– Prøv at se derovre! udbrød min far over en aperitif på vores tur til Bologna. Han hentydede til det gode eksempel, en gruppe italienske studerende efter hans mening udviste.
– De får kun én negroni, og så stopper de med at drikke. Hvis der er noget, italienerne ikke gider, så er det en eller anden fulderik, der render rundt og kaster op før midnat, sagde han.
Jeg nikkede og blev underligt bevidst om smerten fra min festivalbrækkede fod, mens jeg tænkte på Journalisthøjskolens sidste fredagsbar før sommerferien, hvor jeg hang med hovedet halvt i toilettet.
Min far fik nok øje på mit fjerne blik, for han skyndte sig at sige, at han blot ville konstatere. Ikke moralisere. Men han er ikke den eneste, der mener, at vi danskere får en enkelt eller ti for meget, for ofte.
Lægeforeningen er gået i krig mod den danske drukkultur. Vi skal stoppe salget på tanken, stoppe salget i de sene nattetimer, stoppe al markedsføring af alkohol overhovedet.
I stedet skal man i grundskolen blive enige om ‘alkoholaftaler’ (hvordan håndhæver man dem?), og på ungdomsuddannelserne skal druk forbydes – what a life.
Og kampen virker tilsyneladende, for danskernes druk var allerede nedadgående, inden man i foråret skærpede reglerne for alkoholsalget til 16-17 årige.
Noget tyder på, at der bliver færre branderter for os alle i fremtiden.
Men måske mister vi alligevel også noget andet end blot tømmermænd ved helt at afskrive alkoholens glæde og rus?
Hvad sker der med stemningen til en middag, når en fra selskabet takker nej til et enkelt glas rødvin? Den falder drastisk. Ordene “Jeg drikker ikke i aften” fungerer som en forbandelse. Pludselig stiller alle andre også glasset, og skæbnen er afgjort. Der var måske slet ikke lagt op til stor fest, men nu ved vi i hvert fald, hvilken aften det ikke bliver.
Det kan godt være, det er problematisk, at et ‘nej tak’ til alkohol lægger en dæmper på middagsstemningen. Men det er sandt. For den underforståede betydning bag den lille afvisning er, at anledningen ikke er tømmermændene, den dårligere søvn eller de ekstra kalorier værdig.
Farvel til kærlighedserklæringerne
Det er efterhånden blevet så populært at blære sig med urtete, kosttilskud og hjemmeaftener, at det er forkert at indrømme, hvis man godt kan lide at have en promille. Men det kan jeg. Jeg elsker at være fuld. Og jeg vil gerne ud igen på fredag.
For når vi er berusede, sker der noget magisk med vores reserverede tilgang til hinanden. Den forsvinder. Vi åbner op. Fortæller ærligt til fremmede. Mellem venner, bekendte og forelskede slipper selv de bedst bevarede hemmeligheder ud, og det er afgørende for fremdriften i vores relationer.
Især i datingkulturen, som ellers er elendig og overfladisk. Vi swiper dovent på Tinder og kommer sjældent til tredje date, før vi giver op. Alkohol er vores dyrebareste modgift til den stolte status quo, vi har skabt, hvor det er sejt at være lidt ligeglad. Det er det eneste, vi har tilbage, som skubber tingene en smule fremad.
Fjerner man de fulde kærlighedserklæringer, kigger vi altså på et scenarie, hvor ingen indrømmer følelser for hinanden. Det ville være så trist. Der er så meget, jeg ikke ville vide – og så meget, jeg aldrig ville have sagt.
Så indtil blomsterbuketter og serenader får en renæssance, er der simpelthen ikke råd til at droppe alkohol på den romantiske konto. Jeg tør vædde mange fulde aftener på, at vejen til en kæreste for de fleste involverer en genstand eller ti.
Når vi drikker sammen, er det også for at have et åndehul i en perfekthedskultur, hvor selv havregrød står for skud og bliver dømt usundt. Selvhøjtidelige anekdoter om træning, meditation og gode døgnrytmer træder i baggrunden. For de ligger hverken op til samtale, latter eller refleksion. I stedet kysser, danser og falder vi, mens minderne, vi aldrig glemmer, bliver skabt. På godt og ondt.
Italienske tilstande
Vi er ikke bedre tjent med et liv, hvor vi sidder fast i hvert vores løbeloop rundt om søerne. Men noget er råddent i den danske drukkultur.
Vi drikker meget mere end vores nabolande, taber flere gode leveår og dør i højere grad som følge af alkoholisme. Og som helt ung, hvor det er svært at sætte grænser, kommer man ud for oplevelser, der kan være ubehagelige og alvorlige.
Jeg opfordrer ikke til dødsdruk. Og det er grundlæggende et sympatisk foretagende at undersøge, hvordan vi kan beskytte hinanden bedre mod drikkeriets konsekvenser.
Men vi kaster om os med nye alkoholpolitikker uden at forholde os til det spørgsmål, som er så åbenlyst vigtigt: Hvorfor har danskerne lyst til at drikke så meget?
For at finde svaret er vi nødt til at vende blikket mod italienerne og forstå, hvordan de klarer sig med én negroni.
For min far havde ret. På vores ferie så vi ingen fordrukne unge, der væltede over deres egne lemmer. Til gengæld var det et helt almindeligt syn, hvis et par fægtede med både arme og ben, når de diskuterede. Der var lange kys, kram og “ti amo” på åben gade. Ligesom der også var make-ups, break-ups og højlydte skænderier med smadrede glas til følge.
Italienerne fyldte rummet helt uden promiller. Mit danske instinkt tvang mig til at tro, at der var noget galt med dem. At de var for meget. Jeg vendte øjne, indtil jeg opdagede, at ingen andre var fordømmende. Tværtimod fortrak de lokale ikke en mine ved de offentlige følelsesudbrud, og hvis de gjorde, var det med et forstående blik.
Præcis ligesom vi er overbærende overfor pludselig gråd eller dans, når julefrokostens snapsflaske er blevet tømt.
Hvis druk skal dø i dansk kultur, skal vores hæmninger også. Vi er nødt til at give mere plads til et afvigende temperamentet, ærlighed og store følelser i hverdagen, uden det betyder socialt selvmord. Ellers bliver vi kvalt i vores egen undertrykkelse.
For måske er det i virkeligheden ikke sprutten, vi savner, men friheden til at være lidt mere italienske i ædru tilstand.
