Det er svært at forestille sig et værre match end en løbesko og en loafer. Men alligevel skete det utænkelige i januar 2024. Nemlig med lanceringen af New Balance 1906L. Skoen har splittet internettet og sneakerheads i to lejre: Dem, der elsker den, og dem, der ville brænde den, hvis de kunne.
Nu har New Balance 1906 skæve barn, New Balance 1906L, fået en officiel fødselsdato – nemlig den 16. september 2024. Skoen blev først præsenteret ved Paris Fashion Week i januar som resultat af et samarbejde med designeren Junya Watanabe.
Det karakteristiske N-logo pryder skoens front. Med mesh på toppen, skinnende sølvdetaljer og en gummisål, læner 1906L sig op ad den klassiske 1906-model, men her stopper lighederne også. I stedet for snørebånd har skoen en stor åbning i ægte loafer-stil.
Og som om én ikke var nok, nemlig den sølvgrå model beskrevet ovenfor, kommer disse snoafers (en sneaker… loafer… you get it?) i flere farver: Blandt andet grøn, brun/blå og sort. Der er altså noget for enhver.
Så hvad siger du? Er du klar til at omfavne denne Frankenshoe og sætte dine fødder i noget, der både kan bruges til at løbe et maraton og gå på restaurant?