De dagsordensættende dokumentarer synes at stå i kø i øjeblikket. Vi nåede end ikke at trække vejret ovenpå ‘Den sorte svane’, førend DR stod klar med dokumentarserien ‘Sexisme i musikbranchen’.
Dokumentaren er baseret på en række kvindelige musikere, der står frem og fortæller om deres oplevelser med sexisme i musikbranchen. Og allerede inden premieren har dokumentaren vakt overskrifter. Martin Brygmann har nemlig forsøgt at få dokumentaren bremset. Præcis som det var tilfældet med Amira Smajic op til premieren på TV2-dokumentaren ‘Den sorte svane’.
Brygmann finder indholdet æreskrænkende, men Byretten gav grønt lys til at vise dokumentaren, og i weekenden har han så skrevet en forsvarstale på sine sociale medier (som i øvrigt også bliver bragt i dokumentaren).
Så langt så godt. Det er et godt og solidt forsvarsskrift, Brygmann har skrevet. Men sympatien blegner unægteligt, jo længere ind i dokumentaren, man kommer. For kvindernes beretninger er rystende.
Der er imidlertid flere ting, vi skal huske i diskussionen af denne dokumentar; inden nogen får lyst til at smide enten DR eller Martin Brygmann i gabestokken. Martin Brygmann er ikke dømt for noget. På den anden side har DR sløret hans identitet, hvilket også var Byrettens argument for at vise dokumentarserien. Byretten vurderer, at DR har handlet efter god presseskik, at emnet er af vigtig samfundsmæssig karakter, og at regler for forelæggelse af kritik er blevet overholdt.
Der er altid to sider af en historie, men ‘Sexisme i musikbranchen’ er bygget op på et fundament af grundig research og nuancerende interviews. Vi taler om en række kvinder, der uafhængigt af hinanden tegner et ret grimt billede af systematisk sexisme og dybt upassende adfærd. For eksempel et seksuelt forhold til en 16-årig, befamling af bryster og vedvarende upassende kontakt til unge kvinder, der i flere tilfælde var under 18 år.
Det er blandt andre prominente musikere som Signe Svendsen, Annette Heick, Pernille Rosendahl, Annika Aakjær med flere, der står frem. DR har talt med 150 personer i musikbranchen i forbindelse med dokumentaren, og de siger, at flertallet oplever musikbranchen som sexistisk og bakker op om en debat. Deres vidnesbyrd er blevet journalistisk efterprøvet. De fleste ønsker at forblive anonyme, fordi de er bange for, hvad en medvirken kunne tænke sig at medføre af repressalier.
Og det er netop her, at dokumentarserien bliver helt utroligt samfundsrelevant. For den har naturligvis ikke en agenda, der hedder at fælde en enkelt person og dennes fejltrin. Den retter tværtimod en systemkritik og belyser et strukturelt problem, som vi alle sammen skal tage alvorligt. Som Annika Aakjær siger i dokumentaren: “Ét myggestik kan man leve med. Tusind bliver man sindssyg af.” Det er i sagens natur harmdirrende. For der er selvfølgelig ikke tale om en enkelt malplaceret kompliment eller en enkelt hånd på låret, der er tale om. Det er en kultur, og den er ongoing.
Velunderbyggede undersøgelser viser, at musikbranchen er mandsdomineret og præget af udbredt sexisme. Desuden stiller dokumentaren de almengyldige og vigtige spørgsmål: Hvornår er en grænse rent faktisk blevet overtrådt? Hvornår var det bare sjov? Hvornår var det ikke? Hvornår må man gerne sige fra? Og ikke mindst: Hvad sker der, når man siger fra?
De medvirkendes motivation for at stå frem er et håb om at forandre branchen. Som Signe Svendsen siger: “Det handler om at skabe et miljø, hvor alle kan få lov til at arbejde på lige fod.” Det må siges at være et hæderligt formål.
‘Sexisme i musikbranchen’ er seværdig på alle parametre. Faktisk burde den være lektier for os alle sammen. Den viser, hvordan upassende kommentarer og deslige er hverdagskost for mange kvinder, og at denne hverdagssexisme sådan set danner grobund for og legitimerer en sexistisk kultur og grovere overgreb.
I kølvandet på dokumentarer og debatter som denne kommer spørgsmålet altid: Hvorfor sagde pigerne og kvinderne ikke fra noget tidligere eller ligefrem i øjeblikket? Netop det besvarer dokumentaren ganske tydeligt.
For når en branche er mandsdomineret, karrieredrømmene er store, og der er så få, der opnår dem, hvornår og hvordan siger man så fra? Hvor langt skal man gå for at pleje en relation og den gode stemning? De unge kvinder er gidsler, fordi de står på springbrættet af deres karriere, og de ved, at hvis de smækker for meget med døren, så mister de måske deres chance.
Når upassende og grænseoverskridende adfærd foregår i en arbejdssammenhæng, bliver det endnu sværere for den unge, der tilmed er en novice i branchen, at sige nej, end hvis det foregik ‘i privaten’. De føler, at det er deres job at bibeholde den gode stemning.
Et andet spørgsmål, der altid dukker op i den her sammenhæng er: “Må man nu ikke flirte mere?” Jo, det må man gerne, men det her handler jo ikke om at flirte, det handler om magt. Og der er helt tydeligt en manglende professionel konsensus om, hvad der er i orden, og hvad der ikke er, når det kommer til at gebærde sig mellem studentermedhjælpere og unge aspiranter. Magtmisbrug er her nøgleordet, for det er den, der har den højeste position og den højeste alder, der bærer ansvaret for, at en relation er behagelig og ordentlig for begge parter. Der er et skærpet ansvar.
De svar, der kommer fra de mænd, der bliver konfronterede i dokumentaren, illustrerer, hvordan de børster skuldrene, bortforklarer og ikke ser problemets dybde eller tyngde. Det er nok noget af det allermest problematiske.
I en dialog om dokumentaren, var der en, der sagde til mig i dag: “Det er jo normalt. Sådan har det altid været.” Her skal vi bare lige kollektivt huske, at det ‘normale’ langt fra altid er det moralsk rigtige. Vi skal hylde det mod, som dokumentarens kvinder har til at tale højt om, at det normale i den her henseende faktisk er sygt.
Der er sikkert nogen, der vil se den her dokumentar og tænke: “Så er det da heller ikke værre. Tør øjnene.” Det viser bare, hvor stort problemet er.
LÆS OGSÅ
