Det gik egentlig som forventet af en ung kvinde i starten af 70’erne. Gina Øbakke blev gift som 18-årig, flyttede til Stevns fra Københavnsområdet og købte en trelænget gård sammen med sin daværende mand. I starten af sine 20’ere blev hun mor til to børn.
Men Gina var sulten efter mere.
På Stevns kendte hun ingen, og hun måtte finde sig et helt nyt ståsted. Hun var interesseret i ligestilling og politik, så da man startede den første kvindegruppe i området, meldte hun sig hurtigt på banen.
Med årene blev hun mere og mere politisk engageret – og så gik det stærkt.
Som 34-årig blev Gina Øbakke valgt som socialdemokratisk borgmester på Stevns. Det var første gang, der var en socialdemokratisk borgmester i kommunen, første gang det var en kvinde – og ovenikøbet en kvinde på 34 år. Den yngste nogensinde i Danmark i 1990.
Gina skrev sig ind i historiebøgerne det år sammen med ganske få andre kvinder, for de nyvalgte, kvindelige borgmestre udgjorde bare syv procent i landets 275 kommuner.
At jagte en politisk karriere på den måde var stadig usædvanligt for en yngre kvinde – og det var bestemt heller ikke alle, der troede på hende, da Gina satte sig for bordenden i kommunalbestyrelsen.
– At være en kvinde på 34 som borgmester betød, at der var bekymring fra mange sider. Og det kunne jeg mærke i en mandsdomineret verden. De havde nok mest lyst til at klappe mig på hovedet og sige: Det går nok – men du når ikke ret langt, unge kvinde, fortæller Gina Øbakke.
Hun blev vurderet på sit udseende, sin alder og sit køn – og lærte hurtigt, at følelser måtte pakkes væk, hvis hun skulle overleve i en politisk mandeverden.
I dag, som 70-årig og aktuel i DR’s senior-datingprogram ‘Hotel Romantik’, ser hun både anderledes på sig selv, kærligheden og den kønskamp, hun har været en del af hele livet.
Hun insisterer på at tale åbent om kærlighed, dating og sex – også som pensionist. Men bag den tilgang ligger et liv, hvor hun i årtier lærte, at sårbarhed ikke var noget, man viste frem. Heller ikke, når livet gjorde ondt.
“Det er ikke nok at se godt ud”
Da Gina Øbakke i 20’erne var aktiv i kvindegruppen på Stevns, var der allerede sket flere opbrud i kønskampen.
– Da jeg blev seksuelt aktiv, var der ikke engang fri abort. Det siger noget om, hvor vi var, forklarer Gina.
Den rettighed fik de danske kvinder i 1973, men der var stadig ikke ligestilling på arbejdsmarkedet. Kvinder fik væsentligt mindre i løn end mænd for samme arbejde. Der var ikke ligestilling i hjemmet. Der manglede daginstitutioner på Stevns i en grad, så der kun var plads til omkring halvdelen af de børn, der havde brug for pasning. Resten måtte familierne – og typisk mødrene – selv finde ud af, siger Gina.
– Der var virkelig mange ting, der skabte ulige vilkår, og som gjorde livet sværere for kvinder. I gruppen talte vi også om kvinder, der blev voldtaget, som havde meget svært ved at komme igennem med noget som helst. Der var stadig den holdning, at det nok var kvindens egen skyld. Der var mange emner, vi tog op. Også børns vilkår generelt. Det var virkelig spændende diskussioner, fortæller hun.
Generelt så man ikke på kvinder – slet ikke yngre kvinder – som nogen, der kunne være den øverste leder. Af den grund var det tydeligt for Gina, at mange omkring hende, både politiske kolleger og borgere i lokalsamfundet, var bekymrede for, om en 34-årig kvinde overhovedet kunne klare jobbet som borgmester og bære alle de funktioner, der fulgte med.
