Tag din mixer. Tilføj jazz, soul, blues, uendelig charme og en ’no-fucks-given’ attitude. Bland så en ordentlig spandfuld sprut i. Shake den, og ud flyder den største stemme.
Den 27. oktober 2006 udgav Amy Winehouse albummet ‘Back to Black’. Jeg gik i første klasse, og har kun få erindringer om bogstavsindlæring og den første læsning. Til gengæld husker jeg tydeligt, hvordan melodierne fra ‘Rehab’ og ‘You Know I’m No Good’ strømmede ud af højtalerne i stuen i mit barndomshjem, og hvordan Amy Winehouses ikoniske stemme blev en del af lydtapetet. Mine forældre spillede simpelthen ‘Back to Black’ uafbrudt.
Albummet har fulgt mig gennem min ungdom, og jeg sætter stadig numrene på i ny og næ. For Amy Winehouse har en af de stemmer, man aldrig bliver træt af, og numrene på ‘Back to Black’ kan man høre igen og igen.
Næsten hver enkelt sang minder mig om episoder i mit liv. Da vi skrålede ‘Valerie’ i kor til fester på højskolen og min søster og mig, der dansede til ‘Rehab’ og sang ‘They tried to make me go to rehab, but I said no, no, no’ i stuen uden at have den fjerneste idé om, hvad det betød. Jeg kan også afsløre, at jeg i et følsomt øjeblik har fældet en tåre til ‘Tears Dry On Their Own’.
International stjernestatus
I 2003 udgav Amy Winehouse sit debutalbum, ‘Frank’. Albummet, som er meget jazzet, gjorde hende til et navn hjemme i England – men det var først, da hun udgav mesterværket ‘Back to Black’ tre år senere, at hun opnåede international stjernestatus. Albummet er stadig den dag i dag et af de bedst sælgende albums i Englands historie, og i 2008 blev hun den første britiske kvinde til at vinde fem Grammy Awards, hvilket hun efter sigende reagerede på ved at sige: “This is so boring without drugs.”
Bag stjernestatussen havde Amy Winehouse nemlig både et heroin- og alkoholmisbrug. Og med hendes spraglede tøj, den ligefremme attitude og højtopsatte hår udgjorde hun den perfekte cocktail for farverige tabloidoverskrifter. Medierne elskede hende, og det endte med at blive hendes død, hvilket også er skildret på barsk vis i dokumentaren ‘Amy’, der udkom i 2015. Amy Winehouses omtumlede liv er igen blevet skildret i form af spillefilmen ‘Back to Black’, der udkommer den 12. april i år.
Fascinationen skyggede for tragedien
Begge film skildrer den britiske sangers korte, men indflydelsesrige liv. Hun blev kun 27, hvilket for altid vil associeres med den sørgelige Klub 27. Jeg trøster mig med forestillingen om, at Amy Winehouse og Janis Joplin svinger hinanden rundt til en guitarsolo af Jimi Hendrix, mens Jim Morrison nyder en drink på en sky i himlen.
Hvis man lytter til teksterne på ‘Back to Black’, kommer det dog næppe som nogen overraskelse, at Amy Winehouse kæmpede med livet. Måske hårdest skildret på intronummeret ‘Rehab’, som med jazzede instrumenter og et catchy omkvæd borede sig fast i min hjerne som den mest insisterende popsang. Sangen blev dog på mange måder begyndelsen på enden af hendes liv. Hun synger: ”I don’t never want to drink again/I just want a friend/They tried to make me go to rehab/I said no, no, no”. Hun stoppede dog ikke med at drikke, og den 23. juli 2011 blev hun fundet død af en alkoholforgiftning i sin lejlighed.
Et andet fremragende nummer på albummet er ’You Know I’m No Good’, som handler om et giftigt forhold. Det er en sang, der også viser, hvordan hun kæmpede med et lavt selvværd og ikke følte sig stærk nok til at forbedre sig selv.
Stjernen skinner gennem tågen
Selvom hendes liv uomtvisteligt vil være associeret med skandaler, vil stjernen Amy Winehouse altid skinne gennem stoftågen.
Amy Winehouse skabte en ny lyd med ‘Back to Black’, man ikke før havde hørt. Produktionen var nostalgisk og længselsfuld, men hendes stemme og referencer til hiphop og R&B gjorde det friskt og spændende. Hun udfordrede datidens popstereotyper med sin rebelske attitude og blev spydspids for en soul-revival, som senere blev ført videre af navne som Duffy og Adele.
Albummet og teksterne på sangene bærer på frygtelige baggrundshistorier, men tager du dem ud, står man med et forbløffende og på alle måder epokegørende album, som summer af kreativitet og et indiskutabelt talent, der stadig skinner lysende klart.
