16. januar 2025 vil for altid stå som dagen, hvor verden blev et unikum fattigere.
David Lynch var helt sin egen, og selvom mange har prøvet, har ingen endnu kunnet kopiere eller overgå mesteren.
Selvom han ikke er med os mere, efterlader han en stor og flot film- og seriearv. Derfor har vi lavet en guide til, hvor du kan se alle hans film og den der serie, alle altid taler om.
Mange af Lynchs kortfilm kan ses på YouTube, og så kan de to mindre og knapt så succesfulde serier ’On the Air’ og ’Hotel Room’ ikke ses pt.
Vi starter med filmene og slutter af med hele ’Twin Peaks’-sagaen.
‘Eraserhead’ (1977)
Filmen, der startede det hele, er stadig en af de mest skræmmende og fascinerende filmoplevelser, man kan give sig i kast med.
Historien om den underkuede Henry (Jack Nance), der bliver nødt til at passe sin og konens nyfødte, deforme barn, er klassisk Lynch.
Lyduniverset sender soniske mareridt mod trommehinderne, og billederne skifter mellem at være skønne og urovækkende. Absolut must-see for dem, som er klar til at udforske mere af instruktørens katalog udover ’Twin Peaks’.
’Eraserhead’ kan ses hos Filmstriben, Rakuten TV, Mubi og Cultpix
‘Elefantmanden’ (1980)
Hvor ’Eraserhead’ var den, der gav David Lynch foden indenfor i filmbranchen, var ’Elefantmanden’ den, der sparkede døren ind og gav ham det første store gennembrud.
Den er relativt let tilgængelig i forhold til andre af hans værker, og den semi-sande fortælling om den deforme Joseph ’John’ Merrick (John Hurt), der i Viktoriatidens London bliver udstillet i freakshows, er enormt rørende.
David Lynchs fingeraftryk er stadig meget tydelige, og hans fornemme sans for smukke billeder kommer virkelig til sin ret i ’Elefantmanden’, der, ligesom debuten, er lavet i sort/hvid.
’Elefantmanden’ kan ses hos Apple TV og Rakuten TV
‘Dune – ørkenplaneten’ (1984)
Den største plamage på Lynchs CV er den film, der nagede ham igennem hele karrieren. For hvad kunne det ikke være blevet til, hvis instruktøren havde haft frie tøjler til at lave den film, han havde en vision for.
Med nutidens øjne er det måske lidt kitchet af se kostumerne og effekterne i direkte sammenligning med Denis Villeneuves to sci-fi-eposser.
Ikke desto mindre har filmen sin charme og byder på flere interessante skuespillere, der ikke var lige så store dengang, som de er nu. Og så er det ikke mindst starten på samarbejdet mellem David Lynch og Kyle ’Agent Dale Cooper’ MacLachlan.
’Dune – Ørkenplaneten’ kan ses hos Netflix, Apple TV og Blockbuster
‘Blue Velvet’ (1986)
Efter den skuffende modtagelse af ’Dune – Ørkenplaneten’, vendte David Lynch tilbage til rødderne og den forrådnelse af det pæne amerikanske samfund, som han havde udforsket i sine kortfilm.
Filmen handler om den universitetsstuderende, der vender tilbage til sin hjemstavn, hvor han bliver rodet ind i sag om kidnapning, seksuel afpresning og mord.
’Blue Velvet’ kan ses som en prototype på det, som endte med at blive ’Twin Peaks’ og er for alle, der elsker Lynchs specielle og brutale tilgang til mysterie- og thrillergenren.
’Blue Velvet’ kan ses hos Apple TV, Rakuten TV og YouTube Movies
‘Vilde hjerter’ (1991)
’Vilde hjerter’ er måske det tætteste, vi kom på en romantisk komedie fra David Lynch. Igennem instruktørens brutale optik er der langt til grin og hjertevarm romance.
Sailor (Nicolas Cage) og Lula (Laura Dern) er Romeo og Julie-elskende, som ingen er interesserede i skal finde sammen. Da de stikker af vestpå, sender hendes mor Marietta (Diane Ladd) en række håndlangere efter dem. På vej mod Californien møder de alskens personager, inklusiv den ubehagelige psykopat Bobby Peru (Willem Dafoe).
