P1 shitstorm
'Shitstorm's værter, Sanne Cigale og Mads Aagaard Danielsen, er begge på barsel. Foto: DR

DR lukker ‘Shitstorm’: P1-programmet har mistet sin integritet

I en pressemeddelse fortæller DR, at det ikke er muligt at genetablere P1-programmet ‘Shitstorms’ troværdighed efter nyheden om Mads Aagaard Danielsens krænkende og intimiderende adfærd.

Efter nyheden om Mads Aagaard Danielsen krænkende adfærd, har DR besluttet at lukke P1-programmet ‘Shitstorm’ ned, som Mads Aagaard Danielsen beværtede sammen med Sanne Cigale.

Ifølge DR kan programmets integritet ikke genetableres efter afsløringerne om værten, og det bliver derfor lukket omgående.

“Med historien om programmets værts adfærd og krænkelser, tror vi ikke på at programmets integritet kan genetableres. Også selvom resten af det meget dygtige hold, der laver programmet, hverken har lod eller del i den pågældendes krænkelser,” forklarer ledende redaktionschef Gustav Lützhøft.

Shitstorms medvært, Sanne Cigale, mener heller ikke, at det er muligt at beholde det ellers populære program, og er enig i beslutningen om at lukke det ned.

“Jeg mener ikke, at ‘Shitstorm’ kan fortsætte i forhold til min, kildernes eller DR’s integritet.”

I stedet vil de i løbet af de næste uger arbejde på at udvikle et nyt koncept, centreret omkring sociale medier og debatkultur, som skal fylde den efterladte plads. Det nye program vil kombinere de “gode kræfter” bag ‘Shitstorm’ med nye ansigter som ifølge DR forhåbentlig kan “løfte dækningen nye steder hen”.

Find mere om
Footer graphics