Foto: Privat

Mads Strange får samme kommentar om sit udseende igen og igen: “Jeg synes, det er meget sjovt”

Mads Strange ser hverken TV eller hører musik, men kan finde på at smide 100 prompts til ChatGPT om dagen og elsker Substack. Og så ved han lige, hvor du skal gå hen for at drikke en god espresso martini.

Trods sin unge alder er den 26-årige Mads Strange fra Liberal Alliance stormet ind i Folketinget med hele 4448 personlige stemmer i Københavns Storkreds. 

Du har sikkert bemærket hans valgplakat i bybilledet. Med sit friserede, blonde hår, knivskarpe jakkesæt og læder skuldertaske ligner han næsten en levende karikatur af Liberal Alliances målgruppe.

Det ved han godt, og det står han ved. Mads Strange har en ‘what you see is what you get’- aura om sig. Han er en selvudnævnt værdikriger, der ad flere omgange har gjort sig bemærket i den offentlige debat for sine liberale holdninger. 

Som nyvalgt politiker skulle man tro, at han hoppede og sprang af glæde, men da Heartbeats ringer til ham en formiddag i april, er han “lidt miserabel”, siger han.

– Jeg er bare klar til at hive ministrene ind i folketingssalen for at give den 180 i timen, men ind til der kommer en regering, sidder jeg jo i venteposition.

Imens han venter, får han tiden til at gå med at læse og drikke en hulens masse kaffe hjemme i sin lejlighed i Indre By. I ny og næ tager han også ned på en af Københavns ikoniske caféer og får byens bedste Amaretto Sour.

For hvem er Mads Strange, når han ikke er politiker? Dét har vi spurgt ham om i denne omgang af ‘Status’.

Status

Hvad ser, læser, spiser, lytter og gør du for tiden for at give hverdagene værdi? Og hvad gør du for lidt? Det spørger Heartbeats nogle af tidens mest interessante folk om i ‘Status’.

Hvad er det første, du læser hver dag?

– Jeg plejer at starte dagen med at læse avis. Først Berlingske, så Jyllands-Posten, så Weekendavisen. Ja, som du kan høre, er det primært borgerlige aviser. Det hænder også, jeg slår op i Politiken. Ellers så læser jeg bøger. Siden jeg var helt ung, har jeg startet hver morgen med at læse. Jeg står tidligt op, og så læser jeg i 2-3 timer og begynder så min dag. 

Hvad er din favoritavis?

– Enten Berlingske eller Weekendavisen. Når Weekendavisen er bedst, er den bedre end Berlingske, men Berlingskes gennemsnitsniveau er generelt højere, synes jeg.

Hvad er den vigtigste bog, du har læst?

– Jeg er vild med Nasim Talebs bøger. Han har skrevet et fem-bindsværk, der hedder ‘Incerto’. De favner bredt, men handler om alt fra finansiel teori, probabilistisk tænkning, samfundsopbygning, hvilken rolle tilfældigheder spiller i hverdagen og statistik. Og så er de bare skrevet på en interessant og underholdende måde.

Mads Strange

26 år, opvokset i Smørum i Nordsjælland, uddannet inden for statskundskab ved Københavns Universitet, har tidligere arbejdet som public affairs manager ved et konsulentbureau.

Hvad gør du for at finde ro?

– Jeg hører podcasts. Nogle dage kan jeg godt komme hjem og være overvældet fra dagens strabadser, og så lukker jeg øjnene og sætter en podcast på. Jeg hører mange udenlandske og mange, der ikke har noget med politik at gøre. Typisk nogle, der har med den finansielle sektor og historie at gøre. Jeg kan godt lide ‘All-in’, og ‘Conversations with Tyler’ er også god.

Hvad er din største last?

– Jeg har en kæmpe appetit! Jeg er meget glad for mad. Jeg kan godt komme til at spise alt for mad, så jeg får det skidt. Det er virkelig en last.

Hvad spiser du rigtigt tit?

– Græsk yoghurt. Det er lækkert og let. Jeg spiser både den med 10 procent og 2 procents fedt.

Hvad har du lige hørt på Spotify?

– Jeg hører ikke rigtig musik. Men jeg har lige hørt en podcast om science fiction på Apple Podcasts. Den handlede om bogen ‘Diamond Age’, som er en science fiction roman om nanoteknologi.

Hvilken film vender du altid tilbage til?

– Jeg synes, ‘Inception’ er god. Den har dybde, og så er det bare god underholdning.

Hvilken ting gør dit liv lettere?

– Min telefon. Når man lige træder et skridt tilbage og tænker over det, så er det magisk, hvilke ressourcer vi har til rådighed i vores lomme. Altså, det er jo et nybrud, at vi kan kommunikere og søge information så let. 

