Vi har alle sammen hørt om breadcrumbing, gaslighting, ghosting og situationships. Usunde mønstre, man kan blive udsat for af en flirt, date eller sågar en partner. Men hvad kalder vi det, når det er en ven, der ikke behandler dig okay?
Det er ikke rigtig noget, vi snakker om. Det kan være skamfuldt, og vi mangler et sprog for de usunde platoniske relationer. Det synes jeg i hvert fald, jeg selv gør.
Vi har lært at genkende mønstre i datinglivet, der gør en ondt. Men så snart romantikken er taget ud af ligningen, er det som om, at talegaver og handlekraft på mystisk vis forsvinder.
Det er jo lidt paradoksalt. For i en tid, hvor datingverdenen bliver mere kompleks og svær at have med at gøre, læner vi os i stigende grad mere op ad venskaber, og vi har en idé om, at venskaber de facto er de bæredygtige relationer, der skal bestå. En sikker havn, hvor man som besætning egentlig bare regner med, at skibet bliver lige der, hvor man lagde til.
Sådan tror jeg, det er for de fleste venskaber. Det håber jeg. Men når det er sagt, er det bare ikke en eviggyldig sandhed.
Usunde venskaber findes. Men de tager sig ikke ud på én bestemt måde. Den usunde dynamik kan være så subtil eller flygtig, at man måske ikke lægger mærke til den eller bare tænker: “Det er også bare sådan, vedkommende er,” uden at stille sig kritisk overfor det. Det kan være svært at lure, og derfor også svært at sætte ord på.
Det har jeg selv oplevet. Og det var ret frustrerende.
“Hvis det var en fyr, var jeg fucking skredet for længst!”, kan jeg huske, jeg råbte, da jeg gik med seriøse tanker om at “slå op” med en veninde. Alt var på hendes præmisser og vores relation blev mere og mere ulige. Men jeg kunne ikke sige fra og begyndte at vende det indad. For når hun var i godt humør, var det jo vildt hyggeligt. Lyder det bekendt?
Men måske er det svære ved usunde venskaber, at de ikke kommer med den samme kulturelle alarmklokke som usunde parforhold. Hvis en fyr taler grimt til en, aflyser på stribe eller kun dukker op, når det passer ham, kan man allerede se vennegruppen for sig, der svinger de røde flag og råber: “Run Forrest, Ruuuuuun!”
Når det handler om en ven, bliver det lettere pakket ind i personlighed: Hun er bare intens. Han er dårlig til at kommunikere. Hun har også haft det svært på det sidste. Og selvfølgelig skal der være plads til menneskers fejl og skæve sider, men der må også være en grænse før rummelighed bare bliver et andet ord for selvudslettelse.
Vi må gerne kræve noget af vores venskaber. Vi må godt forvente, at vores venner gør sig umage og lægger en reel indsats for dagen i den relation, man har. For venskaber skal passes og plejes på lige fod med alle andre relationer.
Måske er det på tide, at vi holder op med at behandle venskaber som relationernes moralske helle. Bare fordi sex, forelskelse eller fælles indkøb til boligen ikke er en del af pakken, betyder det ikke, at en relation ikke kan gøre skade. Tværtimod. Nogle gange er det netop de platoniske relationer, vi er allermest blinde overfor, fordi vi så gerne vil tro, at de er de sikre.
Hvis vores venskaber forhindrer os i at trække vejret helt ned i maven uden en snert af ængstlighed, er det tid til at stoppe op, åbne munden, tale om det – og måske i sidste ende sige fra, før man ender i et platonisk situationship.
Jeg endte i øvrigt ikke med at slå op med min veninde. Det er jeg selvsagt glad for den dag i dag. Vi har fundet hinanden igen, men det krævede også, at vi satte os ned og havde en kammeratlig samtale om, hvad der skulle ske med os og en klar definition af, hvor grænsen går, og hvilke konsekvenser det har, hvis man gentagne gange krydser den.
