Jeg var langt ude på Lars Tyndskids mark, da Gud døde for mig. Der var strid modvind, det var der altid, og jeg sad 14 år gammel på min mountain bike og råbte og skreg i vinden. Hvis Gud virkelig fandtes, hvad i alverden lavede jeg så der? Jeg burde ikke være tvunget til at cykle syv kilometer til skole på en lang og død landevej hver evig eneste dag.
Det syrede i mine ben, og jeg kogte af had, når de andre børn vinkede til mig fra bussens bagrude, mens den overhalede mig og min forbandede lortecykel.
På mange måder var det ikke særlig sjovt at vokse op ude på landet. Der skete virkelig ingenting, og hvis der gjorde, skulle man køres, og det gad ens forældre ikke lige altid. Så snart jeg kunne få udeboende SU, flyttede jeg hjemmefra. Jeg fik en lejlighed i Hjørring, gik på gymnasiet og dér fik jeg en virkelig god veninde. I dag bor vi begge to i København med hver vores familie, og vi ses virkelig ikke så tit, som vi gerne ville. Men her for leden sad vi så for en gangs skyld på en bar og drak et glas vin, og dér gik det op for mig, at hun måske har givet mig mit livs bedste råd.
Som man måske kan fornemme, ligger det til mig at hidse mig op over blæsevejr og en masse andre store og små ting i tilværelsen. Dengang vi gik i gymnasiet, sad min veninde og jeg tit i køkkenet i min lejlighed og diskuterede verdenssituationen. Og så skete der næsten altid det, at hun endte enhver monologisk og studentikost rablende samtale med ordene: “Det er altså ikke noget at blive så sur over.”
I mange år havde jeg helt glemt den sætning. Det var ligesom bare hendes motto, og det var altid ekstremt irriterende at høre. Men til gengæld virkede det. Ingen af os kunne nok helt gennemskue dengang, hvor genialt et retorisk greb det faktisk er – men tænk lige over det. Hvad siger man overhovedet til det? Det svarer lidt til, når nogen spørger, hvorfor man er så sur. Man kan absolut ingenting stille op. Man lægges i en sproglig benlås, og når man først kommer sig over nederlaget, er der næppe noget mere vidunderligt end at ligge lige der.
Her på det seneste er det gået op for mig, at verden har brug for at komme lidt ned at ligge. Jeg tror mere og mere på, at mange kunne have gavn af min venindes gamle livsråd.
Se bare på 2023 indtil videre. Onkel Reje må sygemelde sig på grund af chikane, der er demonstrationer mod et drag show for børn, Adam Price får dårlig bøf bourguignon fra SAS, Szhirley får feriediarré, Jencel ditto, og Peter Hummelgaard må stå skoleret i medierne for at parkere (lidt) ulovligt. Men altså. Er det virkelig noget at blive så sur over?
Sur, sur, sur
Misforstå mig ikke. Det skal ikke lyde som om, at jeg vil forklejne hele verdens problemer, nærmere tværtom. Der er mange rigtige problemer at tage fat på, hvis det endelig skal være. Og så meget desto mere skurrer det, at vi kollektivt bliver sure over ting, der synes mindre og mindre hele tiden. Jeg har endda observeret, at det ikke er helt unormalt, at folk bliver sure over, at andre mennesker er sure over noget. Det er jo absurd.
Det er imidlertid ikke kun i den offentlige samtale, at der er en tendens til, at der går rundhyl i den. Det samme sker formentlig hjemme hos de fleste af os, når man har haft en middelskod dag på jobbet, skoldet sig på kaffen eller tabt cykelnøglen, mens man stod og låste den op, og så fik man ovenikøbet dårlig hårdag. Sommetider skal der ikke så meget til, før man går hen og bliver lidt sur i det.
Og her siger jeg dig så: Det nordjyske bonmot er præcis den tigerbalsam, sindets muskler har brug for for at slappe af.
Jeg er godt klar over, at vi i er kategori med alle pytknapsfundamentalisterne derude, og at der måske er noget konservativt “vissevasse”-agtigt over det her budskab, men jeg vil nu alligevel mene, at vi har at gøre med noget fundamentalt for vores måde at være her i livet på. Vi befinder os trods alt på den eneste planet her i universet, hvor der – så vidt vi ved – er liv. Lad os da være lidt taknemmelige over det og så i øvrigt, hvis det skal være lidt alvorligt, lade være med at ødelægge det liv, der nu engang findes her.
Man kan selvfølgelig ikke relativere sig ud af alle sine problemer, for der er altid hungersnød og krig i verden. Men man kan faktisk gøre det med en del af dem, hvis man prøver at stoppe op engang og spørge sig selv, om det nu også er surmulen værd.
Måske klinger det lidt hult fra en mand, der praktisk talt betragtede en smule modvind som et personligt angreb på meningen med sin eksistens. Men det kommer også fra en nordjyde, som kun havde adgang til to tv-kanaler, og hvor menighedsrådets forsamlingshus var det nærmeste kulturtilbud. Som befolkningsgruppe har nordjyder muligvis cyklet længere, lugtet mere til gylle, og generelt haft mere modvind end de fleste andre. Vi ved, at hvis man kigger for længe på den samme gennempløjede mark, får man en depression. Så vi lærte at kigge væk. Fra en tidlig alder lærer en vendelbo, at livet er lidt noget lort uanset hvad. Men samtidig, at det ikke er noget, man kan bruge så meget krudt på.
Og der sad vi så, min veninde og jeg, med hver vores naturvin i glasset og catchede op efter putning af børn. Hun havde ikke sovet så meget på det seneste. Hun var ærligt talt ved at gå op i limningen over, at hun var forvist til sofaen hver nat, fordi hendes lille datter lavede ravage og okkuperede dobbeltsengen. Så nu var hun gået over til sovemaske, ørepropper og ulovlige sove-medikamenter for at få ro. Børn er vanvittige, de terroriserer din nattesøvn, sagde jeg og kiggede hende i øjnene.
“Men det er altså ikke noget at være så sur over.”
