Hvad skal der til, før man tør følge sine drømme?
Det forsøger Emil Midé og vennen Amanda i løbet af deres nye podcast ‘Drømmen om et andet liv’ at finde ud af ved at snakke med en gruppe mennesker, som alle har det til fælles, at de har ændret deres livsstil markant. Podcasten er produceret af Podimo og kun tilgængelig dér.
De fleste kender Emil Midé fra TV2-programmer som ’Kurs mod fjerne kyster’ og ’Den sidste breddegrad’, hvor han sammen med sin familie tager på båd-ekspeditioner til varme himmelstrøg og de koldeste egne i Arktis, men nu kaster han sig over nye udfordringer med en ny podcast, som skal laves og udkomme løbende fra hans båd.
Emil Midé har om nogen selv lagt sit liv om og er i gang med en ‘drømmerejse’ i form af en lang sejltur med sin familie. Men det er også en rejse, der skal gøre ham og hans familie klogere og bringe dem tættere sammen på en anderledes måde.
Fra en telefonforbindelse klokken 7:30 om morgenen i det sydlige Caribien svarer Emil Midé her på 12 spørgsmål om, hvordan man realiserer sine drømme, og hvad hemmeligheden bag et godt liv er.
Hvad er den bedste forandring, du har gennemført?
Den vi netop har lavet. For en stund at lægge ambitionen om karriere, fine stillinger og et spændende arbejdsliv bag os og hundrede procent prøve at være så meget som muligt sammen med vores børn, mens de er små.
Hvad har været den største forhindring for at kunne realisere den drøm?
Det har helt klart været min egen tvivl. Om det nu også var det rigtige at gøre, om det var den rigtige timing. Så det er helt klart tvivlen i det her med at træde helt ud af normalen på denne måde. Og tvivlen følger også med, mens vi er herude.
Hvilket råd ville du give til dig selv, hvis du mødte dig som ung mand?
Jeg vil sige til den 20-årige Emil “Vær ikke så bekymret”. Jeg har altid prøvet at se, om jeg kunne regne den ud, men det kan man ikke altid. Man kan ikke regne de helt store ting i livet ud. Og nogle gange ville jeg ønske, at jeg var gået lidt mere naivt til tingene og bare sagt: ‘Ja, ja, det gør vi bare,’ og så af sted, uden at tænke så meget over, hvad de mulige konsekvenser kunne være.
Hvad er det bedste råd, du har fået af din far?
Det fik jeg, da jeg var 23 år og faktisk også var her i Caribien. Jeg var helt ny som skipper og var netop taget af sted på jordomsejling sammen med min bror Theis. Jeg sad og var nervøs for, om jeg kunne klare ansvaret ved at være skipper og i yderste konsekvens have ansvaret for syv menneskers liv. Der sagde han til mig, ”At jeg skulle vide, at ansvaret aldrig blev mindre, og at jeg med tiden skulle lære at finde ro i det.” Det råd gjorde i virkeligheden, at vi fortsatte vores jordomsejling. Jeg var tilbøjelig til at tage hjem på det tidspunkt, fordi jeg syntes, at ansvaret vejede for tungt. Så det betød meget.
Hvad er det mærkeligste sted, du er vågnet?
På vores jordomsejling kom vi en sen aften sejlende ind til Papua New Guinea efter at have været ude og sejle i syv-otte døgn. Det var en tur, som havde været meget, meget hård. Vi kom sejlende ind i det sidste aftenlys og lagde os til at sove. Næste morgen vågnede jeg i en hængekøje ude på fordækket og kunne høre trommer inde fra land, et sprog der lød anderledes, og folk der råbte helt stamme-agtigt. Samtidig var vi omringet af tre vulkaner, hvoraf to af dem stod og spruttede røg. Så det var et ret vildt sted at vågne op.
Har du nogensinde haft en afstikker fra ’sejlerlivet’?
