1. Jeg er ikke verdens midtpunkt
Før jeg blev forælder, var jeg omdrejningspunktet i mit eget liv. Mine lyster og følelser var det, der lagde kursen. Fra den ene dag til den anden fik piben så en anden lyd, da der pludselig lå en baby. Med ét var der en, hvis behov gav mine behov baghjul. Hvis krav ikke kunne vente. Hans sult kom før min, og var han ked af det, kom alt andet i anden række. Nogen var vigtigere for mig – end mig. Noget af en øjenåbner efter 28 år som universets midtpunkt, og tror jeg nok – både sundt og klædeligt. Det var fint at forstå, men helt ærligt også lidt en brat opvågning.
2. Frihed er undervurderet
Jeg fattede det på en af de første barnevognsture med spæde junior. På Dybbølsbro S-togsstation skulle vi med elevator fra perron til gadeniveau, og derinde stod en ung kvinde med høretelefoner på og svajede til musikken. Da vi gik ud, så jeg hende tulle videre, tilsyneladende uden mål og med, som kun de, der kan forvalte deres timer totalt frit, kan gøre det. Hun var helt sin egen, og det slog mig: Hende har jeg også været. Og det er nu definitivt forbi. At være retningsløs var et privilegium, som jeg havde opbrugt. Det er ALDRIG mere ligegyldigt, hvornår jeg kommer hjem.
3. Forelskelse er ikke det vildeste i verden
Ti-øren faldt en dag, da min mand og jeg stod ved metroen med vores nyfødte første gang. Vi løftede barnevognen ind med et greb i hver vores ende – og pludselig mærkede jeg det: Min kæreste var ikke længere min uden tvivl allernærmeste. Hvis der nogensinde skulle komme en alvorlig konflikt mellem mig og ham, ville jeg først og fremmest kæmpe for barnet. Øjeblikkets erkendelse gjorde mig tavs: Der findes en kærlighed, der er tættere end den romantiske.
4. Frygten flytter ind
Som ung blaffede jeg gennem Europa, og et par år før jeg blev mor, var jeg oppe at flyve i en luftballon. Det kan man dø af. Men jeg var let om hjertet og bekymringsfri. Et par år efter vi fik vores første søn, spurgte min mand mig, hvor den glade pige, som han havde forelsket sig i, var blevet af. Det sårede mig, for jeg var jo den samme. Jeg synes ikke selv, at jeg er pylret. Men i forhold til før er jeg ikke lige så risikovillig. Jeg kan ikke længere være ubekymret eller dumdristig, for nu er der to små mennesker, som jeg skal passe på og som ikke må miste deres mor. Lyden af en ambulance gør mig derfor bange, hvis ikke børnene er hos mig. Frygt er en del af mor-pakken, og selvom det er tungt, synes jeg, frygten giver kærligheden dybde.
5. Mor-manualen findes ikke
Første gang, jeg skulle være blev mor, læste jeg en masse håndbøger og deltog i alskens netgrupper. Anden gang vidste jeg, at det var omsonst. Andres erfaringer og gode råd gav mig mest bare præstationsangst.
At blive ’en god mor’ kan du ikke læse eller spørge dig til. Det er learning by doing og at læne sig tilbage i instinktet. Det er fint at tænke over sin opdragelse. Men når det kommer til stykket, så dirigeres moderskabet jo ikke fra hovedet. Nærmere fra hjertet og det underbevidste. At blive forælder var for mig – hver gang der kom krise – at tage turen hele vejen tilbage til min egen barndom og vælge, om jeg skulle genbruge mine forældres drejebog eller forkaste den og finde på min egen. Der er ingen anden vej end at finde sin egen forældrestil.
LÆS OGSÅ:
6. Mine børn er klogere, end jeg er
Ja tak til at blive en gennemkompetent og alvidende mor, tænkte jeg som ung. Sådan er det så ikke gået. Jeg kegler stadig rundt og har gevaldige huller i min paratviden, og mine to sønner giver mig tit baghjul. Det er jo sindssygt. De er 9 og 14 år, og jeg er voksen.
Det er ikke kun deres paratviden, der har overhalet min. De har også en sjov, medfødt fornemmelse for kærlighed og – vildere endnu – en klokkeklar moral.
Jeg er lige ved at tro, at alle børn har de evner, indtil vi piller dem ud af dem. Det er en syret fornemmelse, første gang ens barn fikser noget for en eller giver det råd, man netop har brug for at høre. Mine børn var ikke tomme kar, der skulle fyldes af mig. De var medfødt vise. Det er faktisk meget fedt i forhold til, at de skal arve jorden. Der er håb for næste generation.
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️
