Lige meget hvordan man vender og drejer det, virker det umuligt.
Alle gode argumenterne for rent faktisk at lytte til det svenske punkband Viagra Boys er hullede som en forbandet si. Men folk gør det alligevel, så argumenterne må være der et sted.
Skriver du ’viagra’ i Googles søgefelt, er bandet det andet forslag, der dukker op lige under ’viagra pris’. Lige nu er menneskets behov for erektion tilsyneladende kun marginalt mere vigtigt end Skandinaviens største punkband. Google lyver ikke.
Og så alligevel. For i Danmark snakker ingen om de seks svenskere fra Stockholm, der konsekvent omtaler sig selv som et jazzorkester og for et år siden blev herostratisk berømte på nettet for at springe over gærdet for musikalsk opfindsomheds absolut laveste punkt på sangen ’Sports’. En absurd sang om pot, baseball og kød, som pløjede vejen for bandets debutalbum ’Street Worms’, der lød som en blanding af Talking Heads og Nirvana på en seriøst dårlig dag.
Det lyder heller ikke som noget godt argument, når man tænker over det.
Teknisk set består albummet af mere eller mindre dum musik, der mest af alt taler til din indre ko på en meget direkte måde, hvilket også kun kastede en jævngod anmeldelse af sig hos indie-parnasset Pitchfork og slet ingen anmeldelser overhovedet i den danske presse.
Så hvordan kan man overhovedet kalde Viagra Boys det bedste punkband lige nu? I anledningen af at hittet ‘Sports’ fylder et år, kigger vi nærmere på det svenske fænomen og finder otte gode grunde til at elske dem.
1. Lyden
Historien om Viagra Boys går på, at de i sin tid fik lyst til at lave bandet på en bytur, hvor der blev sunget heftig karaoke og hamret seriøst igennem. Bandmedlemmerne, som kendte til hinanden både fra tidligere ok hårde bands (Les Big Byrd, Pig Eyes, Nitad) og lidt fra tattoo-miljøet i Stockholm, faldt godt og grundigt pladask for den nu 29-årige svensk-californiske Sebastian Murphys skjulte sangtalent, og det kan man ikke fortænke dem i: Den mand har en stemme som et tågehorn, der er løbet tør for gas og en klang på niveau med en bøvs fra Charles Bukowski.
Kombineret med kriminelt simple trommerytmer, traktorbas og en jazzsaxofonist, der er gået forkert, opstår den unikke lyd af Viagra Boys, der på papiret ligner formlen på et musikalsk biluheld, men i virkeligheden er ren katarsis for folk med et masochistisk forhold til tråd.
Viagra Boys samler, ja, tråden op fra The Stooges og The Fall, men skiller sig ud fra andre nutidige punk-acts, der gør det samme, som f.eks. engelske Idles og Fontaines D.C. For svenskernes lyd og sangskrivning har mere gennemslagskraft og virker mere effektivt – blandt andet takket være den kondenserede produktion, der giver de fintslebne guitarer og de percussive gimmicks plads i den samlede malstrøm af distortion og knytnæveslag.
2. De har humor
Alene bandnavnet vidner om, at bandet ikke har meget til fælles med Choir of Young Believers, hvilket er absolut positivt ment i det her tilfælde. Ikke at der er noget galt med dødsens alvorlig melankoli, men hver ting til sin tid, og lige nu har rock med selvironi et moment, vi bør hylde.
Hos Viagra Boys har humor især noget med hunde og rejer at gøre. Og det i en sådan grad, at et helt nummer på debutalbumet er dedikeret til en optagelse fra et hundeshow i Texas, hvor en speedsnakkende kommentator har det meget vildt over sig selv og menneskets bedste ven.
Andre steder er humoren integreret i det musikalske univers. Hør bare, hvordan brugen af flippermaskinen indgår i lydbilledet som en rytmisk finesse, mens manden med hurtigknepperbrillen synger om rejesandwich og om at bolle med din mor på den kakofoniske og burleske tonser ’Shrimp Shack’. Og apropos de hurtige briller, så indgår de i bandets katalog af strømlinet merchandise og kan derfor erhverves på deres hjemmeside: “Fashion stylists don’t want you to know“, erklærer rebellerne.