Inden jeg tog ud for at sejle langt, arbejdede jeg i nogle år med tv-produktioner. Jeg arbejdede blandt andet på X Factor som produktionskoordinator og havde ansvaret for meget af det tekniske omkring optagelserne samt sikrede, at alle fotografer og lydmænd havde alt det udstyr, de skulle bruge. På det tidspunkt drømte jeg om at blive tv-producer, være den person, der stod for afviklingen under et langt shoot og have det store overblik og den kreative planlægning. Så ja, der havde jeg en afstikker i liveshows og tv-miljøet, som jeg virkelig, virkelig elskede.
Hvad er din største fortrydelse?
At jeg ikke er gået mere blåøjet til livet. Der er mange steder, jeg godt gad at have sejlet til, som var vildere end det, vi har gjort. Jeg gad også godt at have boet i udlandet som helt ung, måske allerede i 1.g, og gerne i et spansktalende land, hvor jeg kunne lære at tale spansk. Eller have boet i England, USA eller Australien og virkelig have fået engelsk under huden. Så ja, min fortrydelse er, at jeg ikke har boet et år i udlandet. Men det kan jeg jo heldigvis stadig nå.
Hvis du kun havde én dag tilbage, hvad ville du så lave?
Så ville jeg gøre præcis det, som jeg gør nu. Jeg ville vågne ved, at mine to børn kommer ind i kahytten, hvor min kæreste og jeg ligger og sover. De ville kravle op i sengen og putte. Og så ville vi stå op og spise morgenmad og snakke om, hvad vi havde lyst til at dagen skulle bringe. Måske ville vi gå op på toppen af den nærmeste lille bakke eller bjerg. Måske ville vi tilbringe en hel dag på stranden. Lige her, hvor vi ligger, er der et lille vrag, hvor vi kan dykke, og hvor vores ældste dreng på fem også er stor nok til at komme med ned og snorkle. Så jeg tænker, at en perfekt dag for mig ville være en snorkeltur med mine børn, en gåtur, og en kop kaffe, mens vi sidder og kigger på hinanden og ved, at vi kan forme vores dag, ligesom vi drømmer om.
Hvilken begivenhed ændrede dit liv?
Jeg tror, at alle, der har børn, naturligt ville svare, at den dag de fik deres første barn, ændrede deres liv hundrede procent. Hvis jeg skal sige noget andet end det, så var det den dag, jeg besluttede at tage på jordomsejling med min bror. Det gik hen og ændrede mit liv, ikke kun fordi jeg blev tre års oplevelser og erfaring rigere, men det ændrede også hele mit arbejdsliv, hvilket ingen af os havde forestillet os. Det har lagt kilen til hele vores families arbejdsliv siden da og har været en fantastisk gave og begivenhed, som jeg tror ingen af os ville have været foruden. Jeg er så gået ned af den vej, hvor jeg har levet af det fuldtid sammen med mine forældre og mine børn –hvor mine brødre har taget uddannelser ved siden af, men også har været med til at kunne leve af det i perioder. Så ja, den beslutning om at tage ud og sejle en lang tur, da jeg var 23 år, ændrede virkelig vores liv.
Er det ikke de færreste forundt ”bare” at kunne omlægge sit liv som du har gjort?
Jeg vil sige, at jeg godt kan forstå, at man tænker sådan, og jeg er helt enig i, at det ikke er alle forundt at gøre det, som vi gør lige nu. Samtidig vil jeg også vove den påstand, at det er rigtigt mange danskere forundt at kunne gøre det. Jeg er sammen med min kæreste kommet nemmere til det end de fleste, fordi vi har haft en båd fra tidligere, som vi ejer sammen med mine brødre og mine forældre. Vi har også fordelen af at have sejlet rigtigt meget tidligere, så vi har ikke behøvet at lære det hele fra bunden.
