Barndommen. Jeg kan huske, jeg havde det dårligt. Jeg kan huske, at jeg græd hver dag, når jeg kom hjem fra skole. Den udslettende følelse af ensomhed, der blev større og større for hver dag.
For nyligt så jeg min største mobber igen.
Hun var til samme begivenhed som mig. Der var heldigvis mange mennesker, og vi var langt fra hinanden.
Jeg var overrasket over at se hende i den anledning, folk var samlet for. I forhold til, hvor vi voksede op, og den position hun havde i pigeflokken dengang, så havde jeg troet, at hun ville have været advokat, læge eller et-eller-andet CBS-agtigt. Noget med penge og magt.
I stedet var hun kreativ. Skæv og anderledes. Og mest af alt virkede hun enormt sårbar. Hele situationen og alt, hun udstrålede, var en kvinde, der var skrøbelig, men dedikeret, og som var i stand til at skabe smukke ting.
Hendes sårbarhed var genkendelig, hendes kreative åre løber i den samme å som min. Hvis ikke hun havde været min barndoms mobber, ville hun måske have været én, jeg kunne være venner med. Gad vide, hvilket givende og skabende venskab vi kunne have haft, i enten barndommen eller voksenlivet, hvis ikke hun havde mobbet mig…
Mormortrusser var faux pas
Jeg har få konkrete eksempler på den mobning, hun udsatte mig for. Det var nemlig ikke fysisk mobning i form af skub eller tæv. Det var psykisk mobning, og derfor var den også dengang svær at anklage.
Det var at blive holdt udenfor hele tiden. At legen stoppede, når jeg prøvede at deltage, bare for at blive rykket et andet sted hen og genoptaget. Det var hun god til, også til at sørge for, at jeg lagde mærke til, at legen var opstået igen – uden mig.
Jeg husker, da en ny pige var begyndt i klassen. Vi har været omkring 10-11 år. Den nye pige var enormt yndig, og de smarte piger fedtede for hende med det samme. Hun var da også rigtig sød, jeg var hjemme og lege hos hende en enkelt gang, inden hun blev ægte populær og for fin til mig.
For min mobber tog hende hurtigt til sig. Jeg havde indtryk af, at hun blev hendes lille projekt. Den nye pige var lidt eksotisk, for hun havde boet ”på landet” – det var i hvert fald noget med nogle heste og dyr. Hun gik i farvet og barnligt tøj, der også var praktisk og til at lege i. De smarte piger var allerede begyndt at lægge store summer i Nørgaard på Strøget og fulgte en slavisk mode, anført af min mobber, som var forbilledet for alle de andre.
Jeg husker især engang, vi stod i omklædningsrummet før gymnastik. Hun gjorde et stort nummer ud af, at den nye pige havde nuttede bomuldstrusser på med et barnligt motiv. Dét kunne man altså ikke. Det var vigtigt at gå med lækkert undertøj. (De smarte piger gik alle sammen med hvide sloggi-trusser. Så kan man diskutere, hvor smart det egentlig er, men det var i hvert fald moden).
Barnlige trusser var én ting, men hun sagde også højlydt, at det ville være rigtig slemt, hvis man gik med store hvide bomuldstrusser, der gik op til navlen.
Og dér stod jeg. Ved siden af. I mine store, hvide bomuldstrusser med bred bort, der gik op over min tykke mave, og helt op over navlen. Min mor købte dem i Irma.
Jeg havde aldrig skænket mine underbukser en tanke. Andet end at de skulle være behagelige, og at jeg skulle skifte dem hver dag.
Pludselig var jeg (endnu mere) forkert. Håbløst kikset og anderledes. På et område, jeg slet ikke havde følt mig forkert på. Det gjorde jeg ellers i mange henseender.
Ugen efter havde den nye pige hvide sloggi-trusser på. Og det var omkring det tidspunkt, jeg begyndte at klæde om på badeværelset. Hvis jeg da ikke pjækkede eller fandt på en undskyldning for ikke at gå til gymnastik.
Fortidens synder
Men gad vide, hvad min mobber ville sige om vores skoletid? Går hun rundt og tænker, at hun mobbede mig – og andre – eller tænker hun, at hun var vellidt og ordentlig over for alle?
Hun var så dominerende. En leder. Det var også derfor, jeg regnede med, at hun ville være blevet noget i brancher, hvor det er en fordel at være stærk, at hævde sig selv, også på bekostning af andre.
I stedet stod hun der og skælvede, ydmyg og stolt over det, hun havde lavet, berørt over den anerkendelse, hun fik den aften.
Jeg ved, jeg selv mobbede en dreng i klassen engang. Jeg plejede at være flink overfor ham, men selv om jeg ikke kan huske hvad og hvorfor, så blev jeg engang så sur på ham, at jeg fortalte ham, præcis hvor irriterende og dum han var.
Det smerter mig at tænke på, at jeg vendte mig mod ham på den måde.
Men måske også andre går rundt og tænker om mig, at jeg har mobbet dem? I ungdommen, i voksenlivet. Det håber jeg virkelig ikke.
Jeg håber heller ikke, at jeg støder ind i min mobber igen. Jeg ved ikke, hvad jeg skulle sige til hende. Jeg ved, at jeg ville være venlig overfor hende. Jeg ville ikke fortælle hende, at hun var med til at ødelægge min barn- og ungdom. Medmindre hun selv bragte det på bane.
Men jeg ville heller aldrig kunne blive venskabelig med hende. Jeg har svært ved at stole på folk, der har gjort mig ondt. Måske meget smart. På den anden side glæder det mig oprigtigt, at hun har succes i livet. At hun laver noget, der er så spændende. Og jeg håber, at hun har det godt.
