Det skal du streame i juni

Sommeren er over os, men når du bliver træt af strand og softice, er der heldigvis masser af gode streaming-tilbud. Vores chefredaktør har udvalgt, hvad han synes ser mest interessant ud.

Hver måned laver vi en liste over de nyheder, vi tror er værd at tjekke ud, og du kan se, hvad vi anbefalede i maj her. Du kan selvfølgelig også altid følge med i de udvalgte, der kommer med på vores liste over de bedste serier i 2024, som vi løbende opdaterer. Men her er dem, der virker spændene i denne måned:

DR

NamaStay 

Lad os begynde herhjemme, for ’NamaStay’ kan gå hen og blive sommerens komediehit. Det er nemlig Nikolaj Steen, der har skabt og instrueret serien (han har udover en lang musikkarriere også stået bag ’Manden med de gyldne ører’).

I denne nye serie følger vi ægteparret Charlotte og Andreas Schultz Andersen (Paprika Steen og Lars Brygmann), der åbner et glamping-resort, og mon ikke det betyder, at den bedre middelklasse skal spiddes på forhåbentligt sjov vis. Perfekt til sommerferien, og godt at se familien Steen tilbage.

’NamaStay’ får premiere 14. juni på DR og DRTV

Netflix

Chucky

I 80’erne havde man en række stærke gyserserier som ’Nightmare on Elm Street’ og ’Fredag den 13′. Men der var også mange sløje. En af de sidstnævnte, der kom ud dengang (dog med stor kommerciel succes) var filmene om dukken Chucky, der drev sin ejermand til vanvid (eller det der var værre). Allerede dengang var det hele virkelig fjollet, og man skal nok ikke forvente andet end nostalgisk hyggegys.

Premiere: 1. juni

How to rob a bank

Savner du lidt god True Crime, så er Netflix som regel leverandøren. Her har de taget fat i en notorisk bankrøver, der driver gæk med systemet ved at kopiere Hollywood, når han hærger Seattle i 90’erne.

Det hele er meget amerikansk – og sikkert underholdende.

Premiere: 5. juni.

Tour de France: Med i feltet – sæson 2

Sportsdokumentaren har fået et nyt liv med streamingtjenesternes indtog, og netop Netflix-serien ’Med i feltet’ om Tour de France viste sig at være en af de aller bedste i genren. Det er klart, at det har en særlig dansk interesse med Jonas Vingegaard, men styrken er faktisk alle de små dramaer, der er i hele løbet.

Premiere 11. juni

Disney+

Becoming Karl Lagerfeld

Der er få så ikoniske figurer i modehistorien som Karl Lagerfeld, og derfor er det da også logisk, at der nu kommer en serie ud af hans historie. Det hele virker meget smagfuldt og spændende.

Premiere 7. juni

The Acolyte 

Det er godt nok nogle år siden, man har været oppe og køre over en ny Star Wars-serie. Hele franchisen er efterhånden så udvandet, at lyden af et lyssværd virker latterlig. Men, som enhver anden afhængig håber man, at denne gang bliver det anderledes. Men det sker desværre nok ikke.

Premiere: 5. juni

Apple +

Presummed Innoncent

Det er den klassiske historie om, hvem der gjorde det? Jake Gyllenhaal spiller anklageren, der efterforsker mordet på en kollega, men pludselig finder sig selv som en af de hovedmistænkte. Serien er skabt af David E. Kelley, som har stået bag en stribe seriehits (senest ’En stor mand’), og det er en genindspilning af filmen af samme navn med Harrison Ford.

Premiere: 12. juni

MAX

House of the Dragon – Sæson 2

Max (med det nye navn igen-igen) hiver det store skyts frem i form af ’House of The Dragon’, den velkendte spinoff på ’Game of Thrones’. Jeg hoppede selv lidt af i første sæson, men serien har sine fans.

Premiere: 17. juni

Amazon

Twelve Final Days

Endnu en sportsdokumentar, hvor vi kommer helt tæt på. Selvfølgelig skal geniet Federer have sin egen dokumentar, der som titlen antyder fokuserer på de sidste dage af en helt vild karriere. En fantastisk spiller og gentleman.

Premiere: 20. juni

Footer graphics