Foto: Netflix

Harry Hole, Tommy Shelby og Daredevil indtager skærmen i denne uge

Martrede helte præger ugens streamingprogram, hvor der heldigvis også er plads til skarp komik og en neglebidende valgaften.

Denne uge byder på et sandt tagselvbord af spændende muligheder i streamingland.

Der er både gensyn med nogle kultelskede tv-serier og premiere på helt nye titler, der lokker med alt fra dreven spænding til hårdtslående komik.

Som om det ikke var nok, er der også lige noget så vigtigt som et valg, der skal afgøres i løbet af den kommende uge. Vi går nogle intense dage i møde, men der er også en masse underholdning på programmet undervejs.

Læs med her for vores ugentlige streaminganbefalinger.

Peaky Blinders: The Immortal Man

Foto: Netflix

Mellem 2013 og 2022 var ‘Peaky Blinders‘ en af tidens absolut bedste serier. Den brutale bandeleder Tommy Shelby er i Cillian Murphys skikkelse en af de mest rå og samtidig mest medrivende figurer på tv-skærmen nogensinde.

Han vender nu tilbage i en Netflix-film, hvor tiden er skruet frem til Anden Verdenskrig. Tommy har dog en anden krig kørende med sig selv, fordi han er martret af at have levet et liv fyldt af død og ødelæggelse i kriminalitetens tegn. Han må gøre comeback for at redde både sin søn og fædrelandet, der trues af nazisterne.

På rollelisten er også Barry Keoghan som sønnen Duke, Tim Roth som barsk skurk og Rebecca Ferguson som tvillingesøsteren til Tommys afdøde hjertenskær. Manuskriptforfatter Steven Knight er garant for skarpt plot og dialog i den stemningsfulde verden.

‘Peaky Blinders: The Immortal Man’ kan nu ses på Netflix

LOL: Den der ler sidst

Foto: Prime Video

Konceptet er lige så simpelt, som det er smart: Man samler en flok sjove mennesker i et rum og får dem til at skeje ud med det benspænd, at de ikke må grine, for så taber de og ryger ud af programmet.

LOL: Den der ler sidst‘ har kørt i to sæsoner plus en Halloween-special, og mens det ikke er et tv-program, der går over i verdenshistorien, har det været kilde til morskab i mit lille hjem. Der er simpelthen bare noget over at se andre mennesker kæmpe for ikke at grine, der går direkte i lattermusklerne. Og så hjælper det gevaldigt, at det er humoristiske mennesker, der står for løjerne.

Den nye sæsons deltagere tæller blandt andre Melvin Kakooza, Martin Johannes Larsen og Sofie Jo Kaufmanas, der alle har et solidt funny bone.

‘LOL: Den der ler sidst’ sæson 3 kan ses nu på Prime Video

The Comeback

Foto: HBO Max

Lisa Kudrow er naturligvis bedst kendt som tossegode Phoebe i ‘Venner’, men vi er mange seriefans, der ser hendes præstation i en anden komedieserie som den store glansrolle.

Der er tale om HBO-serien ‘The Comeback‘, hvor skuespilleren har rollen som den lige dele selvbevidste og selvnarrende tidligere sitcomstjerne Valerie Cherish. Hun kæmper for at få benævnte comeback i underholdningsbranchen, og samtidig følger et kamerahold hendes bestræbelser på at få succes.

Serien er en metahumoristisk satire over den selvoptagede tv-branche i Hollywood. Første sæson kom i 2005 og nummer to i 2014, mens den nye sæson tager tidens store udfordring i tv-land op. Valerie får nemlig en rolle i en serie, der er skrevet af en kunstig intelligens, og det har jo potentiale til at gå galt.

‘The Comeback’ sæson 3 får premiere 23. marts på HBO Max

Valgaften

Foto: TV 2

Så er vi efter omtrent en måneds valgkamp endelig kommet til det: Danskerne skal stemme og beslutte, hvilke politikere der skal sidde i Folketinget den næste periode.

Både DR, TV 2 og et hav af andre medier kommer selvfølgelig til at dække valgdagen fra alle ledder og kanter. Er du politisk nørd eller bare den mindste smule samfundsinteresseret, kan det være umådeligt spændende at sidde og følge med, mens stemmerne bliver talt op.

Ved det sidste valg var der også en fodboldkamp samme dag, men denne gang spiller Danmark først mod Nordmakedonien to dage efter, så der er de bedste betingelser for at hellige sig en aften og måske nat i demokratiets tegn.

Valgaften kan ses 24. marts på DR og TV 2

Bait

Foto: Prime Video

Kan du forestille dig Riz Ahmed som den nye James Bond? Det er en del af historien i ‘Bait’, hvor den Oscar-nominerede skuespiller fra ‘Sound of Metal‘ spiller den knap så succesfulde Shah Latif. Han kommer i orkanens øje, da rygtebørsen gør ham til den nye Bond, men det skaber både muligheder og problemer.

