Kære Louise, 15 år
Måske sidder du lige nu på dit værelse og er nervøs for, at du ikke er god nok. Måske skriver du det i din dagbog, måske tænker du det bare. Du er bange for, at du aldrig får læst nok op til den fysikeksamen, du skal til i morgen. Du kommer til at falde igennem.
Du tænker, at det er bedre, at du sidder og skriver og læser lektier til midnat, end det er at sove. For ellers får du ikke det hele med. Men sov, for satan. Du ved det allerede fra din håndboldtræning, at du skal restituere, førend du kan præstere. Præcis det samme gælder for hjernen. Men du føler, du er doven, hvis ikke du udnytter alle døgnets timer konstruktivt. Du arbejder på dampvaskeriet ved siden af skolen, og du spiller håndbold i din fritid. Du går i niende klasse, og efter sommerferien skal du begynde i gymnasiet, og du er lidt for optaget af, ‘hvad du burde’. Men træk lige vejret engang.
Jeg ved, at jeg lyder floskel-agtig som alle de andre velmenende voksne omkring dig, der ligesom bare ikke helt forstår, hvordan det er at være dig. De siger til dig, at det nok skal gå, at du bare skal slappe lidt af og være dig selv. Men jeg skriver til dig fra fremtiden, nærmere præcist 2024. Nu er jeg 32, og jeg kan forsikre dig om, at jeg faktisk har ret. Det ved jeg, for jeg taler af erfaring fra lige præcis dit liv.
I skolen kalder en håndfuld af de andre – de populære i klassen vel at mærke – dig for ‘nørd’ og ‘duks’, fordi du har nemt ved fagene, fordi du ikke kører på scooter og endnu ikke drikker dig i hegnet, som flere af de andre. Til det må jeg bare sige LOL, og hold ud. Det er ikke dem, der har fat i den lange ende. Jeg kan fortælle dig her fra fremtiden, at de rapkæftede og populære scooter-typer fra dit bagland alligevel ikke kommer til at leve det liv, som du drømmer om.
Du er så velsignet, at du fandt din bedste ven allerede i børnehaveklassen. Det bliver I ved med at være. I har hinanden, og det er faktisk mere end nok at have én rigtig ven. En, som du kan være dig selv med, som du kan dele grineflip og bland selv-slik med, og som du kan fortælle, når du er ked af det. Du behøver ikke være populær for at have det godt. Nærmest tværtimod.
På elitehåndboldholdet ude i Hasseris, for eksempel, føler du dig relativt usynlig. Du er en del af holdet uden at være det. For selvom du kommer til alle kampe og træninger, bliver du en stille og usikker udgave af dig selv, når du sidder der på bænken i hallen og snører dine sko ved siden af de andre piger. Du har ikke det samme tøj fra Diesel, Dolce & Gabbana og Ganni som dem. De andre piger hører Nik & Jay og One Republic, du hører Malk de Koijn, Kent og Billie Holliday, men det tør du ikke sige højt, for du er bange for, at de synes, det er underligt.
Men alt det, du holder tilbage i forsøget på at passe ind, er det vildeste benspænd for dig selv. Og heldigvis kommer du til at finde ud af, at det også er lige meget. I sidste ende er det ikke tøjets mærke eller playlistens tracks, der afgør, om du er en fed person at være sammen med, om du er god nok. Du har bare ikke fundet de personer endnu, der har de samme interesser som dig. De kommer, ligeså snart du åbner op og giver lidt af dig selv. Det er ikke det værd at gemme sig selv væk i forsøget på at passe ind i de populæres kasser. Mest af alt fordi det aldrig kommer til at gøre dig glad, men også fordi det faktisk er dårlig social valuta at lade som om, man er noget, man ikke er.
Du går helst ikke udenfor uden makeup, fordi du synes, du er for bleg. Selvom du har en virkelig sød kæreste, lister du dig ud på toilettet, inden han vågner, og lægger en let makeup. For tænk, hvis han mistede interessen, fordi han så den rigtige dig? Jeg ved godt, at det kan være svært, men du er nødt til at tale ordentligt til dig selv, og du er nødt til at fjerne fokus fra dig selv og kigge ud ad. Du har gode venner, som du har det virkelig sjovt med, og det er dem, der skal have din opmærksomhed. Ikke din krop og din selvkritik. Øv dig i at være mere ligeglad.
