Mit ene ben slår i gulvet i takt med bassen, og mit hoved vugger frem og tilbage med næsten Michael Jackson-agtige moves, sådan føles det i hvert fald, mens jeg står midt på dansegulvet iklædt den vildeste fjerdragt til den aller første Coma-klub, der var i København tilbage i 1980-erne. Jeg føler mig som festens midtpunkt. Det vil sige, at det gjorde jeg, lige indtil en kollega prikker mig på skulderen, og jeg vender brat tilbage til virkeligheden ved mit skrivebord og nærværende anbefaling af podcasten ‘Vi ejer natten’. Men jeg kan hurtigt sige så meget, at den er så god, at man føler, man er der.
Det er svært at sidde stille og ikke lade sig rive med, når man lytter til Jean Von Baden aka Happy Spaceboy aka Festkongen af Københavns festlige og underholdende podcast ‘Vi ejer natten’, der er lavet til Ekstra Bladets plus-univers, hvor du også finder den populære ‘Bandeland.
Ifølge Jean selv er podcasten: ”Det perfekte show til dig, der ikke rigtig går i byen længere, eller som ikke rigtig tør at gøre det.” Med andre ord kan man læne sig tilbage og drømme, eller man kan vælge selv at danse til de skøre og vanvittige førstehåndsberetninger af, hvad der er sket i nattelivet i både København, New York og Ibiza. Og det er ikke gået stille af sig.
Krydret med absolut festoriginalers førstehåndsberetninger gennemgår von Baden til undertonen af rytmiske bastoner historiske begivenheder fra det københavnske natteliv med flere afstikkere til New York og den mest ikoniske fest-ø, der findes, Ibiza.
Mange af historierne skulle man tro var løgn, og nu afdøde Erik Brandt præsenterer også sig selv som en mand, der er fuld af løgn. Men der er noget magisk over historierne, der alligevel gør, at man tror på dem. For hvem ville finde på at opdigte en historie om at Mick Jagger engang havde holdt i en limousine foran Jean von Badens åbningsfest på Klub Lækker for at få Jean selv til at uddybe det rygte, han havde spredt om Mick Jaggers datter?
Kenneth Bager, Stripperkongen aka Preben Jørgensen, Dan Rachlin, Erik Brandt er blandt fortællerne af historier om euforiske stoffer, ekstatisk kærlighed og kendte mennesker, hvor du kan være med som en flue på væggen. Hvis du kan lide fest og gode historier, så er det bare med at komme i gang.