“Hvordan fandt du ud af, hvor dit crush var, når du var i byen som ung?” spørger jeg min mor over en frokost i sommer.
“Man gik ligesom fra bar til bar,” forklarer hun.
Fair nok. Det har jeg, og alle med respekt for sig selv, jo også gjort. Men med datingsapps som Tinder, Hinge og Feeld blev vandreturen mellem barerne til booty-calls og kommunikation med “fede” one-liners.
De sidste par år har jeg dog oplevet et træk mod de mere traditionelle sociale medier til dating blandt mig og mine venner, og specielt Instagram er blevet populær som en ny, utraditionel form for dating platform.
Interaktions-hierakiet
Der er få regler til Instagram-dating, men de er vigtige. Først og fremmest er der et hierarki, der cementerer, hvilken relation du er på jagt efter, alt efter den interaktion du starter. Her vil jeg fortælle lidt om mine erfaringer og holdninger.
Story-liket
Vi starter nederst i hierarkiet. Hvis den søde person liker din story betyder det; jeg ser gerne, at vi knalder i den nærmeste fremtid, men jeg kommer ikke til at gøre mere ved det, så nu er bolden på din banehalvdel. Personligt mener jeg, det er den mest lade form for kommunikation, men et hint er et hint.
Reaktion-emoji på story
Vi er på vej op ad stigen, men det kan betyde flere ting. Reaktion-emojien starter automatisk en samtale på Instagram, så man er et skridt nærmere dialog. Et dovent, men alligevel respekteret træk. Dog er der én regel. Hvis den udvalgte emoji er ild-emojien, så løber du.
Ild-emojien er for mig synonymt med Emil Stabils ‘Allerede is’ tekst;
“Du kan ikke fryse mig, for jeg allerede is. Du kan ikke brænde mig, for jeg allerede ild. Jeg er så Ben & Jerry.”. En slags Pattesutter-vibe, jeg gerne vil frabede mig i min dm.
Deepliket
Et deeplike er et like på et af dine gamle opslag. Oversat til ord betyder det; jeg ser dig. Den er kæk og kan skabe en non-verbal dialog af deep-likes frem og tilbage. En digital katten efter musen. Hvis man spiller sine kort rigtigt, kan man godt lande en date på et deeplike. Men som modtager skal du være opmærksom. Hvad er det for et billede, der bliver liket? Bikini-billede? Familiebillede? Man kan lære meget om en potentiel flirt ud fra deres deeplike. Bikini-billede-liket siger sig selv.
Slide in the dm
Dm betyder ‘direct message’ og er naturligt øverst i interaktionshirakiet, fordi det er den mest direkte. Intentionen med samtalen er mere implicit end på dating apps, hvilket mindsker forventningspresset. For på Instagram har man allerede etableret sin helt egen digitale identitet. Det er et samlet puslespil, man giver videre; her er min Instagram – her er min identitet. Jeg behøver ikke at forklare den, du forstår.
Kommunikationsstrategien ala mig
Lidt ligesom tøjstil og din kulturelle klasse, må du ikke prøve at være noget på Instagram. Janteloven 2.0 i ny, digitaliseret form.
De digitalt indfødte kender spillet og leger med. Billeder postes af beskårne billeder af kaffekopper, madrester, et rodet værelse, cigaretter, cool-girl-core, naturvin på Autopoul (det lyder dyrt, og er dyrt, men du sidder på en kold, hvid plastikstol, så who cares).
Alle billeder og stories er en del af en større kommunikationsstrategi. Social- og kulturel kapital skildres i det kuriøse talent, der er, at have en online tilstedeværelse, der passer til det, man selv og alle andre drømmer om at være.
Når man inviterer en instagram profil på date
Du er nået fra digital katten efter musen til en vaskeægte date, men der er selvfølgelig stadig en risiko for at blive slemt skuffet. På trods af at den digitale identitet er etableret, er det ikke sikkert, at den fysiske følger med.
Min første date med en komplet fremmed gennem Instagram, var foranlediget af en dm alá “Du ser sød ud. Skal vi drikke en øl i aften?”
Jeg sprang på, og vi mødtes i Nørrebroparken til hjemmebragte øl.
Aftenen gik godt, så jeg trak mit dating-es op af ærmet; andels-tagterrasse centralt på Nørrebro. Vi så på stjerner, og han fortalte (kun) om sine ture til Sydamerika og medfølgende svampe-trips, hvilket jeg fandt intimiderende og i virkeligheden lidt underligt at bruge som personlighedstræk.
Han synes, jeg var kedelig, og i mangel på bedre foreslog jeg, at vi spillede Hint, men han nægtede at deltage i mime-kategorien, og det blev enden af den relation.
Retrospektivt tror jeg, at han blev slemt skuffet over min virkelige identitet sammenlignet med den Instagram-profil, han havde inviteret på en date. Men det var nok aldrig gået alligevel. Han var en microdosing-i-Sydamerika-kind-of-guy. Og hun var en spiller-brætspil-på-første-date-kind-of-girl.
Hard feelings, harder launch
Hvis du er så heldig, at dine likes flyttede ud i virkeligheden og blomstrede til et forhold, følger der nu et nyt strategisk træk. Hvordan deler du din partner på de sociale medier?
Der er kort sagt to muligheder: Softlaunch eller hardlaunch.
Den metode, de fleste benytter, er soft-launch-metoden, hvor man på fjerde slide i en karrusel viser et billede af en hånd, der tilhører sin partner, viser at man er i sommerhus med to vinglas uden ansigt eller andre kreative billeder, der giver hints – men aldrig et ansigt.
Det er en manøvre, der ofte bruges i markedsføring. Langsomt inddrager man produktet i sit indhold. En gradvis ændring af det etablerede brand. Der sker noget, men det sker ikke fra den ene dag til den anden. Det vigtigste er, at man ikke tagger personen. Når man har tagget sin partner, er man automatisk ude af soft launch kategorien.
Så lander man nemlig i hardlauch-kategorien. Et post med et tag og et ansigt. Her er min partner – ‘værsgo!’ For personer med stalkingstendenser er denne metode at foretrække. Direkte ind på LinkedIn, Facebook og andre digitale identitetsmarkører og tjekke deres personlige kommunikationsstrategi. Cyklussen fortsætter.
Det er vigtigt at nævne, at der er nuancer mellem de to. F.eks. postede podcastværten Anne-Kirstine Cramon et billede (med ansigt) af sin kæreste, efter hun løbende havde softlaunchet ham gennem stories på Instagram. Men en vigtig ting manglede i hendes hardlaunch, hvis man altså følger teorien, nemlig et tag. Selv Ekstra Bladet var forvirret over afvigelsen fra hardlaunch-teorien: “Nu er kærestens ansigt afsløret, men meget mere ved man dog ikke om manden, der ikke er tagget på billedet,” skrev journalisten Signe Fag.
Dating på Instagram kan selvfølgelig aldrig erstatte bar til bar-manøvren, som min mors generation også lavede. Men de har det til fælles, at man i det skjulte kan tjekke hinanden ud, hvad enten det er gennem skærmen eller røgsløret på baren. Og på en eller anden måde vil det nok altid være den bedste datingstrategi.