Foto: LEARN

Pashtana underviser afghanske piger i menneskerettigheder og menstruation: “Jeg ved ikke, om jeg er i live i morgen”

I krigshærgede områder i Afghanistan kæmper Pashtana Durrani for uddannelse til unge kvinder. Taliban er i hælene på den 23-årige lærer, men hun nægter at forlade landet, fortæller hun til Heartbeats.

På en hemmelig adresse et sted i Afghanistan er en ung kvinde gået under jorden. Hun gemmer sig for Taliban, for hun ved, at hun som lærer og kvinderetsforkæmper er på listen over personer, terrorgruppen vil have fat i.

23-årige Pashtana Durrani står bag non-profit organisationen LEARN, hvis vigtigste mission er at sikre undervisning til piger fra de mest udsatte steder i landet.

I landsbyer hvor skoler bliver lukket ned på grund af korruption eller angreb, og hvor lærere ikke tør undervise af frygt for deres liv, kæmper Pashtana Durrani for at lære især piger og kvinder om deres rettigheder, hvordan de når deres mål i livet og noget så naturligt – og tabubelagt – som en menstrautionscyklus.

Da Taliban indtog Kabul for to uger siden, vidste hun derfor med det samme, at hun var nødt til at gemme sig. Men hvor andre offentligt kendte aktivister har forsøgt at flygte ud af landet, er Pashtana Durrani blevet tilbage. Hun havde endda muligheden for at blive skrevet på en evakueringsliste, fortæller hun:

“Men jeg er intet uden Afghanistan”, siger hun til Heartbeats.

Evakueret tre gange på et døgn

Siden Kabuls fald har jeg været i næsten daglig kontakt med Pashtana Durrani. Jeg holder vejret, når hun pludselig er offline i 18 timer eller stopper med at svare på beskeder, og jeg ånder lettet op, når der tikker en besked ind på WhatsApp midt om natten:

“Undskyld, at jeg ikke svarede dig. De fandt min adresse, og jeg var nødt til at blive evakueret tre gange”, skrev hun for nogle dage siden.

“De” er Taliban. Og om hun nogensinde kan leve frit igen, aner Pashtana Durrani ikke. Men hun giver ikke op:

“Jeg ved ikke, om jeg er i live i morgen, eller om de slukker for internettet. Jeg er nødt til at bruge min stemme, mens jeg har den. Hver dag går jeg igennem mørke og Helvede og græder, men jeg står op hver dag og fortæller mig selv, at jeg skal fortsætte med at kæmpe”.

Den unge afghaner taler hurtigt. Der er meget, hun gerne vil nå at sige, inden den ustabile internetforbindelse måske bliver afbrudt igen-igen. Hun undskylder. Undskylder at hun ikke får svaret på alle mine ‘er du okay?’-beskeder. Undskylder at hun ikke kan få videoforbindelsen til at du. Undskylder at hun taler og taler og taler, så jeg knap får stillet et spørgsmål.

HUN undskylder. Jeg er målløs.

Kontrasten mellem vores liv kunne ikke være større.

Da det endelig lykkes os at få hul igennem og tale i en sammenhængende halv time uden afbrydelser og evakueringer, sidder jeg i solen på en café i Klitmøller med mine venner omkring mig. Jeg har fri og befinder mig et af de sikreste steder i verden med udsigt til en weekend fuld af fest og surfing. Der er larm og latter over alt på cafeen, og selvom jeg sætter mig udenfor for at finde ro, kan man høre tyske turister bestille øl og lokale surfer dudes high five hinanden.

7500 kilometer væk sidder en kvinde på min egen alder og aner ikke, om hun overlever i morgen.

“Min familie vil have mig til at fokusere på mig selv, men det kan jeg ikke, før alle vores medarbejdere er i sikkerhed. Jeg har lige fået at vide, at to fra vores hold er landet i Frankrig. Det gør mig meget lettet, men vi er ikke i mål, før alle er i sikkerhed”.

Hvad med din egen sikkerhed? Har du overvejet at flygte?

“Jeg er intet uden Afghanistan. Jeg ved, at det kan koste mig livet, men det, der bekymrer mig mest, er fremtiden for vores piger”.

Foto: LEARN

LEARN samarbejder med UNICEF og Malala Fund for at sikre en “bedre og lysere fremtid” for Afghanistans ungdom og især for kvinder. På tre år har mindst 1000 unge afghanere været igennem organisationens undervisningsprogrammer, vurderer Pashtana Durrani. Langt størstedelen kommer fra udsatte familier i konfliktramte områder langt fra sikkerhed og stabil internetdækning.

Derfor har LEARN udviklet en app, der kan tilgås offline, og hvor al undervisningsmateriale som bøger, videoer og lydprogrammer er optaget og uploadet til en tablet på forhånd. Og hvis det kommer så vidt, er Pashtana Durrani og resten af hendes hold klar til at smugle tabletsene ind i familiernes hjem.