Men hvis man drømmer om at lægge sit liv om, hvad enten det er for at sejle, arbejde mindre eller måske slet ikke arbejde, så tror jeg på, at der er rigtigt mange danskere, der kan, hvis de tør at tage konsekvenserne af deres valg. For det indebærer mange fravalg. Det har det også gjort for os i perioder, hvor vi har skullet spare op, og hvor vi har levet på en sten for at kunne leve det liv, som vi lever nu.
Der er også mange fravalg forbundet med at være herude, fordi vi er væk fra vores familie og venner. Men hvis man er villig til alle de fravalg, så tror jeg, der er rigtigt mange mennesker, der godt kan. Det kræver måske bare, at man skal sælge huset, man bor i og flytte til noget billigere, før drømmen kan realiseres. Og at man skal ændre på sine vaner og ikke nødvendigvis leve efter de samme levestandarder, som man tidligere har gjort.
Jeg møder mange herude, som ikke har haft samme baggrund, som jeg har. De er danske familier, hvor den ene er fængselsbetjent og den anden pædagog, og de har ikke sejlererfaring eller baggrund i det, men de er også lykkedes med at leve herude og få den samme oplevelse med deres børn, som vi gør. Det handler bare om benhård prioritering og de er et smukt eksempel på, at selvom man ikke har højt lønnede job som foredragsholder eller tv-vært, så kan det altså godt lade sig gøre.
Hvad er den dårligste beslutning du har taget?
Jeg er en af de her irriterende mennesker, som egentlig ikke har brugt så lang tid på at fortryde. Jeg tror på, at alle beslutninger, også dem der viser sig ikke at holde, har gjort mig klogere på, hvad man så i hvert fald skal prioritere fremadrettet. Alle beslutninger giver erfaringer.
Og hvis der er noget, som det her langtidssejlerliv har lært mig, så er det, at man skal elske sine fejl, for man kommer ikke igennem en jordomsejling uden at lave fejl. Nogle gange er det fejl, som betyder, at man skal sejle en omvej på tre-fire døgn i dårligt vejr. Men så må man tage det med. Det er meget håndgribeligt herude, når man laver fejl. Man skal bare elske det, og så ofte kommer der et eller andet godt ud af det alligevel. For eksempel at man bliver nødt til at ændre kursen og sejle til en ø, man ikke havde planlagt, og så viser det sig, at det var der, hvor eventyret lå og ventede. Så nej, jeg har ikke nogen kæmpe fortrydelser. Jeg kan være ærgerlig over, at jeg ikke mødte Louise, da vi var 20 år gamle, og havde hele vores tyvere sammen, men det kan jeg jo ikke styre.
Hvad er hemmeligheden bag et godt liv?
Den rejse er vi jo på udkig efter. Det, som jeg hele tiden synes, at vi erfarer, er, at drømme og drømmen om det gode liv ændrer sig. Der findes ikke et facit, som vi kan finde frem til og leve efter resten af vores liv. Men jeg synes, hemmeligheden bag et godt liv er at turde sætte spørgsmålstegn ved det hele tiden. Hele tiden spørge sig selv og sin familie: Lever vi det liv, som vi drømmer om lige nu? Hvis man så kommer frem til, at det gør vi, så er det jo skønt, og så behøver man ikke at lave noget om. Men hvis man kommer frem til, at man går faktisk og er lidt ked af det, eller man er lidt stresset, og man er ikke helt sikker på, at det her arbejde er det rigtige for en, så kan man begynde at stille spørgsmål ved det.
Jeg synes, det er vigtigt at turde at forfølge sine drømme, også selvom det kommer til at betyde nogle store ændringer eller en omprioritering. Det er aldrig for sent at lave det om. Den der saying med, at det kan ’man’ jo ikke bare, bliver jeg altid lidt træt af at høre, for jeg ved ikke, hvem ’man’ er, og selvfølgelig kan ’man’ det. For man er ikke bare på en måde. Hvis der er noget, man går og er lidt ked af, ved en selv eller det liv, man lever, så kan man ændre det, og det tror jeg på, at næsten alle kan.
