En uforløst forelskelse blev til en roman: “Hvordan kan jeg have de her følelser, når du ikke har dem?”

Carolines første forelskelse fandt sted i børnehaven, da hun forelskede sig i den franske diplomatsøn, Nicolas. Han var genert og havde store brune øjne, og da familien skulle rejse hjem til Frankrig igen, blev hun knust.

Siden da har de fleste andre forelskelser i hendes liv været gensidige. Lige indtil hun mødte den store, uforløste forelskelse.

– Det var gådefuldt for mig. Hvordan kan jeg have de her følelser, når du ikke har dem? Eller ikke har dem på den måde? Hvordan kan noget føles så virkeligt og så stærkt – og så ikke være det?

Det er det mysterie, som blev begyndelsen på Caroline Albertine Minors nye roman ‘Den forelskede ven’. I bogen, der fortæller historien om et årelangt erotisk, venskabeligt og intellektuelt forhold mellem to mennesker, undersøger hun det spændingsfelt, der opstår, når forelskelse bliver til en form for besættelse, der samtidig får sit eget kunstneriske udtryk.

Forfatteren lægger ikke skjul på, at romanen trækker på erfaringer, hun selv har gjort sig med en formløs relation, der har været til forhandling gennem snart et årti.

– Jeg forsøger at indfange og beskrive en forbindelse, som på den ene side er smertefuld, fordi den ikke kan finde ro eller blive forløst, men på den anden side også er oprigtig, ægte og fuld af gensidig tillid og respekt. Jeg var egentlig gået i gang med at skrive noget andet, en helt anden roman, men det ville ikke rigtig fange an. Jeg kunne mærke, at jeg blev nødt til at skrive mig igennem de erfaringer, virkelig begribe dem, før jeg kunne arbejde med noget andet, siger hun og uddyber:

– Når man skriver, udvælger og præciserer man. Det er kuratering på sætningsniveau. Man skaber en struktur omkring noget, der egentlig ikke har en struktur – fordi livet ikke har en struktur. Derfor kan skriften føles beroligende og nærmest helende.

Relationen var ikke kun interessant at skrive om, fordi den var ubestemmelig. Skriften blev også en måde at forsøge at forstå bagud i tid, hvad der egentlig var foregået, og hvad der foregik – blandt andet ved at vende sig mod andre forfatteres værker.

I romanen smelter den erotiske besættelse sammen med besættelsen af at skrive og oversætte. Ligesom bogens “jeg” lever Caroline Albertine Minor af sin evne til at lade sig opsluge.

Besættelse som tilstand har med forfatterens egne ord altid ligget lige under huden på hende og ventet på at bryde ud, når noget har optaget hende. Som barn var det eksempelvis katte – for nylig var det vintageparfumer, fortæller hun.

– Der er noget med besættelse, forelskelse, forestillingskraft og indbildning, som minder om hinanden, og som hænger sammen. Og hvis du hele tiden forsøger at besinde dig eller tale dig selv ned, så risikerer du også at slippe taget i det, som driver dig frem.

Men hvad er det, denne altopslugende tilstand har at tilbyde, fristes man til at spørge?

– Jeg tror i virkeligheden, det er følelsen af at glemme sig selv. Helt og holdent. Besættelsen er en pause fra ens egen bevidsthed, fra ansvaret og hverdagen. Det sker også i forelskelsen. Det er en sjælden tilstand at opnå, og jeg synes, det er ret vidunderligt, når man lykkes med at være så meget til stede i noget, at man næsten glemmer, at man findes, siger hun og fortsætter:

– Besættelse er også en voldsom energikilde. Hvis du bliver besat af noget eller meget optaget af noget, kan det få dig til at glemme, at du er træt, eller at du burde holde pause. Det kan virkelig være en form for ekstra motor i dit liv.

– Selvom forelskelse og besættelse nogle gange kan føles som et fængsel, er den også en superkraft, som jeg aldrig har aflært mig selv. Jeg har altid tilladt mig at gå med den, siger hun. På godt og ondt.

Som forfatter er det vigtigt at bevare evnen til at fantasere. Men samtidig er der en hårfin grænse mellem fantasi og forestillingsevne, oplever Caroline Albertine Minor.

– Fantasien kan godt være noget negativt i et menneskeliv, fordi den vender indad. Man bliver fanget i sine neuroser og sine dagdrømme. Det bliver paranoidt og indesluttet. Forestillingsevnen er derimod mere opbyggelig og skabende. Hvor fantasien lukker sig lidt om sig selv, synes jeg, at forestillingsevnen åbner.

Forfatterens evne til at forestille sig ting har også smittet af på hendes evne til at forelske sig.

For Caroline Albertine Minor rummer forelskelsen i sig selv et element af fiktion. Det er forestillingen om den anden, om fremtiden med vedkommende, der gør, at man tør give slip og kaste sig ud i at forsøge at skabe et liv sammen, eller få et barn sammen, mener hun.

– Hvis man ikke havde den her “fiktion” eller fantasi om, hvordan livet skulle blive, men i stedet så meget nøgternt på det, så tror jeg, de færreste ville få de børn, de har fået, siger hun og fortsætter:

– Jeg er glad for, at jeg ikke vidste, hvordan det ville blive, inden jeg skulle tage stilling til, om jeg ville få mine børn. Jeg er inderligt lykkelig for mine børn, og jeg elsker mit liv med dem – men det er meget langt fra, hvordan jeg troede, det skulle være, da jeg fik dem.

For Caroline Albertine Minor er forestillingsevnen derfor ikke kun en illusion – den er også en nødvendighed, når vi kaster os ud i relationer til andre mennesker.

Selv hvis forelskelsen kan være smertefuld, foretrækker hun at løbe den risiko frem for at leve et liv, hvor man holder følelserne på afstand.

– Jeg tror bestemt ikke, jeg har nogle svar. Jeg forsøger bare at rapportere så præcist og sandt som muligt fra denne her tilstand. Men hvis der alligevel findes en opfordring i det, jeg har skrevet, så er det nok, at der også er noget smukt ved at satse hele butikken. Erkende længslen og savnet og sorgen – og indrømme at man ikke altid har nok i sig selv; heller ikke selvom man har læst sine lektier og gennemskuet sine tilknytningsmønstre.

– Jeg vil hellere føle noget, der enten gør virkelig ondt eller er helt vidunderligt, end leve i sikkerhed og uden at lade nogen komme tæt på.

De intense følelser har til tider været så overvældende, at hun i perioder har tænkt, at hun måske allerede har følt nok til et helt liv.

– Hvis jeg fra nu af ikke skal føle en stor følelse igen, før jeg bliver 85 år, så vil det også være okay.