I den originale ’Squid Game’ bliver 456 mennesker på randen af samfundet bortført til en spilarena, hvor de skal dyste i diverse børnelege. Pengepræmien er enorm og kan fikse alle deres økonomiske problemer. For hver deltager, der bliver elimineret, stiger pengepræmien. Der er dog den lille konsekvens, at de ikke bliver elimineret på almindelig vis, men dræbt. Alle deltagere får dermed valget mellem at deltage med den konsekvens, at de med stor sandsynlighed bliver slået ihjel, eller forlade spillet uden konsekvenser. I kapitalismens navn vælger alle deltagerne at blive og deltage i spillet.
’Squid Game’ var en kæmpe succes, da den kom ud i 2021, så nu har Netflix lavet serien til et realityprogram. Med den højeste pengepræmie i et tv-program nogensinde på 4.56 millioner dollars skal 456 deltagere konkurrere i de samme lege og samme setting som i fiktionsserien (dog uden dødelig udgang).
Anmelderne hagler den ned for at være uetisk, usmagelig og for at misforstå seriens originale budskab. Den originale series præmis er nemlig en kommentar på, hvad folk er villig til at gøre for penge, og det har ’The Challenge’ fået hug for at misforstå. I ’The Challenge’ er der selvfølgelig ingen, der dør, og de har dermed ikke det samme at miste. For dramatisk effekt, og i et forsøg på at gøre programmet tro mod originalen, udløses en sort farve på deres tøj, som var de blevet skudt, hvorefter deltagerne falder til jorden, og lader som om de er døde. Det er usmageligt, unødvendigt og plat.
Men meget reality er ofte usmageligt. Reality er i sin grundide et socialt eksperiment. Det er meningen, at man skal se, hvordan helt almindelige mennesker, opfører sig, når de bliver presset ud i opstillede situationer og er tvunget til at forholde sig til andre mennesker uden mulighed for at komme væk. Reality er, på trods af navnet, ikke en refleksion af virkeligheden.
På samme måde er ’The Challenge’ heller ikke virkeligt. Det er en fortolkning af den originale serie i et reality format. At vurdere og kritisere programmet ud fra den præmis, at der er tale om virkelighed, er forkert. Det er nøje tilrettelagt og klippet, så seerne skal få fornemmelsen af, at deltagerne er en repræsentation af den menneskelige natur.
Der, hvor ’The Challenge’ tager reality-konceptet helt til grænsen, er, at det er så utrolig opstillet, at det er svært at tro, at nogen mennesker ville opføre sig sådan — selv i et realityprogram. I et afsnit modtager en deltager en burger, og med det samme flokkes alle de andre omkring 100 deltagere om ham som gribbe. En af dem stjæler sågar hans burger. Det skal lige sige, at de ikke bliver sultet. Det er et så absurd scenarie, at det ikke kan tænkes andet, end at der er en fiks tilrettelægger, der har fundet på det.
Og lige præcis de scenarier fortæller meget godt, hvorfor man ikke skal tage ’Squid game: The Challenge’ for mere end, hvad det er. Dårlig produceret reality. Der er ikke meget i programmet, der virker oprigtigt. Selv, når deltagerne hysterisk bryder sammen i gråd, fordi deres ”bedste ven” er blevet elimineret, virker pinagtigt falsk. Det er som at se en virkelig dårlig sæbeopera, velvidende at det ikke er dårlige skuespiller, men virkelig mennesker der forsøger at imitere den reaktion, der forventes af dem.
Det betyder dog ikke at ’Squid Game: The Challenge’ ikke er værd at se. Programmet er den slags underholdning, der er så tåkrummende dårligt, at det er godt. Som en filosof på et tidspunkt påpegede; vi vil jo gerne se, når det går andre mennesker dårligt, ellers keder vi os.
