Denne nyhed er nok den mest alarmerende måde at blive gjort opmærksom på, at Halloween er på vej: Sexede ‘Handmaid’s Tale’-kostumer kom igår til salg på nettet. Til dig der gerne ville skabe lidt ekstra opmærksomhed 31. oktober.
I tv-serien, der handler om et USA forvandlet til et totalitært samfund, hvor kvinder behandles som statens ejendom, er det obligatorisk for trælkvinder eller handmaid’s, som ved rituelle voldtægter tvinges til at reproducere, at bære en ærbar rød kjole og hvid kyse.
Godt nok er de røde kostumer et udtryk for seksuelt slaveri i HBO-serien, men hvilken bedre måde at vise solidaritet med Offred og co end ved at vise lidt ben? Patriarkatets udryddelse kan vente, når du på allehelgensaften får både slik og ballade!
Ja, det er svært at tro, at denne beklædning er nem at markedsføre, men det er den
Der var da heller ikke den mindste ironi at spore i hverken modellens kælne blik eller på Yandy.com’s beskrivelse af denne “røde minikjole”, da den blev sat til salg igår. Desværre for Yandy var der mange på internettet, der studsede over den mildest talt selvmodsigende idé at klæde sig ud som en figur i en kritisk serie om en kvindehadsk fremtid ved at klemme sig ned i et par fishnets og en fræk kyse.
Den vrede respons medførte i dag, at Yandy tog kostumet ned fra deres site og kom med følgende undskyldning:
Det kom simpelthen som en overraskelse for Yandy, at det røde kostume er udtryk for undertrykkelse i bogen og filmen. Måske var det bare en tonedøv joke. Måske formår vores egen dystopiske virkelighed at parodiere sig selv på den kedeligste måde, man kunne forestille sig: Et grimt, rødt halloween kostume fra et grimt sex-tøjmærke. For hvem har nogensinde lovet, at civilisationens undergang skulle blive frækt?