“Vores elever drømmer om at blive journalister, læger, lærere, forfattere og meget mere. Indtil for nylig var de drømme mulige. Det skal vi sikre, at de forbliver”, siger Pashtana Durrani.

LEARN underviser også kvinder i graviditet, moderskab og seksualundervisning og samarbejder med aktivister i hele landet. Også shuras – lokale råd enten helt eller delvist bestående af mænd – har været igennem Pashtana Durranis holdundervisning.

“Børn i de fjerntliggende landsbyer har ikke mulighed for at tage til byerne for at gå i skole, så vi må finde en måde at komme til dem på. Ellers taber vi Afghanistans fremtid på gulvet. Vores børn lider. Piger, der har så meget potentiale, risikerer syreangreb, at blive chikaneret på åben gade, risikabel transport til og fra skole og sociale eller religiøse normer, der forbyder dem at få en uddannelse. Der er brug for uddannede kvinder nu og i fremtiden. Det er dem, jeg kæmper for”.

I dialog med Taliban

Da Taliban sidst havde magten i Afghanistan (fra 1996-2001), skulle kvinder dække sig til fra top til tå, de måtte ikke blive tilset af mandlige læger (og kvindelige læger måtte ikke arbejde). Det var udelukket for piger at gå i skole, arbejde eller forlade deres hjem uden en mandlig slægtning. Gjorde de det alligevel, risikerede de offentlig udskamning, tæsk eller det, der var værre.

De seneste måneder er flere fremtrædende kvindelige journalister og aktivister blevet dræbt. Ifølge den tidligere afghanske regering er drabene udført af Taliban, som dog benægter dette.

Intet af det får Pashtana Durrani til at ryste på hænderne.

“Lige nu er der en dialog i gang med dem (Taliban, red.), og mine fingre er krydsede. Men jeg er ikke optimistisk. Jeg har ingen idé om, hvad jeg skal forvente. De har ikke ligefrem en historik med at hilse piger velkommen i skolerne”.

På et historisk pressemøde dagen efter Kabuls fald understregede Taliban, at kvinder fortsat vil få lov til at gå i skole og på arbejde – så længe de følger de islamiske skrifter. Siden har flere kvinder fortalt, at de er blevet nægtet adgang til universiteter og arbejdspladser, ligesom plakater af kvinder er blevet malet over i landets største byer.

“Der er to narrativer. Det, Taliban siger, og det, de gør i virkeligheden. Taliban siger, at vi kvinder kan gøre som før – studere og arbejde – men faktum er, at kvinder i mange byer fortsat holder sig hjemme af frygt for, hvad der kan ske dem. Vi mangler at se, at de faktisk vil gøre en forskel for os”, siger Pashtana Durrani.

Et mørkt kapitel

I Herat blokerede soldater fra Taliban for nylig for kvindelige studerende og lærere, så de ikke kunne få adgang til universitets campus, og i Kandahar blev ni kvindelige bankansatte i juli eskorteret hjem af Taliban-soldater. Hvis de ville beholde deres jobs, måtte de sende deres mænd i stedet, skriver New York Times og Al Jazeera.

Du var tre år, da USA invaderede Afghanistan og kan formentlig ikke huske tiden, da Taliban sidst havde magten. Hvad frygter du, at der kommer til at ske nu – med dig og med LEARN?

“Det var et mørkt kapitel i vores lands historie. Afghanistan – og især de afghanske kvinder – har været gennem så meget og bærer på så mange traumer. Min generation har kæmpet, siden vi blev født, og det vil vi fortsætte med at gøre”, siger Pashtana Durrani.

“Man kan ikke vinde alle kampe, men jeg klamrer mig til hvert et spinkelt håb. Det her er min passion. Det er mit liv”.

Da vi lægger på, er der tikket flere pushbeskeder ind på min telefon. En selvmordsbomber har sprunget sig selv i luften i Kabuls lufthavn, og der er meldinger om flere døde. Selvom jeg ved, at Pashtana Durrani ikke befinder sig i hovedstaden, kan mange af hendes familiemedlemmer og venner have stået der i menneskemængden.

Jeg skriver til hende, at jeg håber, de alle er okay.

“Tak, jeg håber bare, at alle er i sikkerhed”, svarer hun.

Der er nu en uge siden, og jeg har ikke kunnet få fat på Pashtana Durrani siden.

Hun svarer ikke på mine beskeder, og hendes profiler på de sociale medier – hvor hun ellers er meget aktiv – er blevet lukket ned. Pashtana Durrani er gået under jorden, og jeg trækker først vejret ordentligt igen, når jeg igen vågner til en ny “undskyld, jeg ikke har svaret, jeg er okay”-besked.


Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️

Footer graphics