At være single er ikke længere skamfuldt. Begrebet er godt i gang med at blive reclaimet af både popkulturen, medierne og naturligvis også af mine veninder. Og det betyder ikke nødvendigvis, at alle skal hjem og slå op med deres kærester.
Er niveauet af besættelser i livet konstant? Og kan en 32 minutter lang hudplejerutine være nøglen til at finde et formål med tilværelsen? Det har jeg spurgt mig selv om, og svaret handler nok mere om, hvad jeg ikke længere bruger den tid på. Nemlig dating-apps.
Jeg bliver i skrivende stund ghostet af en veninde, fordi jeg har bedt om at få en gæst med til hendes bryllup, selvom jeg ikke dater for tiden. Er det mig, der er problemet? Eller er det på tide at genoverveje, hvordan vi inviterer hinanden til livets store fester?
Lidt tilfældigt har jeg her i januar måned opdaget et afslørende mønster i vores alle sammens i forvejen besværlige datingkultur: De mænd, der rigtig gerne vil score, er ofte allerede optaget.
Blev mit selvvalgte singleliv på magisk vis mindre besværligt her i december? Nej. Men jeg blev mindet om, at selv velkendte traditioner kan vokse sig større i mødet med nye mennesker.
Mindre end én måned. Så lang tid skulle der gå, før jeg begyndte at tvivle på mit projekt.
På alle apps, i samtlige kontormiljøer og klasseværelser har hun som det første screenet lokalet for potentielle matches. Alt for længe har en stor del af Ellens liv været en jagt efter kærligheden. Men nu vil hun sige stop. Hun vil detoxe for at se, hvad der ellers findes i tilværelsen – og måske finde kærligheden ved ikke at lede. Dette er første afsnit i en månedlig føljeton, hvor vi vil følge en 30-årige kvinde, der skriver om sit kærlighedseksperiment under pseudonymet Ellen Andrea Poulsen.