– En bekymring lød eksempelvis: Har unge kvinder den økonomiske viden? Forstår de, hvad der skal ske – og kan de klare den del? Der er jo en lang række opgaver, når man er leder, siger Gina og uddyber:
– Og så er jeg helt sikker på, at det også havde betydning, at jeg så godt ud. Jeg var ikke en ung kvinde på 34 med knold i nakken og gråt jakkesæt. Jeg valgte at gå i det tøj, jeg altid har gået i – farverigt – og jeg havde løst hår. Det var måske usædvanligt for en leder og især en kvindelig leder på det tidspunkt.
Det blev alt sammen gjort til skamme, understreger hun.
Alligevel husker hun, hvor svært det var at få respekt i sin første tid som borgmester. Det på trods af, at hun i årevis havde arbejdet i skattevæsenet og havde været i gang med at læse til skatterevisor.
– Jeg husker, at en kvinde en dag gik forbi mig på gaden, nikkede lidt og sagde: “Ja ja, men det er ikke nok at se godt ud.”
– Det sagde jo alt om, hvad hun mente om mig som person og om, hvad jeg kunne præstere. Den bemærkning glemmer jeg aldrig. Den var symptomatisk for, hvordan man så på yngre kvinder dengang.
Mændene derimod sagde ofte ikke direkte til hende, hvad de tænkte om en kvinde ved magten – men hun kunne sagtens fornemme det alligevel.
– Jeg husker en venstrepolitiker, der havde siddet der i rigtig mange år. Da jeg blev valgt, sagde han: “Nu får du tre måneder til at vise, hvad du kan. Og så er du vejet.” Det var sagt med et smil, men budskabet var klart. Jeg skulle bevise mig.
Til gengæld holdt hun sammen med landets øvrige kvindelige borgmestre og folketingspolitikere. De mødtes og støttede hinanden. Selv havde Gina stor glæde af Ritt Bjerregaard – den tidligere socialdemokratiske minister, EU-kommissær og overborgmester i København, som gik bort i 2023 med en lang og betydningsfuld politisk karriere i rygsækken. Ritt Bjerregaard blev landets yngste kvindelige minister i sin tid og kæmpede hele sit liv for ligestilling.
– Hun var den første, som ringede og lykønskede mig med, at jeg var blevet valgt.
Blev hård i filten
Rimelig hurtigt vandt Gina Øbakke kollegernes respekt, og efter fire år på pinden fik hun også et kanonvalg af vælgerne. I alt blev det til 24 år i politik, heraf 12 år som borgmester. Hun stoppede ved udgangen af 2009.
I årenes løb lærte hun dog mere end at organisere og lede en hel kommune. For den respekt, hun havde vundet, kom også med en pris: Hun lærte nemlig samtidig i årenes løb, at det var bedst at lægge låg på sine følelser og lade sårbarheden blive hjemme.
– Dengang handlede det om at holde skansen. Man måtte ikke bryde sammen. I dag er det mere accepteret at vise følelser og empati, men sådan var det ikke dengang.
Hun kan mærke, at det har sat sig i hende.
– Når man lægger så meget bånd på sig selv gennem mange år, kan det forme én. Ikke over et år eller fem – men over tid. Man bliver mere hård i filten, end man ellers ville have været som menneske.
De fleste kommer ud for svære og voldsomme situationer i sit liv, også Gina, som blandt andet midt i sin karriere blev ramt af brystkræft. Det var i 2004, men på arbejdet fortsatte hun stort set, som om intet var hændt. Kort tid efter en operation traf hun også en beslutning, som mange omkring hende først havde svært ved at forstå.
Hun gik Caminoen – cirka 800 kilometer tværs over Nordspanien.
– Jeg blev opereret den 14. maj, og den 15. juni tog jeg af sted. Der var nogen, der sagde: “Det kan du da ikke.” Men jeg var stædig og havde besluttet mig for, at det kunne jeg godt.
Vandringen blev hendes måde at holde fast i sig selv på. Og da hun kom hjem fra turen, opfattede hun sig igen som rask. Sådan går det naturligvis ikke for alle, slår hun fast.
