“Der er pt. ingen udsigter til, at kørestolsrampen bliver sat op.” Sådan afslutter 27-årige kunststuderende Victor Vejle – noget opgivende – en artikel, som udkom på kunst-sitet idoart.dk under overskriften ‘Om den negligerede kørestolsrampe og ableistiske strukturer‘ for nylig.
Artiklen, som er en kronologisk, udførlig gennemgang af processen, eller manglen på samme, omkring en ikke-opsat kørestolsrampe på Kunstakademiet, er imidlertid ikke så meget en artikel, som den faktisk er et kunstværk i sig selv.
Efter selv at have kæmpet for kørestolsrampen på flere niveauer er det den konklusion, Victor Vejle er nået frem til. Nu håber han, at rampen er et overstået kapitel, i det mindste for ham, men han ser gerne, at andre fører samtalen videre.
Og med det må man forstå en samtale om bureaukratiske processer og om kunstens tilgængelighed for almindelige mennesker (og implicit dem med et særligt handicap), hvilket for den kunststuderende er et strukturelt problem.
Det startede egentlig med, at Victor Vejle skrev en mail til Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler tilbage i marts 2021 og spurgte, om han måtte udstille bemeldte kørestolsrampe, som den var. Det vil sige urørt: På en palle og pakket ind med strips og følgeseddel fra fragtmanden. Sådan havde den på daværende tidspunkt stået i grundskolens gård i et seks måneder.
“Jeg lover at passe godt på den og aflevere den tilbage, hvor den står nu, efter den er blevet udstillet,” skrev han.
Det svarede skolen ikke på. Men det satte skub i tingene. Kort efter blev der lavet en aftale mellem akademiet og det firma, som havde leveret kørestolsrampen, om at den ville blive sat op i den kommende påskeferie. Det skulle dog vise sig ikke at blive til noget, og i juni måned udstillede Victor Vejle rampen akademiets årlige rundgang.
En professor kaldte det i den forbindelse “et spændende værk (…) som stiller sig kritisk over for institutioner,” skriver Victor Vejle. Sidenhen har han taget skeen i den anden hånd og aktivt forsøgt at få rampen op ved at lave en aftale med den firma-medarbejder, som skulle have sat rampen op i påsken.
Alt imens akademiets administration – må man formode – har lavet noget andet.
I et længere svar til Idoart.dk erkender Det Kongelige Danske Kunstakademi det åbenlyse: “Vi har indkøbt en kørestolsrampe, som endnu ikke er blevet aktiveret. Det er gået for langsomt, og det er rigtig ærgerligt.”
Ikke en kritik af akademiet
Victor Vejle, der læser på fjerde semester på Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler, beskriver selv sin praksis sådan, at han arbejder kunstnerisk og tematisk med handicap og fysiske skader. Hvilket også hænger sammen med, at han selv lever med en delsidet spastisk lammelse. Som studerende har han dog ikke personligt oplevet nogle konkrete problemer med hensyn til at komme rundt på sin skole.
Til at begynde med var det heller ikke det absurde og “kafkaske” ved det hele, der drev værket.
“Jeg arbejder impulsivt og spontant og har arbejdet med det her projekt ud fra ren nysgerrighed. I bund og grund er jeg interesseret i samfundet og i at undersøge de institutioner, der er i samfundet. Det her kommer ikke ud af, at jeg vil ramme eller kritisere skolen på nogen måde. Det er en kritik af måden, hvorpå skolen håndterer sager som denne her, men ikke en generel kritik af skolen. Jeg er virkelig glad for min skole,” forklarer Victor Vejle.
Det vigtigste for ham er, at kørestolsrampen kommer op, hvor det var tiltænkt, nemlig på Udstillingsstedet Q, som blandt andet er der, de studerende ugentligt udstiller deres arbejde.
Og hvis man hører til dem, der mener, at kunst bare er icing on the cake uden reel betydning for samfundet ude i virkeligheden, så falder det her kunstprojekt nok udenfor kategori: To dage efter publiceringen af artiklen på idoart.dk blev kørestolsrampen nemlig monteret og testet af, så den den fremover kan opsættes på et par minutter.
Det glæder den unge kunstner.
“Det er et symbol på, at vi er et sted, som gerne vil åbne os for samfundet, så alle kan komme og se, hvad vi laver herinde på akademiet,” siger han og forklarer, at forløbet omkring kørestolsrampen skal ses i lyset af et længere tovtrækkeri mellem de studerende og akademiets personale om bedre tilgængelighed for kørestolsbrugere på akademiets matrikler.
“Men det er ikke mit arbejde at gå op til rektor og fortælle, at de skal sætte den op, det er at arbejde kunstnerisk med det,” siger Victor Vejle.
“Selvom det nok er noget af det tørreste, jeg nogensinde har lavet.”
Akademiet: Vi ærgrer os
Uanset hvad, er kunstprojektet nu til glæde for alle med en internet-forbindelse, som nu kan gå på idoart.dk og lade sig betage, og samtidig til ærgrelse for Det Kongelige Danske Kunstakademi, hvis administrative vrangside er kommet frem i lyset med den her sag.
Men som Victor Vejle påpeger, er det nok ikke den eneste samfundsinstitution, der har har en lidt langsommelig historik. Og det er jo noget af det, værket handler om.
Det har ikke været muligt at få en mundtlig kommentar fra akademiet, men de vedkender sig en vis ærgrelse i en skriftlig kommentar.
“Vi ærgrer os mest af alt over, at rampen ikke er blevet installeret før,” lyder det.
“Generelt når studerende tager sager op, så gør vi, hvad vi kan for at følge op på det – det gælder både, hvis sager rejses i skolens råd, nævn og selvfølgelig også i andre fora. Vi er opmærksomme på, at nogle processer har taget for lang tid at nå i mål med – det har vores fokus.”
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️
