Foto: Scanpix

Her er fem oversete OL-discipliner, som jeg virkelig glæder mig til at se

I dag begynder de Olympiske Lege i Paris. Her er fem discipliner, jeg ser frem til at følge. Vidste du for eksempel, at breakdance var på programmet?

OL er i den grad over os. Legene bliver officielt skudt i gang i aften i byernes by. Og rygtet vil vide, at det bliver spektakulært ud over alle grænser, når den olympiske flamme skal tændes midt ude på Seinens vand i hjertet af Paris.

Det er 33. gang, at den prestigefyldte og historiske sportsbegivenhed bliver afholdt. Jeg har i den forbindelse tilladt mig at samle de fem OL-discipliner, jeg glæder mig allermest til at se. For udover løb, svømning og spydkast er der nogle seriøse perler i programmet.

1. Sportsklatring
Stærk som en okse, smidig som en kat. Jeg har altid været dybt fascineret af klatrere. Vores tids opdagelsesrejsende, altid på jagt efter en ny rute, et nyt bjerg, de kan bestige, og nogle gange endda uden sikkerhedsudstyr. I mine øjne besidder klatrere den perfekte blanding af styrke, smidighed og fandenivoldskhed. Altså, alt det bedste ved sport. Første gang, jeg selv prøvede klatring, var til bouldering i Aarhus. Jeg nåede til orange rute, som for de her OL-klatrere må være lige så let som at trække vejret. For mig betød det en sygemelding dagen derpå. Mine underarme var i krampe, og mine fingre skreg. Jeg har dyb respekt for de mennesker, og jeg glæder mig især til hastighedsdisciplinerne, hvor klatrerne skal op ad en 15 meter høj væg på under seks sekunder.

Foto: Scanpix

2. Breakdance
Breakdance debuterer på OL-programmet i Paris i år. Og det var på tide. En danseform, der startede på gaderne i USA i 1970’erne, og som nu skal vises på den største sportslige scene. Jeg kan ikke vente med at se B-boys og B-girls lave spins, freezes og power moves i forskellige udfoldelser. Det handler om teknik, energi og en stor portion kreativitet. Der er langt fra det antikke Grækenland, hvor OL har sin oprindelse, til gaderne i LA og ‘Baby freeze’ i en hiphop-konkurrence, men det er lige, som det skal være, og jeg tror, at kombinationen af historie og tradition med nutidens kultur skaber en unik og smuk oplevelse, som jeg i den grad skal se.

Foto: Scanpix

3. Synkronsvømning
Ballet i vand må være den mest rammende betegnelse for disse spektakulære opvisninger, hvor styrke, kontrol og ynde mødes. At være synkron på land er én ting, men at skabe en danseforestilling, mens man flyder elegant uden at stå på bunden og samtidig imponere med løft og komplekse bevægelser under vandet, er noget helt andet. Og alt dette til musik, der kan høres både over og under overfladen. Fra Esther Williams’ glamourøse opvisninger i 40’erne til OL-debuten i Los Angeles 1984 har synkronsvømning udviklet sig til en sport med både solo-, duet- og hold-discipliner. Og heldigvis skal de ikke svømme i Seinen. Ingen har lyst til at se verdens mest elegante svømmere kæmpe med snavset vand.

Foto: Scanpix

4. Bordtennis
Verdens hurtigste sport, pingpong, bordtennis. Kært barn har mange navne. Sporten kombinerer på smukkeste vis hurtighed, præcision og strategi. Med en bold, der flyver med op til 150 km/t, kræver det, at man kan tænke lynhurtigt og har reflekser som en ninja. En fascinerende oplevelse for enhver tilskuer. Bordtennis begyndte som et selskabsspil i England i 1920’erne, men har siden udviklet sig til en international sportsgren med OL-status. I årtier har Kina været de ubestridte mestre, men vi danskere kan også bryste os af nogle lovende spillere. For første gang nogensinde er Danmark med i holdturneringen for herrer til OL i Paris med spillerne Jonathan Groth, Anders Lind, Martin Buch Andersen og Tobias Rasmussen.

Foto: Scanpix

5. BMX
BMX er en sport, der virkelig får adrenalinen til at pumpe. Til OL i Paris vil vi se både vilde tricks og stunts i skateparken og intens fart på racerbanen. Jeg husker, hvordan jeg var dødmisundelig på min vens BMX uden sadel i femte klasse. Misundelsen forsvandt hurtigt, da jeg lånte den en dag og måtte cykle stående 3 kilometer hjem med mælkesyre til op over begge ører. Der er nok ikke meget mælkesyre at bemærke hos disse toptrænede atleter, som til OL opdeles i to primære discipliner: ‘BMX Racing’ og ‘BMX Freestyle’. Vores egen Malene Kejlstrup får sin OL-debut i racing-disciplinen, og jeg ser frem til at følge hende og de andre ryttere, når turneringen skydes i gang.

Foto: Scanpix

LÆS OGSÅ

Footer graphics