Freuds tip-oldebarn psykoanalyserer moden
Et ur tikker. En dørklokke ringer. En stemme gennem et samtaleanlæg siger “kom ind.” En gæst buzzes ind i en terapeutisk praksis og et interview finder sted på en sofa. Hvorfor har du lige valgt det outfit du har på i dag? Hvordan gik din mor klædt? Kan du huske det første stykke tøj, som gjorde indtryk på dig? Hvor starter du et outfit?
’Fashion Neurosis’ er både en podcast og et videoformat, og det har været min besættelse den sidste uges tid, fordi det handler ikke om tøj egentlig, eller om trends, catwalks og mode som sådan, det handler om følelser, drømme og ophav, ’coated’ med stil. På gæstelisten er navne som designer Rick Owens, Friends-skuespilleren Courtney Cox, den pensionerede franske fodboldstjerne Eric Cantona, den tidligere Sonic Youth-frontkvinde Kim Gordon og modellen Kate Moss. Legender kan man godt sige. Det bedste afsnit synes jeg er med forfatteren Zadie Smith, som var så terapeutisk for mig, at jeg straks følte et behov for at lytte til afsnittet igen. Vært er modedesigner Bella Freud, som er tip-oldebarn til Sigmund Freud, grundlæggeren af psykoanalysen. Den 63-årige vært siger selv om podcasten: ”Jeg stiller spørgsmål gennem tøjets prisme”. Hvad det så end betyder, det ved jeg ikke, men jeg elsker det.
Et aftenkursus i oldgræsk
For nyligt modtog den koreanske forfatter Han Kang, som den første koreaner nogensinde, en nobelpris i litteratur. Jeg er personligt glad for litteratur fra Japan, Korea, Kina og Hong Kong og har gennem årene læst en del fra den del af verden, og følt mig lidt alene med min fascination. Mit indtryk er, at den sydøst-asiatiske litteratur generelt har været en smule underrepræsenteret i Vesten – måske lige med undtagelse af den japanske. Anyway, jeg har aldrig læst noget af Han Kang før, så jeg kastede mig over ’Lektioner i Græsk’, da hun fik overrakt nobelprisen, som selvom den blev skrevet tilbage i 2011 først udkom på dansk for nylig. Hun skriver ultrapoetisk og skildrer meget sanseligt enhver bevægelse, blik, lugt, lyd. Jeg er vild med det. Overordnet så kredser den om et umage par, som mødes på noget så knastørt som et kursus i oldgræsk, hvorefter deres livssituationer væver sig ind og ud af hinanden, mere vil jeg ikke sige, men jeg vil gerne anbefale bogen.
Musik til en råkold vinternat
Jeg opdagede Simone Tang for nylig, da jeg skulle cykle gennem et iskoldt København i tusmørket, fyldt med både kærlighed og melankoli, og jeg havde brug for noget, som kunne rumme begge dele. Her var Simone Tangs harmonier perfekt. Folkemusik, kalder man det vel, en stemme og en guitar. Det minder om den tyske sangerinde Sibylle Baiers folkesange (som jeg også gerne vil anbefale) Godt til mørket, råkulden, tristessen og blæsten i håret. Simone Tang er desuden guitarist for Ida Laurberg og bassist for Ki! Hendes solo-debutalbum ‘Things I Remember’ udkom d. 1. november, og jeg tror, det album skal være i mine ører en hel del den her vinter.