gavlmaleri Kunstner Mie Olise.
Foto: PR

Der er gavlmalerier overalt i byen: Men hvor kommer al kunsten fra?

Alene i år har Storkøbenhavn fået 11 nye gavlmalerier fra forskellige kunstnere. Det kan vi især takke kurator og kunstsamler Jens-Peter Brask for.

Normalt skal man til Sønderjylland for at se sort sol, og normalt skal man en del længere syd på for at se en hammerhaj. Ja, normalt skal man også gå på museum for at opleve stor kunst. Men i disse år bliver normaltilstanden udvidet i København.

Gavlmalerierne skyder op på byens facader. Du har sikkert set dem. På Amager, i Nordvest, på Islands Brygge eller Vesterbro. De er efterhånden over det hele.

Faktisk er der op mod 50 af dem rundt omkring, og det er den danske kunstsamler og kurator Jens-Peter Brask, der står bag.

Fast besluttet på at få mere kunst i det offentlige rum har han de senere år sammen med sit team, Curated By Jens-Peter Brask, omdannet byens husmure til lærreder og fået kunstnere fra både ind- og udland til at udsmykke dem med markante kunstværker.

“En kunstgavl kan skabe en helt speciel følelse af identitet og nærhed i et lokalområde. Det er altid min mission at skabe kunstværker, der i fremtiden vil kendetegne området,” siger Jens-Peter Brask, der er involveret i projekterne fra start til slut med at finde finansiering, søge tilladelser og finde gavle.

Nogle værker er finansieret af fonde, mens andre realiseres via kommunale tilskud. Det store open air gavl-galleri på Rentemestervej, hvor Jens-Peter Brask fra 2016-2019 var fødselshjælper på 16 meterhøje kunstværker, var for eksempel støttet af Områdefornyelse Nordvest og Bispebjerg Lokaludvalg. Hvis man går med et konkret projekt i tankerne, opfordrer Jens-Peter Brask dog til, at man bare rækker ud. www.jenspeterbrask.com. Sværere er det ikke.

Sort sol på Vesterbro

Som et ud af de 10 nyeste københavnske gavlmalerier har stjernefotografen Søren Solkær i år forskønnet Tøndergade på Vesterbro med et kæmpemaleri, der forestiller naturfænomenet sort sol – hvor store stæreflokke antager grafiske formationer på himlen – og tilfældigvis sommetider tager form som et hjerte.

gavlmaleri
Motivet fra Søren Solkærs gavlmaleri er fra Tøndermarsken i Sønderjylland, hvor han også selv kommer fra. Foto: PR

I Sundby har kunstneren Mie Olise som en del af fire andre gavlprojekter på Amager benyttet det kolossale murstenskanvas til at male en flyvende hammerhaj, der – kvit og frit – giver lokalbeboere og forbipasserende en kunstnerisk oplevelse.

Sidste år fik også Valby Hallen en kunstnerisk overhaling, da Jens-Peter Brask engagerede syv forskellige kunstnere omkring en fælles udsmykning af det gamle spillested.

“Jeg håber, gavlene vil give besøgende og beboere en lejlighed til at stoppe op og starte en samtale. Måske det også kan vække en interesse for kunst,” siger Jens-Peter Brask, der også arrangerer guidede ture til værkerne.

Om ikke andet er byen nu ganske stiltiende lidt mindre grå og lidt mere sprudlende, end den ellers ville have været.

gavlmaleri

Joël Bigaignon er kunstneren bag dette gavlmaleri på Amager. Foto: PR
gavlmaleri
‘Fugleburet’ kan ses på Ny Ungarnsgade/Donaugade på Amager. Foto: PR
gavlmaleri
Martin Elsborg har i år stået for dette gavlmaleri i Søborg. Foto: PR
gavlmaleri
Kunstgavl af Rasmus Eckhardt på Frederiksborgvej 45 i Nordvest. Foto: PR
gavlmaleri
Gavlmaleri af Nicholas Koshkosh på Kirkegårdsvej 12 på Amager.
Kunstgavl af Bjørn Magnussen på Kirkegårdsvej 10 på Amager. Foto: PR
Kunstneren Martha Hviid har netop færdiggjort dette gavlmaleri på Kirkegårdsvej 36 på Amager. Foto: PR

Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️

Find mere om
Footer graphics