“Nåh, Felix skal vist lige ned og have en tår øl,” lyder det gennem værtshuset.
Felix står på trinet mellem de to rum på stedet og tager tydeligvis bestik af situationen på vej ned til baren. Han beslutter sig for at trisse derned. Og så går turen tilbage til baglokalet, hvor han kom fra.
Det er ikke en person, Felix, men huskatten på Café Fuglereden i Nordvestkvarteret i København. Den kan lide øl. Men det skal være gulddamer – ikke det andet tynde sprøjt.
Ikke alle værtshuse har en huskat, der kan lide gulddamer. Men de har alle traditioner, institutioner og andre aparte ingredienser, der kendetegner netop dét sted. For der er plads til alle og deres skævheder på de traditionsrige brune værtshuse. Derfor er det begrædeligt, at der bliver færre og færre af dem, mener forfatterne bag ny bog, der hedder ‘Stamsteder – Københavns sidste værtshuse’, om de resterende 220 københavnske værtshuse.
“Bogen er jo en hyldest til det brogede og det absurde. Og til det vilde og anderledes – til outsiderne i København og livet bag værtshus-facaderne,” siger Anders Højberg Kamp, som er en af folkene bag bogen.
Samfundslag mødes
Det er Anders Højberg Kamp, der har valgt, at interviewet skal foregå på Café Fuglereden. Det har han, dels fordi det er ét af de steder, han har kært. Men også fordi det er godt eksempel på en ifølge ham ærgerlig tendens. Bygningen, værtshuset ligger i, har i årevis været truet af nedrivning fra adressens ejer, som hellere vil have opført ungdomsboliger. Men den står endnu. Det samme har man ikke kunnet sige om mange af hovedstadens andre værtshuse, der er gået fra et antal på omkring 1.000 til nu 220.
“Det er jo et mødested for folk fra hele kvarteret. Her kommer folk fra alle samfundslag, og det har de gjort i noget, der minder om hundrede år. Det er derfor, der er så meget modstand mod nedrivning af bygningen, som også har stået her siden 1888,” fortæller Anders Højberg Kamp.
Han har sammen med journalistkollega Johannes Jacobsen og fotograf Thomas Skou besøgt ikke bare nogle af, men alle de resterende værtshuse af den gamle skole og med adresse inden for hovedstaden. Det har taget dem godt halvandet år og en masse ølbestillinger, før de nu har lagt sidste hånd på arbejdet.
“Den her bygning er et billede på Københavns byudvikling. På godt og ondt. Med det gode menes, at folk går op i, hvad der ligger i deres nabolag. Men det er samtidig dårligt, at der bare bliver tonset ting igennem. At steder bliver tvangslukkede eller presset ud. Og især de her bittesmå steder, som ikke er rentable og flotte,” tilføjer Johannes Jacobsen.
Øl fra morgenstunden
Turene rundt på de københavnske værtshuse kulminerer nu i en bog, der udkommer midt på måneden. I den findes udførlige beskrivelser af hvert enkelt sted samt beretninger fra stamgæster, som undervejs har disket op med både røverhistorier og livshistorier – og alt derimellem. Men det har krævet, at de tre bagmænd selv har engageret sig fuldt ud på turen, fortæller de samlet på Café Fuglereden.
“Det har været det modsatte af sobert. Vi har drukket en masse bajere og er blevet venner med en masse fra miljøet. Jeg synes ikke, det er gonzo som sådan, nu du spørger, men vi har jo været på værtshuse 3-4 gange om ugen, nedlukningen undtaget,” fortæller Anders Højberg kamp.
“Ej, hvis vi snakker gonzo som i, at man går ind og bliver en del af et miljø, så er det jo ren gonzo,” afbryder Johannes Jacobsen.
“Ja, vi snakker øl fra morgenstunden. Og Rød Aalborg ved stuetemperatur,” indskyder Thomas Skou.
“Man kan ikke gå ind på et værtshus og kræve noget uden at give noget igen. Det kan man bare ikke. Du kan ikke kræve, at nogen udleverer noget af sig selv. Ligesom man heller ikke ville fortælle sin livshistorie til en fremmed. Du bliver nødt til at lægge noget i baren. Nogle gange er det kontanter, andre gange er det en del af sig selv, man bliver nødt til at lægge. Men så falder paraderne og så vælter de inspirerende historier ud,” fortsætter Johannes Jacobsen.
Som en tidslomme
De er ikke meget for at udvælge nogen steder som værende bedre frem for andre. Undervejs har de dog udviklet forhold til nogle af stederne, de hver især har besøgt, om som derfor får rosende ord med på vejen.
“Jeg har boet flere steder i København, så jeg har haft en hale af stamsteder. Men under den her tur synes jeg især, at Amager har stået ud. Det har været en fornøjelse uden lige at være rundt på de amagerkanske værtshuse. Det er eksempelvis vildt at gå i Amagercentret, hvor der mellem stuen og første sal er klemt en værtshus ind, som har ligget der, siden centret åbnede i 1975. Amagerhylden hedder det. Det er en total tidslomme uden om forbrugerhelvedet, og du må ryge der. Det er bare genialt at gå ind et sted, hvor det bryder med hele Københavns normale larm,” siger Johannes Jacobsen.
“Jeg kan ikke lade være med at tænke på Pub 53 på det ydre Frederiksberg. Der er bare en anden stemning end hos de andre, selvom der jo de fleste steder er højt til loftet. Her var bare lidt mere kultiveret. Der var et mere skævt interiør derinde også. Da jeg var der, var der jazz i baggrunden, mens en stamgæst med store ringe sad og røg og reciterede lidt poesi,” siger Thomas Skou.
“Hvert et værtshus har jo en kæmpe personlighed. Viggos er jo kendt for at være et ret hårdt sted om natten. Men jeg prøvede at gå derind klokken 19, og der kom en kvinde med en bakke tarteletter. Så var der uddeling til alle, der sad derinde. En time efter kom så en mand, som blev smidt ud dagen inden, ind. Han var pissesur, så han tog bare en vase og smadrede den ind i en væg, inden han blev smidt ud af bartenderen, der havde tatoveringer i ansigtet. Det fortæller meget godt om det paradoks, der er på værtshuse. De kan være rigtig hårde om natten, men om dagen kan de også være de kærligste steder. Alle kender en, og ellers kan man hurtigt komme til det,” siger Anders Højberg Kamp.
For tiden kan man også opleve Thomas Skous billeder af de københavnske værtshuse på Københavns Museum. Hovedstadens 14 bydele har hver et sted repræsenteret i udstillingen. Den løber frem til 2. januar.
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️
