1. Mistrivsel
Det nye angst, som var det nye stress. Nu er alle i mistrivsel. Og det er selvfølgelig noget lort. Vi får det nok lidt bedre, hvis vi holder op med at sige sådan.
2. Arbejdsgruppe
Noget, politikere er begyndt at sige, fordi kommisioner er for upopulære. Ud over at det tager tusind år, ændrer de ingenting. Prøv noget nyt; dan en mening, og træf en beslutning.
3. Touch base
Udtryk, folk begynder at bruge, så snart de får et par bukser fra Shaping New Tomorrow. Men ingen vil touch base, bare for at touch base. Sig, hvad du vil, så kan vi snakke om det.
4. Basically
En invasiv paria i sproget. Men søger man at forklare nogen, hvordan noget DYBEST SET hænger sammen, gør man klogt i ikke at sige noget så grimt som “bæjsikli”.
5. Cute
Det er ikke helt så cute, når du siger det, som du måske tror.
6. What’s not to like?
Okay, her kommer et andet retorisk spørgsmål: Vil du gerne være den største klaphat i lokalet?
7. Det skal jeg ikke bede om
Pludselig er det udtryk overalt. Visse mener, at det sivede som smørsyre ud fra podcasten ‘Her går det godt’. Cirka lige så opkastfremkaldende.
8. Longevity
Livet er ironisk nok for kort til at snakke om, hvor vigtigt dit kortisolniveau er. Alle vil gerne leve længe, men kan vi please lade være med at sige longevity de næste 400 år?
9. Vitterligt
Vi kan vi…rkelig ikke høre mere på det nu.
10. BMO
Ja, sådan må det være. Forkortelsen for en bolle med ost er blevet så omstridt og forhadt af borgerlige medier og ligesindede fodfolk med barndomstraumer over stinkende ostemadder. I 2023 blev det andre steder en identitetsmarkør at elske en BMO, men nu er festen slut. Trusselsniveauet er simpelthen blevet for højt for folk, der siger BMO.
11. Banquet
Noget, de holder ovre på Heartland. Ingen ved, hvad det er.
12. Bællevin
Vin er vin. Selv virkelig god vin kan ingen bælle. Sprogligt et decideret falsum.
13. Kurateret
Pludselig kuraterer folk alting. Også helt almindelige ting. Men for pokker, ingen mennesker går i Netto og kuraterer nogle varer til deres aftensmad. Man vælger bare.
14. Diverst
Vi vil allesammen gerne have større mangfoldighed, men vi kan jo ikke bare gå og opfinde ord, vel? Tillægsreglen er, at når det rimer på perverst, så ryger det ud.
15. -mæssigt
Klimamæssigt, arbejdsmæssigt, personlighedsmæssigt. Uanset, hvad du sætter foran mæssigt, så lyder det som tyndskid i ørene. Tag nu dette eksempel, overhørt på en unavngiven arbejdsplads i hovedstaden.
Kvinde: “Stephanie Lose har altså en super dårlig holdning.”
Mand: “Politisk, eller…?”
Kvinde: “Nej, rygsøjlemæssigt.”
16. Hvor er det vigtigt
Eller “det er så vigtigt, mand”. Det er næppe vigtigt for andre end dig og dine gutter.
17. Miv
Vi havde det også på listen sidste år, men det er kun blevet værre. Sig øv, eller hold bøtte.
18. Slay
Slagt dig selv.
19. Genbesøge
“Vi skal lige genbesøge budgettet.” Hvornår har man nogensinde været på besøg hos et budget?
20. Jeg henter lige popcorn
Hvis du gør, så bliv der ude, og lad kommentarfeltet være, forbandede incel.
21. Forstår du?
Ja, jeg forstår godt det, du lige har sagt, fordi det krævede en IQ på omkring 35 at forstå, at du sov længe i går, fordi du var træt.
22. Woke
Det er ligesom med hipster, det er kun dem, der ikke er woke, som siger det. Men de siger det til gengæld hele tiden. Det store problem er, at de tror, det er et navneord og derfor siger ting som: “Nu er det nok med alt det woke.” Så forbandet frygteligt.