Mindhunter

De 5 vildeste serie-intro’er: Et skrækindjagende genblik fra et spøgelsesagtigt skurkegenfærd i fuld slowmotion-galop

Du skipper sikkert ofte den gentagne indledning til din favoritserie, men du burde faktisk dvæle ved netop den. For tv-serietitelsekvenser indrammer og formidler nemlig selve serien på højst kunstnerisk vis, mener Søren Staal Balslev, der her giver dig sine fem bedste.

Du ved det allerede godt, også selvom du måske ikke har specifikt tænkt tanken. Tv-serierne, som har væltet det moderne underholdningslandskab godt og grundigt omkuld gennem de seneste 20 år, består ikke kun af deres traditionelle indhold med intriger, dramatiske begivenheder og dybdepsykologisk persongranskning.

De består også af æstetisk vilde disponeringer, og så er de blevet indrammet af en efterhånden uundgåelig ydre form, en visuel og auditivt forførende titelsekvens (herefter for nemheds skyld blot ”indledninger”). De skitserer kortvarigt seriens navn, produktionshold og de tematisk-æstetiske grundelementer. Indledningen er slet og ret en mikroudgave af serien, en fortættet og æggende indikation på hvilket univers vi befinder os i, og hvilke fundamentale tematikker som kommer i spil.

I anledning af 2. sæson af ‘Mindhunter’ på Netflix, som netop besidder en hjemsøgende lækkerbisken af en indledning, kaster vi blikket på de fem objektivt set mest bjergtagende tv-serieindledninger. Ligesom når snakken falder på verdens bedste film, må og skal der vælges nogle parametre, som valget foretages ud fra. I denne sammenhæng går vi specifikt efter bedste amerikanske tv-dramaserieindledning efter 2010.

Hvilke benspænd har vi så denne gang? Vi holder os fra følgende artefakter: ‘Game of Thrones’, ‘Mad Men’ og ‘House of Cards’. Fælles for dem er, at de ligesom Monets åkander har forceret vores fælleskollektive bevidsthed og både er blevet æstetisk uangribelige og imponerende, men i bund og grund også frygteligt forudsigelige. Kvalitetslister af denne art skal ikke kun være sande, de skal også være bare en lillebitte smule spændende.

Godt så, vi begynder ballet – indleder med nogle af de ypperligste indledninger og ender deroppe i de sakrale skyer, hvor selv guderne sukker henførte.

5. ‘Westworld’ (2016-)

Vi kan lige så godt få denne uvurderlige perle lagt bag os, for ganske få indledninger nærmer sig de samme intimiderende højder, som HBO’s ‘Westworld’. Titelsekvensen åbner mageløst med Ramin Djawadis dirrende ansatser og en operationsstuelampe, der som en anden sol hæver sig over et fremmedartet knoglelandskab. Dette sære lys blotlægger indledningsvist enkeltstående tråde og til sidst etableres der forståelige former og konturer.

I takt med at de elektroniske skikkelser bliver legemliggjort, krydsklippes der mellem klassiske western troper og så lidet organiske kropsdele (for eksempel øjne, som genspejler det majestætiske amerikanske ørkenlandskab). Med en subtil musikalsk eskalation ledsager Djawadis rytmer et erotisk favntag mellem, hvad der må antages at være mand og kvinde. Rejsen fører hen til et skrækindjagende genblik fra et spøgelsesagtig skurkegenfærd i fuld slowmotion-galop. Denne indledning både fanger og formidler den tematiske essens af ‘Westworld’, nemlig den isnende kulde og de uendelige vidder i teknologiens perspektiver. Jøsses.

4. ‘Halt and Catch Fire’ (2014–2017)

Hermed kommer vi til en besynderlig indledning, som både forvansker og fortætter den egentlige series tematiske univers. AMC’s ‘Halt and Catch Fire’ handler om en række software- og hardwareudviklere i begyndelsen af firserne. Vi er i daggryet for den personlige computer og i modsætning til ‘Westworld’ dermed også i den nære fortid, helt præcist 1983. Alt det visualiseres ikke direkte i indledningen, men implicit. Dels gennem Trentemøllers bastante og 8-bit inspirerede computerspils-musikkomposition, dels gennem den groft pixelerede og flygtige grafiske præsentation af det centrale persongalleri.