For tre år siden blev hun igen ramt af brystkræft. Men denne gang stod hun et andet sted i livet. Hun var afklaret med, at nu måtte hun få fjernet sit ene bryst. Og netop dét er noget, hun gerne vil tale højt om i dag.
– Fordi man har haft brystkræft eller kun har ét bryst, er man jo stadig et attraktivt menneske. Kærligheden sidder ikke dér. Man er stadig attraktiv og seksuelt attraktiv. Og så måtte jeg have den samme tro på at komme igennem det, som jeg havde sidst. Den tro har jeg stadig.
Kærligheden er evig
I ‘Hotel Romantik’ fortæller Gina netop åbent om både tiden som borgmester, om sit 45 år lange ægteskab og om skilsmissen for otte år siden, der sendte hende direkte ud på en ny mission efter at finde den næste store kærlighed.
Hun har været alene i otte år, men også haft et par kæresterelationer siden.
Men da hun pludselig stod i en verden af datingsider, nye relationer og første møder, gik det hurtigt op for hende, at borgmesterposten stadig spøgte i kulissen.
– Det har ikke været svært at møde mænd, og der har været mange rigtig søde af dem. Men den forbavselse, der opstår, når jeg fortæller, hvad jeg har lavet, har været stor.
Nogle har direkte givet udtryk for, at det føltes som en stor mundfuld at skulle gå ind i et forhold med en kvinde, der har stået i en så magtfuld position, fortæller Gina.
– Jeg tror, det handler om, at meget få egentlig ved, hvad det vil sige. De får bare en fornemmelse af, at det her er en stærk kvinde – en, der ved, hvad hun vil – og en, der i mange år har været med til at træffe store beslutninger.
Hun gætter selv på, at det har gjort nogle mænd usikre – og bange for ikke at kunne slå til.
– Jeg har oplevet, at nogle trækker stolen lidt tilbage, fordi det bliver overvældende. Derfor har jeg ofte undladt at fortælle om min fortid med det samme. Der er rigeligt andet, man kan fortælle eller skrive i sin datingprofil.
Når Gina ser tilbage i tiden, mener hun, at debatten om køn har ændret sig markant siden hendes egne år i kvindebevægelsen i 1970’erne. Det, der er på spil i dag, tror hun også hænger sammen med det, hun oplever, når hun dater.
– Der er sket store forandringer – det kan jeg jo se, fordi jeg har været der hele vejen. Men selvfølgelig kan det undre, at der eksempelvis stadig er lønforskelle, og at kvinder står dårligere, når de går på pension.
– Samtidig kan jeg se, at mændene også er pressede. Når vi ser ud i verden, ser vi flere unge og midaldrende mænd, som føler sig pressede i forhold til kvinderne – kvinder, som ikke vil have dem. Det er blevet en ny diskussion, som vi også er nødt til at tage alvorligt.
Men én ting står klart for Gina, som nu har rundet 70 år: Kærligheden er evig. Og alderen sætter sig udenpå – men ikke indeni.
– Det, man får med et menneske på 70 år, er en livserfaring, man ikke kan købe. Vi burde have langt mere respekt for ældre mennesker og alt det, de bærer med sig.
Nu leder hun efter kærligheden på ny. Om hun finder den i ‘Hotel Romantik’, kan hun ikke afsløre endnu.
Men hun afslører, hvad hun leder efter:
– Man siger ofte, at lige børn leger bedst, og der er nok noget rigtigt i det. Hvis man skal have et godt liv sammen, betyder fælles interesser noget. Man skal have sit eget, men man skal også have noget fælles. Og man skal kunne spejle sig lidt i hinanden og have værdier, der harmonerer.
Derudover forsvinder ønsket om nærhed, intimitet og sex ikke med alderen, understreger hun.
– Mange mennesker på 70 og 80 år er stadig seksuelt aktive og ønsker både kærligheden og den del af livet. Det ændrer sig ikke, bare fordi man bliver ældre. Heller ikke for mig.
