En provinsoase midt på Nørrebro
I forrige uge begav mine tre veninder og jeg os frygtsomt mod Nørrebrohallen i København for at spille banko i selskab med 100 fremmede. Vi forventede, som det er tilfældet med mange provinsaktiviteter, når de får medvind i storbyen, at se Københavner-versionen af et spil banko. Måske en form for musikbanko, hvor man kun hører sange fra årets Roskilde-lineup eller udelukkende sex-relaterede præmiegaver sponsoreret af Sex & Samfund. Men vi tog grueligt fejl.
Vi var landet i en provinsoase midt på Nørrebro. Til kun et par kroner mere end en kebabmenu fik vi serveret aftensmad fra foliebakker, slik i kopper og muligheden for at vinde alt fra elkedler til en hel kassevogn med grøntsager. En barfodet opråber (hedder de det?) fik alle til at råbe med på “to små numser”, som åbentbart er tallet 33, og “smør fyrre”, som jeg stadigvæk ikke helt forstår.
Det er det tætteste, jeg er kommet på provinsiel hygge med kaf’ og kag’ i mine seks år i hovedstaden. Jeg var da også tæt på at fælde en tårer, da kvinden til højre for mig hviskede “59, 59, 59” til sig selv, og det gik op for mig, at det var, fordi jeg manglede nummer 59 for at få lov at tage to flasker vin og et besøg af en elektriker med hjem i håndtasken.
Så tag en ven, bedstemor eller første date under armen og afsted til Folkebanko i Nørrebrohallen med jer. Jeg lover, det bliver alt andet end kedeligt.
Næste spil Folkebanko i Nørrebrohallen er torsdag den 12. juni.
Rihanna anno 2010 møder jazz
Da Annika blev offentliggjort som årets åbner af Orange Scene, havde jeg svært at se, om hendes repetoire var stort nok til at udfylde en time på Danmarks mest ikoniske festivalscene.
Hun havde godt nok ramt hitlisterne med skal-jeg-twerke-eller-græde-sangen ‘Så længe jeg er sexy’, duetten ‘SAMMEN’ med norske Marstein og numre fra hendes EP ‘Nye tider’. Men der manglede et længere album for virkelig at forstå, hvem Annika var.
Hendes debutalbum ‘AW’ landede endelig den 8. maj, og al tvivl om Annikas kunnen er fuldstændig manet til jorden.
‘AW’ føles som et kærlighedsbarn mellem Rihanna anno 2010, som på duetten ‘Stolt’ med Lamin, og blødere jazz-inspirerede melodier på ‘Det jo bare et kram’. Udover Lamin får Annika også lige selskab af både Gilli, JOSVA og Sira Jovina.
Det er befriende med et solidt dansealbum, der ikke går ned på lyrik, og hvor man igen har glæde af improvisationer og ad-libs i sange, som vi så det i 2010’erne. Et lille grin eller lidt snak i starten af et nummer føles så dejligt ægte i en tid med AI-numre og algoritmeplaylister.
Hvis du skal starte et sted, må det næsten være med det branchekritiske nummer ‘Lad mig lande’, som jeg kun kan forestille mig, hun spiller på Orange Scene.
En filmoplevelse med røde-kinder-garanti
Tine Høegs roman ‘Sauna’ fra 2021 er endelig blevet filmatiseret med Nina Rask og Magnus Juhl Andersen i hovedrollerne, og den har uden tvivl været ventetiden værd.
Kærlighedshistorien mellem den transkønnede William og den usikre Johan står virkelig stærkt og giver seeren et indblik i den københavnske queerkultur. Den viser også med bravur, at man kan føle sig ensom uanset, hvem man er omgivet af.
Filmen, som er instrueret af Mathias Broe, bliver i sandhed båret af det episke klippearbejde, som sørger for at give den fremdrift og efterlader lige præcis nok til fantasien til, at du sagtens kan se den med både venner og familie (hvis du altså lige sørger for at gå på toilettet ca. 90 minutter inde).
Selvom jeg da fik lidt røde kinder i løbet af filmen, handler den ikke kun om sex. Den handler om forelskelse, desperation og at finde sig selv i mørket – natklubbens mørke og i særdeleshed saunaens mørke.