Riz Ahmed har selv skabt serien, der giver et spændende indblik i en pakistansk familie bosiddende i London. Her er kulturel mangfoldighed i stride strømme, hektiske replikudvekslinger og originale ideer ad libitum i historien om en mands frygt for ikke at kunne leve op til egne og omverdens forventninger.

Var du vild med Aziz Ansaris sjove og kunstnerisk ambitiøse Netflix-serie ‘Master of None‘, kunne ‘Bait’ helt klart være noget for dig. Undertegnede har set sæsonens seks korte afsnit og er på vej med en begejstret anmeldelse.

‘Bait’ får premiere 25. marts på Prime Video

Marvel Television’s Daredevil: Born Again

Foto: Disney+

Det er de seneste år gået lidt op og ned for Marvels tv-serier, men med første sæson i den genfødte udgave af historien om superhelten Daredevil blev der ramt plet.

Vores begejstrede anmelder gav fem hjerter til sæsonen og skrev, at den maskerede hævner fik en flot tilbagevenden til tidligere tiders fornemme takter. Charlie Cox gentager titelrollen, som han spillede i tre sæsoner for Netflix, mens man nu skal tune ind på Disney+ for at se ham som den blinde helt med stærke sanser.

Han spiller over for Vincent D’Onofrio, der gestalter den skurkagtige borgmester Wilson Fisk. I anden sæson jagter Fisk sin nemesis, mens Daredevil samler venner for at bekæmpe overmagten.

‘Marvel Television’s Daredevil: Born Again’ sæson 2 får premiere 25. marts på Disney+

Pretty Lethal

Foto: Prime Video

Timothée Chalamet vandt som bekendt ikke en Oscar for sin hovedrolle i ‘Marty Supreme‘, selv om han længe lignede en favorit. Det tilskriver mange hans kontroversielle udtalelser, blandt andet om at ingen mennesker går op i ballet.

Som sendt fra himlen med god timing kommer nu en actionthriller om en ballettrup, hvis unge kvinder tager kampen op, da deres bus bliver angrebet af bevæbnede mænd. Pænt dødeligt kan titlen på ‘Pretty Lethal’ ganske mundret oversættes til.

Uma Thurman spiller en tidligere ballerina og nu ejer af en kro, hvor de unge kvinder flygter hen og barrikaderer sig. I de roller optræder blandt andre Iris Apatow og Maddie Ziegler, der blev kendt for at danse med Shia LaBeouf i musikvideoen til Sias ‘Elastic Heart’.

‘Pretty Lethal’ får premiere 25. marts på Prime Video

Harry Hole

Foto: Netflix

Den norske detektiv Harry Hole har gået sejrsgang i store dele af verden, så det var selvfølgelig et spørgsmål om tid, før han også ville være at opleve i en storstilet Netflix-serie.

Den tid er kommet, og vi er mange, der har ventet i spænding på at se filmatiseringen af Jo Nesbøs populære bogserie, der startede i 1997. Serien er baseret på den femte bog i rækken, ‘Marekors’ fra 2003, hvor en seriemorder hærger i et hedebølgeramt Oslo, mens der også er råddenskab i politiets indre linjer.

Norske Tobias Santelmann har fået hovedrollen som den plagede titelperson, mens resten af Skandinavien også er repræsenteret på rollelisten. Således medvirker også svenske Joel Kinnaman og vores egen Jesper Christensen.

‘Harry Hole’ får premiere 26. marts på Netflix

Something Very Bad Is Going to Happen

Foto: Netflix

Det er vist ikke en spoiler at skrive, at der kommer til at ske noget virkelig slemt i gyserserien ‘Something Very Bad Is Going to Happen’.

Netflix-serien er produceret af Duffer-brødrene, som efter at have afsluttet deres gigantsucces ‘Stranger Things‘ nu skal bevise, at de har andet i sig end det ene lyn i en flaske, som man så malerisk siger på den anden side af Atlanten.

De håber sammen med serieskaber Haley Z. Boston endnu en gang at ramme tidsånden på kornet med historien om et ungt par, der i ugen op til deres bryllup løber ind i store problemer. Serien sammenligner sig med ikoniske film som ‘Carrie’ og ‘Rosemarys baby’, så der er noget at leve op til.

‘Something Very Bad Is Going to Happen’ får premiere 26. marts på Netflix

Veronika

Foto: Joakim Eliasson / SkyShowtime

Det er kun nogle måneder siden, den gåsehudsfremkaldende anden sæson af den svenske dramaserie ‘Veronika‘ fik premiere, men nu er der heldigvis allerede flere nye afsnit at kaste sig over.

I tredje sæson er der vanen tro både en ny instruktør i stolen og nye medvirkende foran kameraet, men det vigtigste element er stadig Alexandra Rapaport i hovedrollen som den lige dele gale og geniale titelperson. Hun spiller over for Tobias Santelmann, der altså har sig noget af et forår på krimifronten.

Serien er nordic noir af den gamle skole med en kvindelig efterforsker, der har rod i privatlivet, men samtidig er en blændende politibetjent – ikke mindst fordi hun har en sjette sans, hvad forbrydelser angår.

‘Veronika’ sæson 3 får premiere 26. marts på SkyShowtime

Footer graphics