Helt centralt i denne titelsekvens er de sædcellelignende kommandotråde, som skyder gennem et elektronisk landskab i skarp konkurrence med andre tilsvarende celler. Pludselig er vinderen kåret, og ensomt penetrerer den elektroniske sædcelle tykke ægcellemure og datamaten blusser pludseligt kraftigt op med dirrende rødligt lys. Der er blevet skabt liv i det indre elektroniske univers. Jesus, hvor holder den dog.

3. ‘Stranger Things’ (2016-)

Når lige netop Netflix’ ‘Stranger Things’ kommer på denne liste, hænger det uløseligt sammen med produktionsdesignets uforlignelige kvalitet. For i modsætning til symbollandskaberne i både ‘Westworld’ og ‘Halt and Catch Fire’ får vi i løbet af de 53 sekunder i denne sekvens hverken en konkret visuel eller traditionel symbolsk forsmag på seriens dramaturgiske indhold. Der er kun dirrende og blodrøde neonbogstaver, VHS-grynet tekst, og et lydspor med susende og lavmælt suspense.

Trolddommen ligger her i den kollektive erindring, som sekvensen fremmaner, den særegne og nu fjerne fortidsoplevelse af firservideomorskab og synthesizerlydspor. Alligevel formår fonten, farverne og lydsporet at indikere en overordnet genreplacering, nemlig den mystisk-foruroligende, paranormale firserthriller. Less is indeed more.

2. ‘The Walking Dead’ (2010-)

Af alle disse bjergtagende og objektivt uafviselige indledningsskønheder på denne liste, er AMC’s ‘The Walking Dead’ (sæson 1) den måske mest problematiske. En ting er, at sekvensen justeres betydeligt i takt med, at sæsonerne skrider fremad, en anden og mere substantiel indvending er dens næsten uhørt simple anvendelse af billedkollager. Det er dog lige netop magien i det forladte amerikanske landskab, parret med Bear McCrearys mesterligt intimiderende score, som banker den uforberedte seer så eftertrykkeligt omkuld.

Når det så kombineres med en ret beset ganske original visuel placering af persongalleriet i for eksempel efterladte genstande (fotografier i ødelagte billedrammer eller gamle avisudklip) og ærkeamerikanske motiver, der er som taget ud af Hoppers forladte bymiljøer, så ender man med en perverteret mareridtsudgave af indledningen fra ‘Friday Night Lights’ (2006–2011). Vi er med andre ord i et skæppeskønt helvede for feinschmeckere. 

1. ‘True Detective’ (2014-)

Endelig er vi ved den absolut øverste tinde i denne bjergkæde af betagende titelsekvenser, og der kan kun være én heroppe: ‘True Detective’ -indledningen (sæson 1), som på besynderlig vis både bevæger sig på et antydningsfuldt symbolniveau og samtidig anvender umiddelbart abstrakte motiver. Det centralt-æstetiske greb er her det dobbelte billedplan, hvor lag smelter sammen og skaber banale, men også forbandet hjemsøgende motiver.

Uagtet hvor letkøbt det end måtte være at anvende The Handsome Familys atmosfæriske ‘Far from Any Road’, ender slutresultatet reelt med at være afsindigt befordrende. Symbollandskabet domineres af iturevne individer, menneskekroppe med mørklagte hoveder fyldt med godstoge, ødelagte ansigter erstattet med rustne industrilandskaber og en legeplads i en smuk lænd. Men frem for alt så dominerer to figurer, både antydet og i fuldt flor: Matthew McConaughey og Woody Harrelsons martrede ansigter fører os fra start til slut og trækker seeren ind i det mystisk sitrende Amerika.

Åh, be still my beating heart.

Footer graphics