Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Alkolinjen får flere henvendelser og udvider åbningstiden

Antallet af folk, der henvender sig til Alkolinjen er fordoblet på otte år, og det skyldes ikke mindst en stadig stigende gruppe unge med problemer. Derfor udvider de nu åbningstiden i håb om at nå flere

Det kan være svært at se en vej ud, hvis man selv, eller en af ens nærmeste, er fanget i alkoholens tåge. Men der er hjælp at hente. En af mulighederne er Alkolinjen, som netop nu udvider åbningstiden med otte ekstra timer om ugen.

Det gør de for at hjælpe det stigende antal, der henvender sig. På otte år er antallet af henvendelser fordoblet, og især den unge del af befolkningen ringer i stigende grad ind. Fra 2022 til 2023 steg antallet af henvendelser fra unge i alderen 15-24 år fra 221 til 306 besvarede henvendelser – svarende til en stigning på 38 procent.

”Knap halvdelen af alle henvendelser til Alkolinjen kommer uden for åbningstiden. Vi håber derfor, at vi kan mindske antallet af forgæves opkald. Det er ofte alvorlige situationer folk står i. Mange af dem der henvender sig har måske aldrig talt med nogen før om deres problemer med alkohol, eller pårørende kan være blevet meget rådvilde og søger hjælp. Derfor er det så vigtigt, at man får fat i os og får talt situationen igennem,” siger Bjarne Stenger Elholm, der er leder af Alkolinjen i en pressemeddelelse.

 30-årige Sigurd Bergan er en af dem, der fik hjælp til at søge i alkoholbehandling:

”Mit liv var ude på et sidespor, og jeg var bange for at miste mit parforhold derhjemme, og min familie var også bange og nervøse for min tilstand. Jeg ringede til Alkolinjen for at få at vide, hvordan jeg kunne få den rette hjælp. Det var rart at snakke med et menneske, der kunne gribe mig, hvor jeg var.”

Alkolinjen blev etableret for otte år siden, og de kan nu udvide med støtte fra Sundhedsstyrelsen. Du kan, hvis du selv, eller en du kender, har alkoholproblemer, henvende dig fra mandag til fredag fra 9 -17. Det er gratis og kan være anonymt.

Du kan kontakte Alkohol 80 200 500 mandag til fredag 9-17, chat på alkolinjen.dk, skrive til brevkassen eller sende en SMS med teksten ‘ALKOHOL’ til 1231 og blive ringet op af en rådgiver.

Find mere om
Footer graphics