Der er knald på fra start til slut i ’Vilde hjerter’, som instruktøren lavede efter at have færdiggjort pilot-afsnittet til ’Twin Peaks’. Det åndelige slægtskab er ikke til at tage fejl af, og samspillet mellem Cage og Dern er forrygende godt.
’Vilde hjerter’ kan ses hos Blockbuster. Viaplay og SF Anytime
‘Lost Highway’ (1997)
Den første film i David Lynchs Los Angeles-trilogi, er en surrealistisk oplevelse, som trækker tråde til instruktørens mere eksperimenterende kortfilm.
Det er med at holde tungen lige i munden og have en at diskutere ’Lost Highway’ med bagefter, for David Lynch er i sit abstrakte hjørne.
Personer bliver transformeret til andre og nogle er måske dæmoner i den mystiske mord-neo-noir, der kaster publikum flot rundt fra start til slut.
’Lost Highway’ kan ses hos Filmstriben, Rakuten TV og Mubi
‘The Straight Story’ (1999)
Det er meget passende, at ’The Straight Story’ kan oversættes direkte til ’Den ligefremme historie’.
For der er absolut ingen svinkeærinder i David Lynchs genfortælling af den ældre Alvin Straights (Richard Farnsworth) tur på tværs af USA med sin John Deere-havetraktor som transportmiddel.
Selvom David Lynch selv kaldte ’The Straight Story’ sin mest eksperimenterende film nogensinde, er den et godt gedigent hjertevarmt drama, man ikke kan undgå at blive berørt af.
’The Straight Story’ kan ses hos Filmstriben
‘Mulholland Drive’ (2001)
Efter ’The Straight Story’ vendte David Lynch tilbage til sine syrede påfund med ’Mulholland Drive’.
Der er mange plotlinjer, men hovedhistorien handler om skuespilleren Betty (Naomi Watts), der netop er flyttet til Los Angeles og møder en kvinde med hukommelsestab (Laura Harring).
Herfra stikker det af på bedste Lynch-vis, og han tegner et dystert billede af den usete, onde side af Englenes by. Er det drømme? Alternative verdener? Ingen ved det, for David Lynch har ikke har lyst til at give en tolkning på værket. Det er hårdt, ømt og helt igennem Lynch-tastisk!
‘Mulholland Drive’ kan ses hos Filmstriben, Blockbuster og Apple TV
‘Inland Empire’ (2006)
Mesterens sidste spillefilm er også den mest udfordrende siden debuten ’Eraserhead’.
Laura Dern leverer en fremragende præstation som skuespilleren Nikki, der langsomt bliver mere og mere opslugt af den karakter, hun spiller i gennemspilningen af en efter sigende forbandet film.
’Inland Empire’ er et surrealistisk mareridt, når David Lynch er bedst, og når alt kommer til alt, er den det helt perfekte punktum for mesterens filmkarriere.
’Inland Empire’ kan på nuværende tidspunkt ikke ses online
‘Twin Peaks’ (1990)
Hvis der er én titel, som er synonym med David Lynch, er det ’Twin Peaks’-universet.
Fortællingen om, hvem der myrdede Laura Palmer, blev spredt udover 27 år, og serien både en kæmpe kulttitel, men også et af de største pop-kulturelle fænomener i nyere amerikansk historie.
Alene Angelo Badalamentis intromusik er en af den slags, der for evigt hjemsøger fans på den helt rigtige måde. Snup en stor kop kaffe, slyng tæppet omkring dig på sofaen, og se, hvordan David Lynch og Mark Frost fornyede seriegenren.
’Twin Peaks’ kan ses hos SkyShowtime og TV 2 Play
’Twin Peaks: Fire Walk with me’/’Laura Palmers sidste dage’ kan ses hos Filmstriben, Rakuten TV og Mubi
’Twin Peaks: The Return’ kan ses hos SkyShowtime og TV 2 Play/SkyShowtime
LÆS MERE