Hestepiger, saml jer. En ny film, der viser 00’ernes provinsielle hesteverden med al sin eyeliner, mudder, similisten, læderfedt og g-strenge, er på trapperne.
Her er stærke karakterer og et solidt venindefælleskab. Og så er der vold og hævn.
Optagelserne til ‘Kirstens hævn’ er netop begyndt i Østjylland. Filmen er baseret på den anmelderroste forfatter Bjørn Rasmussens roman af samme navn fra 2024 og følger den 14-årige hestepige Kirsten, hvis liv tager en dramatisk drejning, da moderen får en ny kæreste.
Den nye stedfar, Steen, begynder hurtigt at få mere og mere kontrol over familien, og Kirstens hjem udvikler sig til en konfliktzone. Sammen med sine veninder beslutter hun sig for at slå tilbage mod ham. Hævnen bliver voldsom og får konsekvenser, som ikke kan gøres om.
I rollen som Kirsten ses Ida Skelbæk-Knudsen, der blandt andet er kendt som Katinka i ‘Børnene fra Sølvgade’. Hendes veninder spilles af Marie Helweg Augustsen, Ingrid Bjerg-Raft og Elisabeth Petersen Ørnbøl. Jakob Cedergren spiller stedfaren Steen, mens Sidsel Siem Koch har rollen som Kirstens mor.
Filmen er skrevet af den Bodil-vindende instruktør Lisa Jespersen og Sara Isabella Jønsson.
Det er også Lisa Jespersen, der instruerer filmen. Hendes debutfilm ‘Hvor kragerne vender’ fra 2021 blev en biografsucces med mere end 140.000 biografgængere og modtog både en Robert og en Bodil for bedste film.
Og nu vender Lisa Jespersen altså tilbage til provinsen – denne gang er scenen dog rykket ind i hesteverdenen anno 2002.
Hun fortæller, at Bjørn Rasmussens roman inspirerede hende til at dykke ned i den “vilde energi”, der opstår, når en teenager ikke vil lade sig tæmme.
– Målet har været at skabe en uforudsigelig biografoplevelse, en film, man kan mærke fysisk i kroppen, og som tør være larmende og konfronterende, men hvor alvoren og den vilde hævntørst samtidig balanceres af varmen og humoren i et fuldstændig ubrydeligt venindefællesskab, siger hun.
Filmen forventes at få biografpremiere i vinteren 2028.
