofinløsninger ud. Jeg tror, det ville gøre sindssygt meget for mig.
Hvad er dit motto?
Hvis jeg ikke kan det, så lærer jeg det. Jeg har aldrig været bange for at prøve mine grænser af i forhold til ting, jeg ikke har kunnet finde ud af, og jeg har heller ikke noget problem med at se åndsvagt dum ud, mens jeg lærer det. Når der er noget, jeg får et forhold til eller synes er fedt, så går jeg 100% ind i det, hvilket også et lidt farligt. Hvis det er paddle, så skal jeg have det bedste bat, eller svømning, så skal jeg have den helt fede badehætte. Jeg går all in i de ting, jeg synes er fede. Det er et held for mig, at jeg ikke er blevet interesseret i gambling.
Hvilken podcast lytter du til?
‘Her går det godt’, ‘Genstart’ og ‘Casper ringer til Frank’.
Hvad for en film vender du altid tilbage til?
‘Inglourious Basterds’, fordi jeg er så imponeret over Christoph Waltz’ præstation. ‘Gladiator’ synes jeg jo også er fucking fed, altså.
Hvad streamer du for tiden?
Jeg er lige blevet færdig med ‘Invincible’, sådan en animeret superheltefilm, som jeg synes var virkelig fed.
Hvad er din skærmtid?
2,5 timer.
Hvad er det sidste, du gør hver dag?
Giver min hund mad og vand, så giver jeg min datter dyne på, og så lægger jeg mig ind med en podcast.