Politisk kommentator Niels Jespersen: Mette tævede de blå – men Helles valgresultat kunne hun ikke slå

Onsdagens valg var et katastrofalt nederlag for det borgerlige Danmark. Spørgsmålet er imidlertid, hvad partierne til venstre for midten kan bruge resultatet til. 

At være på Christiansborg på valgaftenen onsdag var lidt en sær oplevelse. Normalt kan man cirkulere rundt til valgfesterne og altid være sikker på at opleve god stemning, fordi der i sagens natur altid vil være nogle partier, det gik godt for. Det var der også, men de holdt fest et andet sted. På Christiansborg var Dansk Folkeparti, Venstre og Socialdemokratiet, og der svingede stemningen fra elendig over mistrøstig til mat. (LA’erne turde jeg slet ikke besøge) DF’erne var forståeligt chokerede over et jammerligt resultat, der fejede det sidste årtis landvindinger af banen.

I Venstre tabte man regeringsmagten trods pæn fremgang, og i Socialdemokratiet kom festen aldrig for alvor i gang. Det var svært at ignorere elefanten i rummet i form af de 16 radikale mandater. Det hele mindede om Thornings 2011-valg, der også begyndte godt, men som endte i hat og briller med løftebrud og en regering, der humpede fra krise til krise.

Thorning-årene er et traume for den nuværende socialdemokratiske ledelse, og derfor er det også en streg i regningen, at valgresultatet ikke blev bedre. Regeringsmagten er det vigtigste, men det ser ikke pænt ud, at det relancerede classic-S med forstadsæstetik og romkugler ikke solgte bedre end Helle Thornings modernistiske projekt, der smagte alt for meget af sushi og Gucci for mange gammeldags socialdemokrater. ​Frederiksen kunne vinde over Løkke, men Thornings resultat fra 2015 kunne hun ikke slå.

Men selv om S stod stille, mens støttepartierne gik frem, så er sejren alligevel Mette Frederiksens fortjeneste. Der er hende, der har hevet stemmer over midten fra V og DF. Hun har så bare blødt dem ud af den anden ende til SF og R. Når det er lykkedes at banke de blå så eftertrykkeligt, så skyldes det Socialdemokratiet.

Det er der bare ikke nogen, der kommer til at give dem credit for. Mindst af alt SF og R. Sådan fungerer politik. Det er mandaternes logik, og nu får Mette Frederiksen fornøjelsen af at tage turen i Helle Thornings stiletter og lægge arm med et radikalt parti, hvor selvfølelsen er vokset eksponentiel med mandatfremgangen.

Betyder det, at vi kommer til at opleve en genopførsel af det sorte tårn, hvor de radikale uceremonielt rundbarberer alle de socialdemokratiske valgløfter? Det er der i hvert fald mange radikale, der godt kunne tænke sig. Det gode valgresultat tolkes som et folkeligt mandat til at sætte foden ned for socialdemokraterne og kræve indrømmelser. Også på udlændingepolitikken hvor det for alvor gør ondt på S. Mette Frederiksen har bundet sig til masten på strammerskibet, og hvis hun sælger ud, geråder hun sig ud i en ny løftebrudsdiskussion. Ligesom det i øvrigt er sket de to sidste gange, S har vundet et valg.

Men samtidig er der alligevel nogle markante forskelle på dette valg og så 2011. Dengang kunne de radikale tage deres gode tøj og gå over midten. Det er lidt sværere denne gang. Man kan spørge – hvor er deres plan B? Der er et flertal mellem de radikale og VLAK-partierne, men så skal DF også være med.

Hvis de radikale skal have noget at true med, så skal de være villige til at bruge det flertal. Et nyvalg vil risikere at give medvind til den højrefløj, der netop blev decimeret. Derudover kan Mette Frederiksen få hjælp fra både Enhedslisten og SF, der frygter de radikales indflydelse lige så meget. Det bliver nogle hårde drøftelser, og hvis det går op i en spids, har centrum-venstre bevidst, at man ikke er i stand til at lede landet. Det burde der ikke være nogen, der har interesse i.

Alternativet fik et elendigt valg. Internt er forklaringen, at de andre partier har overtaget klimadagsordenen og er løbet med den, men min vurdering er også, at de mange skodsager om seksuelle overgreb og hykleri har skræmt mange vælgere væk. Mere overraskende gik også Enhedslisten tilbage, hvilket er et tilbageslag for Pelle Dragsteds nye og mere midterorienterede linje. Noget tyder på, at venstrefløjsvælgerne bedre kunne lide en rasende Johanne Schmidt-Nielsen end en smilende og konstruktiv Pernille Skipper.

Til gengæld er nedsmeltningen i blå blok total og lad dig ikke narre af Venstres fremgang. Den kom ikke i nærheden af at opsuge alle de tabte vælgere fra Dansk Folkeparti og Liberal Alliance. Faktisk kan man argumentere for, at fremgang er skidt for Venstre, for det betyder, at Løkke ikke behøver at gå som formand. Dermed forlænges den latente borgerkrig i Venstre, hvor alle sidder og vogter på, hvem der skal tage over efter Løkke.

Skal det være Kristian Jensen eller Jakob Ellemann? Eller Inger Støjberg der har slået dem begge i personlige stemmer? Knivene ligger klar, og et Venstre i splid med sig selv kommer ikke til at kunne levere det lederskab, der skal til for at genrejse det borgerlige Danmark.

Foto fra Mette Frederiksens FB-profil

Find mere om
Footer graphics