Jeg er vokset op i et splittet hjem.
Politik er en privatsag, har min mor altid sagt. Først efter at jeg er blevet voksen, har jeg fået at vide, hvad hun stemmer og hvorfor.
Min fars politiske overbevisning, derimod, har jeg aldrig været i tvivl om.
Siden jeg har kunnet gå, er jeg blevet hevet med til demonstrationer. Jeg har fået tudet ørerene fulde af, at hvis man ikke stemmer, så har man ingen ret til at brokke sig. Det er en borgerpligt.
Man skal engagere sig, hvis man vil ændre noget, siger min far, som selv har siddet i alle udvalg, grupper, møder og bestyrelser, der nogensinde har haft noget med hans børn at gøre.
Derfor har valgdagen altid været en festdag for min far. Og det har han givet videre til mig.
Kandidater trak lod
I dag skal vi alle til stemmeurnerne og sætte kryds ved, hvilke politikere vi vil have til at træffe vigtige beslutninger om vores hverdag de næste fire år. Og uanset, om du helst vil have flere pædagoger eller parkeringspladser, håber jeg, at du vil bruge din stemme.
Ved kommunalvalget i 2017 undlod hele 38,1 procent af vælgerne i Københavns Kommune at sætte kryds. Kun Ishøj Kommune havde en lavere valgdeltagelse på landsplan.
Det.må.ikke.ske.igen.
Og stresser du over, at du ikke har haft tid til at sætte dig grundigt ind i de forskellige kandidater og deres mærkesager, er du langtfra den eneste. Undersøgelser viser, at hver fjerde vælger beslutter sig i sidste øjeblik – og at det er tvivlerne, der afgør politiske skæbner.
I Rudersdal Kommune fik to kandidater eksempelvis 233 stemmer ved valget i 2017. Deres skæbne måtte afgøres ved en lodtrækning.
Skilsmisse-valg
Selv efter at mine forældre blev skilt, var det i mange år en fast tradition, at min far kom hjem til min mor, så vi alle fire kunne følges over på skolen og stemme.
Vi var spændte, min bror og jeg. Først gik turen forbi de frivillige valgtilforordnede, hvor vi år efter år hilste på vores vens far, som traditionen tro sad klar med valgkort og matadormix. Herefter gik turen ind bag de blå gardiner, ind i stemmeboksen. Vi så til, mens krydserne blev sat, og hele vejen hjem ville vi tale om, hvorfor det lige endte der.
Min far ville sige noget om, at det var vigtigt, at de, der bestemmer over vores hverdag, også har prøvet at være ude virkeligheden. Han ville fortælle os om vigtigheden af grønne områder, og at vores pædagoger skulle have mere tid til børnene. At det var fair, at dem med flere penge også betalte mere til de svageste i samfundet.
LÆS OGSÅ:
En stor dag
Da Lars Løkke (V) udskrev folketingsvalg i 2011, var min far euforisk. Ikke kun fordi magten kunne tippe, som min far håbede på, men fordi jeg var fyldt 18 samme år og endelig kunne stemme.
Aftenen før ringede han til mig. ”Er du klar, skat? Det er en stor dag i morgen,” lød det i den anden ende. Som altid fulgtes vi over på skolen, hvor min vens far atter ville sidde klar med stemmesedler og en slikskål, alt for mange havde haft fingrene i.
”Det er første gang, min datter skal stemme,” fortalte min far alle i nærheden, inden han insisterende lod mig stå og ligne en idiot foran de blå gardiner og alle andre i rummet, så han kunne fotografere den store begivenhed.
Billedet kan han heldigvis ikke finde i dag. Til gengæld kan han sagtens huske dagen for ti år siden, da jeg ringer for at spørge, om han har været ovre på skolen endnu.
”Det er jo en borgerpligt. Et af de vigtigste led i opdragelsen,” siger han uden at grine.
Brug din stemme
Det er ikke kun valgdagen, der er særlig for os. Allerede når de første valgplakater kommer op i lygtepælene, vil vi ringe til hinanden og diskutere, hvem der skal stemmes på – og hvorfor. Vi vil tale om, hvilke slogans, der er helt til grin, og hvilke, der fungerer.
Min far vil sige, at det er noget svineri, at et parti, der kalder sig grønt, efterlader sine plakater i parken overfor, hvor han bor. Han skal nok holde øje med, om de bliver samlet op.
Sådan har det været de seneste tre uger.
I morges smilede jeg stort, da en ældre kvinde i Nørrebrohallen gav mig min stemmeseddel. Jeg kiggede langt efter den manglende matadormix på bordet og sendte min vens far en tanke, mens jeg hev de blå gardiner til side og gik ind i boksen.
Samtidig gik en mand ind i boksen ved siden af. Foran sig skubbede han en barnevogn, og jeg smilte og overvejede, om han også vil fortælle barnet, at det er en borgerpligt at stemme, når det bliver gammelt nok.
I dag er det nemlig en festdag. Og spørger du mig, burde den fejres på samme måde, som da Danmark kvalificerede sig til VM. Med flag i gaderne og klaphatte på hovederne.
Jeg håber, at du vil bruge din stemme. Du har indtil klokken 20, hvor stemmestederne lukker.
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️
