Der sker noget yderst interessant, når man ytrer ordene ‘jeg skal til Lalandia’ henover frokostbordet på sin arbejdsplads.
Først holder alle op med at snakke. Så er der én, der påstår, at man vil komme til at sluge tis og måske endda en lort. Gyserhistorier fortælles om rutsjebaner og lemlæstede kroppe. Generelt lyder der et rungende ‘men hvorfor’, som har man netop annonceret, at man agter at vandre forsvarsløs ind i Donbas.
Nuvel, jeg ligner heller ikke én, der har det neutralt med at opholde mig et sted med 800 ‘husk ble-badebukser’-skilte. Jeg har lige brugt hele min opsparing på hudpleje fra Clinique og overvejer at investere i den der red light mask, Emil Thorup går med på sin Instagram. Jeg misser misbilligende med øjnene, når jeg passerer overboens Nutella-indsmurte børn i trappeopgangen. Jeg er sådan en, der forsvarer Fru Flindt i ‘Min søsters børn’. Fordi: Børn er irriterende, de larmer, og de er uhygiejniske.
Alt dette kan jeg sige uden det mindste stik af dårlig samvittighed, fordi jeg ved, at jeg nok skal have børn lige om lidt. Min mand og jeg har så småt påbegyndt Projekt Baby, og det er noget, vi er åbne omkring. Men indtil testen bonner ud med to streger, har vi selvfølgelig aftalt at få det bedste ud af vores DINK-tilværelse. Vi drikker god vin, tager weekendture til Paris og køber vintage Gucci-tasker, vi (okay, jeg) bestemt ikke havde brug for.
En tur i Lalandia var derfor ikke på mit vision board for 2026. Men mine søde svigerforældre havde sat penge af til en sommerhustur for hele familien, og da det også inkluderer en ung nevø og niece, lød lokationen på Lalandia i Søndervig ved Vesterhavet.
Min første reaktion var, at det egentlig lød ganske hyggeligt. Jeg elsker min svigerfamilie, og jeg har – undskyld – ikke været særlig meget i Jylland, så et ophold ved Vestkysten lød da meget spændende.
Det var først, da jeg så mine kollegers forfærdede udtryk og hørte deres rædselshistorier, at frygten så småt begyndte at indfinde sig. Lalandia var, tilsyneladende, et kamikazefly for ens livsglæde og en regulær boner-killer.
På vej hen mod toget ved Hovedbanegården kiggede jeg i min fertilitetsapp og kunne se, at turen landede nogenlunde samtidig med min ægløsning. Det måtte være guddommelig indgriben, tænkte jeg, som når Odysseus egentlig bare gerne vil hjem til Grækenland, men selvfølgelig møder en huge ass kyklop med en kølle på vejen.
Som to mennesker på nippet til at få børn, blev Lalandia også en ultimativ prøvelse. En slags: Er I nu helt sikre på, at det her er noget for jer? Lad os se, hvor I står, efter I er blevet tæppebombet af blebadebukser, skrigende spædbørn og tisvand. En final boss i prævention.
Og apropos Odysséen, så tegnede min tur til Jylland til at blive netop det. Jeg nåede knap nok at sætte mig i toget, før manden, der sad overfor mig, hev en spegepølsemad og en leverpostejsmad frem. Jeg skruede straks proppen tilbage på min Vitamin Well af frygt for, at leverpostejspartiklerne ville trænge ind i flasken. Så var det på med AirPods’ne og noget brown noise og så vejrtrækning gennem munden.
Jeg missede samtlige forbindelser på grund af forsinkelser, og da jeg endelig kom frem til Herning, kom jeg til at tage den forkerte bus. Min stakkels mand, der var taget afsted før mig, måtte køre en time i bil for at hente en mig. Da vi nåede frem til Søndervig, begyndte fine, gamle, stråtækte sommerhuse at titte frem, og Vesterhavet bredte sig ude i horisonten. Og så (*cue Star Wars musik*) kom det: Det store, grå, sovjetiske rumskib i horisonten med ordene ‘Lalandia’ plastret på siden dukkede op, midt i sommerland.
– Det skal nok blive sjovt, sagde jeg.
Da vi kom ind i det sandfarvede badeland, blev jeg straks bevidst om, at vi ikke havde børn, fordi vi ganske enkelt ikke vidste, hvor vi skulle gå hen. Vi osede af en ‘how-do-you-do-fellow-kids’-energi, og, i min mands tilfælde, muligvis en pædo-vibe. Ikke godt.
Nevø og niece kom os til undsætning og hev os ned i bølgebassinet. Bølgerne begyndte hurtigt at skvulpe, og vi hvirvlede rundt i dem. Jeg ramte en pensionists balle med mit ansigt, men han grinte bare af det, så det gjorde jeg også.
Det begyndte at være sjovt at være i badeland. Og så indtraf en følelse, som jeg virkelig ikke havde forventet: Total afslappethed.
Sagen er, at når man dagligt tjekker sin Instagram og stresser over ikke at kunne bruge ‘dialektisk’ korrekt og i øvrigt prøver at forstå, hvordan jeg på alle mulige usynlige måder bliver holdt nede af patriarkatet, så er der noget ekstremt befriende over at være i et rum, der med sine bølgefritter og overstramme speedos skriger: Who cares!
Lalandia er den type rum, hvor det går op for en, at man har glemt at barbere ben, men er komplet ligeglad, fordi selskabet slet ikke betragter ens krop som noget æstetisk. Her er kroppen bare det redskab, der skal facilitere good times, og vi er alle almindelige, sammen. Der er ikke nogen, der går rundt med dyr donut-hud eller Gwyneth Paltrows 500 kroner dyre jadeæg i tissekonen. I stedet er her en del synlige røvsprækker og en enkel tamponsnor. Det er skønt.
Børnene var intet problem heller. De helt små børn sopper i et varmt bassin med deres mødre. De store børn hygger sig bare i bølgebassinet og ved, hvilken vej man skal vende kroppen for at få den bedste rus, når man hopper. De venter også tålmodigt, mens de voksne (min mand og jeg) bakser med at få sat os ordentligt til rette i Bunker-rutsjebane, længe efter lampen er blevet grøn.
Nogle gange befinder man sig også bare i en situation, der er så absurd, at den er grineren. Én af dem er, når hele familien sidder i badetøj under et falskt palmetræ og drikker øl klokken 12 om formiddagen.
– Det her må du gerne bruge i din reportage, sagde min svigerinde, mens hun bundede en fadøl.
Lalandia er i det hele taget et tidløst rum. Her er ingen telefoner, ingen frygt for, om det bliver klimaet eller AI, der slår os ihjel først. Den største udfordring er at vælge, hvem i familien der skal have den dårlige plads (den, hvor man sidder med ryggen mod strømmen) i Tornadoen.
Her var med andre ord ingen kykloper. Ens værste fjende er én selv, hvilket jeg opdagede, efter jeg i ren hybris kastede mig skævt ned på måtten i Beach Racer-rutsjebanen og nu har en mindre rygskade. Det var dén, mere end Lalandia, der spændte ben for libidoen.
En mindre rygskade er dog en lille pris at betale for en god gammeldags adrenalinrus. Altså: Sex is great, but have you tried rutsjebanen in Lalandia?
Og nej, vi er ikke blevet skræmt væk fra at ville have børn. Tværtimod.
