DR-serien ‘Doggystyle’ har fået mig til at tænke: Hvor ville jeg dog ønske, at det var mig, der sad halvnøgen i et badekar med min bedste ven, dårlig champagne og MØ på fuld smadder.
Lad mig forklare.
I seriens syvende afsnit ser vi Asta og Jose ligge tæt sammen i en seng. Asta er heartbroken, og Jose lægger sig derfor helt tæt ind til hende. Hun aer hende på hovedet, kigger hende i øjnene og siger, at når man er heartbroken, må man få lige, hvad man vil have. Asta ønsker sig spa, champagne og MØ, og Jose, som den gode veninde hun er, disker selvfølgelig op med det hele.
Klip til scenen, hvor de to piger sidder i badekaret, skråler og skåler, og jeg tror faktisk, det lykkedes Jose, at få Asta til at glemme sine kærestesorger for en stund.
Og hvad er det så, der er så interessant ved den scene?
Hvis nu vi havde set hele scenen udspille sig med omvendt fortegn på de to hovedpersoner, så… vent. Nej, det er rigtigt. Det ville vi aldrig se. To heteroseksuelle mænd ligge og nusse hinanden for derefter at sidde halvnøgne i et badekar og tale om følelser og være sårbare. Hvorfor ser vi ikke den scene, spørger du?
LÆS OGSÅ:
Fordi den situation ikke findes i virkeligheden. Mænd, der viser følelser overfor andre mænd. Mænd, der tør at være sårbare. Mænd, der holder i hånd bare fordi det er rart med fysisk kontakt. Mænd, der kysser hinanden på panden, når det hele ramler om ørene på en, og mænd der putter, når ensomheden overtager.
I 2020 skal vi minde hinanden om, at alle mænd er rigtige mænd, og det at være stærk nogle gange kommer bedst til udtryk, når man(d) tør at være sårbar.
To klap på ryggen
De gange jeg har været heartbroken, har mine drengevenner selvfølgelig været der for mig.
Men det var med ord som “op på hesten, champ” eller et hurtigt “det skal nok gå”-kram efterfulgt af to klap på ryggen, så det ikke blev akavet. Men det skal ikke “nok gå”, og jeg skal ikke op på nogen fucking hest. Jeg er pisse ked af det og trænger til et langt og varmt kram fra min bedste ven.
Når jeg tænker over det, er det egentlig altid sådan, jeg er blevet mødt i mit liv. “Tag det som en mand” eller “mand dig op” er sætninger jeg ved, jeg ikke er den eneste, der har skullet lægge øre til. Det er åbenbart ikke særligt mandet at være et helt menneske. Eller jo, det fint du viser følelser, men så må du finde dig i at blive kaldt tøs, svans eller bøsse. Noget vi desværre den dag i dag stadig ser som værende en dårlig ting.
Men hvorfor er det værste, en mand kan være, kvinde eller homoseksuel?
LÆS OGSÅ:
Vi bliver nødt til at erkende, at Danmark – som bryster sig af at være et så mangfoldigt og frisindet land – stadig er styret af en latent, internaliseret homofobi og misogyni, som gør, at vi udskammer mænd, der lever op til det, vi ser som traditionelt feminine værdier. Værdier, vi mænd selvfølgelig også rummer, men fra barns ben lærer at undertrykke.
Konsekvenserne af den måde vi opdrager drenge/mænd på, er gået hen og blevet et af vores samfunds største og mest oversete udfordringer, som vi i udgangen af 2019 stadig taler alt for lidt om.
For mænd dominerer rigtignok toppen af samfundet, men de dominerer i den grad også bunden, som blandt andet ses i repræsentationen af mænd i selvmords-, misbrugs- og kriminalitetsstatistikkerne. Mænd, der konstant forsøger at leve op til det uopnåelige ideal af at være ‘en rigtig mand’ og gang på gang løber panden mod muren. Vi er nødt til hakke bremsen i og synliggøre, at vi alle er med til at reproducere det forskruede ideal, når vi ikke tillader os selv eller andre at være hele mennesker.
Jeg siger ikke, at løsningen på mænds manglende rum til at udtrykke følelser nødvendigvis findes i et badekar med billig champagne og MØ. Men jeg siger, at i 2020 skal vi minde hinanden om, at alle mænd er rigtige mænd, og det at være stærk nogle gange kommer bedst til udtryk, når man(d) tør at være sårbar.