Du er overbevist om, at du er nødt til at farve dit hår og træne din krop, til den ligner dem, du ser i magasinerne. Og du bliver frustreret. For selvom du løber og løber bliver dine hofter ved med at bule ud. Og det gør brysterne og lårene og numsen i øvrigt også. Du har forbudt dig selv at gå i shorts om sommeren – altså, det kan man jo ikke med dine lår. Du siger til dig selv, at du ikke må spise chips eller drikke sodavand. Du siger, at du ikke skal have noget, når din familie tager på McDonald’s. Det er fint, du spiser bare havregryn. Du siger til dig selv, at du ikke må spise påskechokoladen, og at én skefuld sovs juleaften mest af alt er i overkanten. Du føler, at du er for stor til at passe ind i den her verden.
Men faktisk er du bare uheldig. Ikke med din krop, for den er lige, som den skal være, men med den tid du er teenager i. Dine hormoner ræser af sted, og din krop er på en rejse fra barn til voksen. Selvfølgelig er det i sig selv angstprovokerende og giver anledning til usikkerhed. Det tror jeg ikke, man kommer udenom i den alder, du har nu. Men du famler dig frem mod voksenlivet i en tid, hvor bootcut, ‘size zero’ og slankekure er højeste mode. Lauren Conrad fra ‘The Hills’ og alle de andre unge kvinder, som du spejler dig i på MTV, inden du tager i skole om morgenen, er stylede og slanke som catwalk-modeller. Alle de blade, du åbner, er fulde af ‘ti tips til vægttab’ og ‘Pas på! Så mange kalorier er der i et enkelt stykke Marabou’. De fleste drenge, du kender, er også smittede af diæt-kulturen. De er lynhurtige til at udråbe piger og kvinder som kvabsede, og ‘ad, se en fed røv’. Det har de også sagt til dig.
Det faktum kan jeg desværre ikke ændre for dig, men jeg kan fortælle dig, at der kommer til at blæse andre vinde, kropsidealet får sig en tur med grovfilen, selv i populærkulturen. Det kan måske være svært at tro på, at så meget vil forandre sig på så relativt kort tid. Men diversitet er blevet moderne – selv på magasinforsiderne -, og det gælder både form og farve, højde og drøjde. Det er ikke længere sejt at råbe højt om, at man kun lever af grønne grøntsager og træner hver eneste dag. Der er i hvert fald et væld af andre livsførelser at spejle sig i både på sociale medier, i magasiner og tv-serier.
Jeg bliver virkelig ked af det, når jeg tænker på, hvordan du af og til har det lige nu. Jeg får lyst til at give dig en krammer og at sige til dig, at du er god nok, præcis som du er. Du skal prøve at lægge bladene væk, slukke lidt for MTV. Det er ikke der, din lykke ligger. Faktisk bliver det bedre allerede lige om lidt. Du starter på Katedralskolen inde i Aalborg. Du kommer til at gå i en virkelig god klasse, hvor folk er meget forskellige, men har det tilfælles, at de er søde og rare. Dine lærere er gode, fagene er spændende, og du får mere og mere mod på livet og vigtigst af alt mod på at være dig selv. Du kommer til at rejse ud i verden på egen hånd, du kommer til at forfølge dit drømmestudie og senere den praktikplads, du ønsker dig. Du kommer til at træde ind i et rum fyldt med fremmede mennesker helt uden, du føler dig forkert. Kærligheden kommer til at brænde dig – sådan er det jo – men du kommer til at finde den helt rigtige til sidst.
Alle de ting, som du synes, er akavede eller decideret pinlige lige nu, kommer en dag til at lette fra dine skuldre. For den gode nyhed er, at folk i de fleste tilfælde ikke rigtig tænker noget om dig. Når du går ud ad døren uden makeup, er der ikke en levende sjæl, der vil bemærke det. Dit liv og din fremtid bliver heller ikke ødelagt, hvis du får 4 i stedet for 10 i din danske stil. Det er dit humør og din arbejdsomhed, der kommer til at bane vejen for dig i sidste ende.
Jeg kan med et oprigtigt hjerte hilse dig fra fremtiden og sige: Det skal nok gå. Du gør det godt. Du har lagt bunden for, at jeg sidder her i dag, helt glad i hjertet og med modet til at være mig selv.
De kærligste hilsner
Louise, 32 år