Derudover er Viagra Boys et studie i SoMe-disruption og en perfekt stikpille, når du skal have aktiveret dit daglige behov for at klukke bagerst i ganen over noget lol på internettet.
3. De er provo
Når nogen siger: ”Stop med at lytte til vores musik og få et job”, som forsanger Sebastian Murphy har sagt i et interview med musikmediet NME, så bliver man jo nødt til at høre det. Provokationer af den støbning kan man altså ikke glide af på med et skuldertræk – det kræver et modangreb. Desuden har det at lytte til musik som protest alle dage været en fed ting.
4. De gør punk til modkultur igen
Viagra Boys er også en sag for historiekendere. De taler direkte ind i fortællingen om punk på en sang som ’Slow Learner’, hvor en af 80’ernes mest kendte paroler parafraseres med en tyk San Fran-dialekt: ”Don’t have a future, no he aint got no past”, lyder det i teksten om den evige outsider, ham, der altid sidder bagerst i klassen med sin ordblindhed.
Og outsideren er et grundtema i Viagra Boys’ univers, der kredser om tabermanden og alle hans triste kendetegn: Den døde dad bod, impotens, alkohol, rusmidler, dumhed og psykisk depravation. På den måde har vi altså for første gang i umindelige tider at gøre med rock som modkultur, hvilket man ikke skal kimse ad i en tid, der i den grad er rundet af stræbsomhed og perfekthedskultur.
Hvis den selvhadende franske Houellebecq kan kaldes vor tids store europæiske forfatter, så er Viagra Boys klart hans musikalske pendant.
5. Forsanger Sebastian Murphy
Punktum.
6. De kan begrænse sig
Måske er det en smule mærkeligt at fremhæve som noget positivt, men der er noget ekstremt befriende ved bands og musik, som umiddelbart er nemt at fatte – når tingene simpelthen kommer til den tid, de skal både lyrisk og musikalsk. Og Viagra Boys ved man præcis, hvor man har. De tager bare én idé og følger den til dørs. Det er ’Sports’ et fænomenalt eksempel på – du har hørt riffet en million gange før, og selvom de tærsker det så grueligt igennem, kan man ikke rigtig få nok.
Også lyrisk – hvilket virker som lidt af en sproglig stramning, når det handler om det her orkester – kender de deres besøgelsestid på ’Sports’. Hittet lever nemlig op til mantraet less is more på en måde, hvor alt det, der egentlig siges, siges mellem linjerne. I sig selv giver teksten ikke meget mening, men som en satire over den heteronormative maskulinitet er det altså godt lavet. Her er 1. vers:
”Baseball
Basketball
Weiner dog
Short shorts
Cigarette
Surf board
Ping pong
Rugby ball
Wiener dog
Skiing
Down on the beach”
7. De giver zero fucks
Man kan ikke være protestsanger og punk på samme tid. Den ene giver en fuck, den anden giver ingen. Det handler om blaserthed. Men Viagra Boys er et politisk band – bare uden at have en agenda om at være det. Ingen gider at høre på offermentalitet sat på melodi. Til gengæld kan det noget helt særligt, når en pessimist renser sin egen selvlede gennem rockmusikkens sønderrivende makulator.
Det beviser Murphy på den depressive Cobain-sjæler ‘Worms’, hvor teksten går sådan her: “The same worms that eat me will some day eat you too“. Kynisk.
8. Et furiøst liveband
Udsigterne til at opleve denne skruppelløse sekstet på dansk jord er pt. dårlige. Siden albumudgivelsen sidste år har bandet turneret Europa og Amerika heftigt, og det har gjort dem til et furiøst live-band, der er kendetegnet ved det, man nok bedst kan betegne som en sindssyg energi.
Det bør især tilskrives den barmavede forsangers relativt autodidakte mikrofonteknik og hans dansende kropsspasmer, som opstår i en synergi mellem noget, der ligner ekstrem fuldskab og epilepsi. Der er noget tordenvejrsagtigt over det, noget farligt elektrisk over gruppen på en scene, og lige præcis dét forhold er måske det allervigtigste, når det handler om at være et godt punkband – eller band i det hele taget.