Hvem inspirerer dig indenfor dit felt?

– Jeg har ikke et politisk idol, men noget som min egen leder, Alex Vanopslagh, har gjort, som jeg synes er fedt, det er, at han taler om værdier. Om principielle spørgsmål. Det bliver hurtigt lidt langhåret, når politikere kun snakker om de tekniske ting, skat og øget arbejdsudbud og den slags. Han fokuserer på de større spørgsmål – på, hvad vi skal gøre ved dannelse, kultur, sammenhængskraft og personligt ansvar. Det er et tiltrængt element i dansk politik. Politik bør også handler om de værdier og principielle ting, der former vores samfund, ellers bliver det støvet. Det er vigtigt, man kan kommunikere på nogle måder, der er mere værdiladet.

Det nuværende billede har ingen alt-tekst. Filnavnet er: 17231e6e-97dc-44f6-acd5-30ade9f1f8b3.jpg
Foto: Liberal Alliance.

Hvor får man det bedste måltid i København?

– Jeg er ikke den store madconnaisseur. Men jeg kan godt lide en god wok. På Wok On på Højbro plads får man en god én.

Hvor er dit yndlingssted i byen?

– Det hænder, at jeg får en espresso martini på Dan Turèll. Det er et dejligt sted. De laver gode espresso martinis og Københavns bedste amaretto sours.

Hvad gør du for lidt?

– Holder ferie. Hvis jeg blev valgt til Folketinget, lovede jeg mig selv at holde ferie. Jeg vil gerne tage ud og se verden. Jeg har jo ikke haft det klassiske sabbatår. Jeg tog direkte på gymnasiet efter folkeskolen, så direkte på universitetet, og så har jeg arbejdet fuldtid både under uddannelse og efterfølgende. Jeg har altid haft et stramt program, og nu vil jeg gerne tage tid til at se verden for at blive klogere på alle de ting, man ikke kan læse om i en bog, men er nødt til selv at mærke på egen krop.

Hvad er dit motto?

– Du ka’ godt, jo! Lad os gå med den.

Hvilken podcast lytter du til?

– B.T.’s ‘Borgerlige Tabloid’. Jeg var for nylig med i den, hvor vi jo kom ind på, hvad karikaturen på en højreorienteret person er, for det får jeg skudt meget i skoene, at jeg er. Og det er jeg jo også. På sociale medier er der en del, der kalder mig “Christopher, hvis man bestilte ham på Wish”. Jeg synes, det er meget sjovt. Mine krøller er naturlige, men den blonde farve er ikke. Jeg vil ikke fortælle, hvor jeg får den lavet, det bliver for åndssvagt. Jeg vil hellere tale om politik.

Hvor er dit happy place på internettet?

– Substack. Det er en guldgrube af interessant information, der ikke finder vej til de kommercielle medier. Jeg har ikke en særlig en, som jeg følger. Men der er nogle gode tænkere, og man bliver altid klogere, efter man har læst Substack.

Hvad streamer du for tiden?

– Jeg streamer ikke. Jeg ser slet ikke nogen former for TV. På min arbejdsplads kører TV 2 News i baggrunden, men jeg ser aldrig rigtig TV derhjemme. Jeg bruger min tid på at læse, arbejder og hygger mig med mennesker. 

Hvem ville du ikke kunne modstå at tage en selfie med?

– Uf, det ved jeg søreme ikke. Hvis jeg fik anledningen til at tage en selfie med Donald Trump, ville jeg da nok gøre det. Men det er ikke, fordi han er noget ikon for mig. Jeg ville da også gerne have en selfie med Barack Obama.

Hvad ville du ønske flere kendte til?

– Nogle af de ting, der foregår på den teknologiske scene, som jeg synes fylder for lidt i vores samfund. Jeg forstår ikke, vi ikke snakker mere om, hvilken indflydelse kunstig intelligens har på os. Jeg ville ønske flere forholdt sig til det. 

Hvad var din seneste google-søgning?

– Jeg søgte på Købersmægler, som er en virksomhed, der hjælper folk med at få prisnedslag på deres bolig, fordi mine forældre skal købe en bolig. 

Hvad er din seneste ChatGPT søgning?

– Jeg bruger ChatGPT rigtig meget. Jeg kan godt sende 100 prompts af sted på en dag. Jeg bruger den ofte, når jeg læser og stiller den spørgsmål om ord, jeg har læst, og hvad deres etymologiske baggrund er, eller spørger den til nogle koncepter eller perspektiver. Jeg har tech-noia på den måde, at jeg er lidt bekymret for tech-giganternes indtog i samfund, men jeg er også begejstret for mulighederne. 

Find mere om
Footer graphics