Foto: Jørgen Jessen/Ritzau Scanpix

Redaktionens egne anbefalinger: Her er de podcasts vi lytter til lige nu

De laver hver uge en masse podcasts til dig her på Heartbeats. Men hvad lytter redaktionen egentlig selv til, når de har fri. Her er deres favoritter fra det forgangne år.

‘Critics at large’ 

Kender I det, når man finder en podcast, og det føles, som om man har fået en ny gruppe af kloge og inspirerende venner? Sådan har jeg haft det med podcasten ‘Critics at Large’, som er en ugentlig podcast fra The New Yorker, hvor de faste anmeldere på magasinet Vinson Cunningham, Naomi Fry og Alexandra Schwartz vender, drejer og analyserer tidens største kulturprodukter på tværs af bøger, tv, film, musik og ‘so on’. Fra Salman Rushdie til “The Real Housewives” til Jane Austen og ‘Wicket’. Det er også et spændende lille kig ind bag kulissen på The New Yorker, hvis man er til sådan noget! Alle episoder begynder med deres faste tagline: ‘Critics help listeners make sense of our moment — and how we got here‘.

/ Cecilie Wortziger

Radiolab (WNYC Studios)  

Kan du heller ikke få nok af de dybdegående, fortællende podcasts som Third Ear, Genstart, Bakspejl, De Lovløse osv.? Så skal du tjekke forgængeren til alle disse ud – Radiolab. Hver uge udkommer en ny episode – nogle gange som genudsendelser – af kvalitetsproduceret, dragende og informerende lydguld fra det New York-baserede WNYC Studios. Radiolab er specialister i at opsnuse de uhørte historier, og udfolde dem på en måde der fanger dig. Det er ikke en podcast, du bare lige sætter på i baggrunden. Du bliver bombarderet med lydeffekter, musik og stemmer, men er du klar på at fordybe dig selv i en podcast, findes der ikke meget bedre. Hvis du ikke ved, hvor du skal starte blandt de mange afsnit, anbefaler jeg ‘Toy Soldiers’, der handler om, hvordan små legetøjsdroner er kommet til at spille en stor rolle i krigen i Ukraine.

/ Mads Levorsen

Søndagsstatus

“Jeg drunktextede onenight stand i nat fredags, ikke en men fire gange. Stadig intet svar. Efterladt på læst. Så pinligt. Hader mig selv.” – Kan nogen relatere? Det her er måske lidt ananas i egen juice, men jeg vil gerne anbefale podcasten ‘Søndagsstatus’. Ida-Sophia har skabt et fællesskab på Instagram, hvor hun ugentligt deler og kommenterer på sine følgeres søndagsfølelser. Mange føler sig spejlet i følelsen af skam, sårbarhed, uro og en besættelse af pinlige weekendeskapader. Alt sammen følelser, som kan opstå når ugen rundes af med en salig søndag inden ugen begynder forfra. Episoderne er korte, cirka 15 minutter pr. episode, og det er dejligt nogle gange ikke at skulle lytte i en time eller mere, men i stedet have små lyd-snacks i ørerne.

/ Cecilie Wortziger

Mathias Helts Talkshow

“Når programmet her er slut, hvem tror I så har sagt flest ting, de kommer til at fortryde?” Sådan indleder Mathias Helt hvert afsnit, og det er ikke uden grund. For med et koncept, der bygger på at sippe vodka-danskvand med tre kendte danskere foran et feststemt publikum på den Københavnske homobar Jailhouse, er der ikke langt til både oversharing, ægte grin, meget lumre undertoner og en perfekt kaotisk energi.

I Talkshowet quizzer gæsterne (som tæller alt fra realitydeltagere, journalister, forfattere, skuespillere m.v.) i alt fra vanvittige billedblads-citater (lyt til afsnittet med danseren Camilla Dalsgaard og bliv imponeret over sladderjournalisters opfindsomhed. Gadagung-gadagung…) til vidunderlige click-bait titler på det ikoniske site pensionist.dk.

Alle afsnit slutter med, at Mathias Helt finder sin syntetiske dommerparyk frem og holder rettergang. Her stilles spørgsmål som “Karsten Ree er blevet single, kunne han være noget for dig?” og “Når min mund keder sig, kan jeg godt lide at fylde den med…?” Den gæst, der på tid har svaret på færrest spørgsmål, skal som straf synge karaoke foran hele Jailhouse – og hvis det ikke er et koncept der holder 100 %, så ved jeg ikke hvad er.

/ Amanda Bahl

Ruths Hus (Third Ear)

Så gi’r de ungdomshuset væk til en fanatisk sekt, med et kors i røven, hvor er det frækt.”
Sådan lød det fra Natasja i 2007, der sammen med tusinder af unge københavnere, måtte se kampen tabt, da den danske frikirke ’Faderhuset’ gennemførte nedrivningen af ungdomshuset på Jagtvej 69 i København. Også Third Ears senior producer, Krister Moltzen, der selv deltog i demonstrationerne mod overdragelsen af ’Ungeren’, måtte dengang se nederlaget i øjnene. Måske er det netop det, der er Moltzens drivkraft, når han i podcasten ’Ruths Hus’ forsøger at komme til bunds i de mange mysterier om Faderhuset og dets mytiske leder, Ruth Evensen, som af frikirkens medlemmer også kaldes ’Ruthe-mor’. Det er nemlig Faderhusets egen ungdom, nærmere bestemt TikTokkerne Debbie og Daniel, der fanger Moltzens opmærksomhed. Moltzen følger deres digitale brødkrummer til både Tjekkiet og Sydafrika, hvor udsendte rapportere forsøger at opspore det kristne influencerpar. Med en hyppig inddragelse af Faderhusets tidligere medlemmer og andre førstehåndskilder, tager Moltzen også podcasten til Lolland, hvor frikirken tidligere har drevet Bandholm hotel, som også danner scene for mange af podcastens absurde historier. Modsat Third Ear’s andre produktioner er den frit tilgængelig på alle platforme, da den her fortælling om Faderhuset er særlig vigtig at få hørt.   

/ Andreas Skøtt Lenstrup

‘Kirsten ringer til Rasmus’ på R8dio

Kirsten ringer til Rasmus er en satirisk podcast på snakke-sludre-tale-radioen R8dio, hvor Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm ringer til Rasmus Bruun og snakker om alt og ingenting. Duoen, Frederik Cilius og Rasmus Bruun har med denne podcast gentoptaget succesen fra det gamle 24 syvs “Den korte radioavis” og siden “Den korte R8diovis” på R8dio. Graden af randomness er nu skruet op på max, og vi føres gennem hektiske livskriser og indfald hos Kirsten, blandt andet en selvpåført offerrolle ovenpå en indrømmelse af slet ikke at være uddannet journalist – der under Rasmus’  vejledning blev sat op som DR’s podcasten Genstart. Kirsten brugte her sin lille-pigestemme. At sketchen trak på Katrine Diez’ bogudgivelse, var ingen i tvivl om. Det er nok den eneste podcast der i år har kunne få mig til at bryde ud i grin flere gange, offentlige steder.

/ Kristina Pedersen

Find mere om
Footer graphics