Det lyder måske lidt højstemt, men jeg følte mig som vidne til et vigtigt stykke tv-historie, da jeg så næstsidste afsnit af ‘Succession’ i mandags. Serien er uomtvistelig mesterlig – både i manuskript, instruktion, skuespil og fotografering. Ja, bare lydsiden i sig selv er fuldstændig suveræn og uden sidestykke.
Alt det er blevet fremhævet igen og igen – så det var ikke den superbe kvalitet, som gjorde mig højstemt til mode. Det var mere fornemmelsen af kommende dommedag, som 4. sæson langsomt, men sikkert har trukket seerne hen imod. En familie i opløsning, en verden i opløsning, et evigt mørke, som uomgængeligt er ved at sænke sig.
Det var i sin tid svært for mig overhovedet at komme i gang med serien. Jeg fandt samtlige karakterer usympatiske og dialogen underlig afstumpet. Det var en verden, jeg ikke havde lyst til at være i. Men så vendte jeg alligevel stærkt tilskyndet tilbage, og pludselig havde fortællingen om den stenrige Roy-familie mig i sin hule hånd. Den psykopatiske patriark, Logan Roy og hans traumatiserede, dysfunktionelle børn; Kendall, Siobhan og Roman. Magt og moral, kærlighed og had. ‘Succession’ indeholder præcis dét, som alle store fortællinger har kredset om siden Homer: Ligegyldigt hvor meget vi end prøver, kan vi ikke kaste vores skæbne til side.
Finaleafsnittets titel i hver sæson er en verselinje fra digtet ’Dreamsong 29’ af John Berryman. Således hedder sidste afsnit i første sæsons ’Nobody’s Ever missing’, som i øvrigt er den allersidste verselinje i digtet. I anden sæson er titlen ’This is not for tears’, i sæson tre er det ’All The Bells Say’ – og det allersidste afsnit nogensinde – som kommer på mandag, hedder ’With Open Eyes’.
Nu er jeg ikke litteraturprofessor, men det må jo betyde et eller andet, at seriens skabers, Jesse Armstrong, lægger netop dette digt til grund for sit mesterværk.
John Berryman var en amerikansk digter, som først meget sent i livet opnåede kæmpe succes med den Pulitzervindende digtsamling ’77 Dreamsongs’ fra 1954. En samling løsrevne, drømmeagtige sekvenser, som tager udgangspunkt i Berryman’s alter ego, Henry, og dennes dysfunktionelle eksistens.
Berryman selv var en højtelsket og respekteret lærer, men også et martret menneske, der aldrig kom sig over sin fars selvmord i sin tidlige barndom. Dybt alkoholiseret begik han selvmord i 1972.
Det mest berømte digt fra ’77 Dreamsongs’ er netop nr. 29, der beskriver Henrys tragiske og problematiske syn på sig selv og sit dystre sind. De mørke tanker har et jerngreb i ham i sådan en grad, at han er i tvivl, om han har begået et mord på en kvinde. Han har åbne øjne, men føler sig blændet af sin værste frygt.
Er det os – seerne – som med åbne øjne, men alligevel blinde – er vandret direkte ind i det mørke, som har lagt sig over Henry’s tanker? ’Succession’ er i hvert fald kun blevet mere og mere dyster, som vi nærmer os slutningen.
Hvor første sæson var en decideret komedie – om end en temmelig grovkornet slags – så endte tredje sæsons ultimative svigt mellem seriens eneste elskende, som en slags varsel om hvad der var i vente.
Det er denne bue – det svimlende overblik, som strækker sig helt fra allerførste afsnit i 2018 til finalafsnittet på mandag, hele seks år senere, som gør ’Succession’ værdig til en prominent plads i tv-historien.
Med Berryman’s digt in mente, så frygter jeg ærligt talt det værste. Det har faktisk ikke været nogen fornøjelse at se sæson fire, men det har været en tvingende nødvendighed. Fortællingen har fået sit greb i mig på sammen måde som Henrys tanker – det er for sent, som klokkerne kimer.
