Her forleden fik jeg besøg af en mand. En af dem, der kan håndtere hårde hvidevareapparaturer. En rigtig mand, må man forstå. Min vaskemaskine hostede og pruttede sig igennem et program på fire-fem timer. Hvad der tidligere ikke tog mere end to. Noget må være galt tænkte jeg. Det er første gang i mit liv, at jeg har måttet skænke min vaskemaskine en tanke. For den slags skal bare virke. Og når det ikke gør, kommer den her irriterende knude i maven, som bare nager dig dagen lang. En bekymring, du bare skal have ud af verden.
Men hvordan får man den ud af verden? Min bedstefar havde nok bare sat kaffemaskinen over, fikset skidtet og så taget sig en kop drypkaffe. Stadig varm og frisk. Men jeg er ud af ´generation uduelig´. I hvert fald når vi skal fikse noget. Det er ikke som i gamle dage, hvor man som mand selv kunne ordne den slags. Min største handyman-bedrift var, da jeg som studerende selv googlede og efterfølgende så en Youtube-tutorial om, hvordan man skifter en loftpære. Og guderne skal vide, at jeg var stolt af min egen handlekraft der.
Men det var en loftpære. Denne gang havde vi tydeligvis at gøre med en langt større opgave. Tror jeg. For min viden er stadig ikke stor nok til reelt at vide, om jeg bare skal stramme en møtrik eller trykke på et andet program. Men den fylder. Sådan et hårdt hvidevareapparatur. Så det må jo være en større opgave. Der var ingen grund til at påkalde mine evner som Youtube-søgende moderne mand.
Hjælpen kommer
Dagen oprinder hvor min frelser kommer forbi. I tidsrummet 8-17. Mere præcist kunne det ikke blive, for vi er en hel del i ’generation uduelig’, der kæmper om hans tid. Omkring middag kommer han ind, og sammen får vi rykket vaskemaskinen ud. Det kan jeg sagtens hjælpe med, for jeg træner i Fitness World. Her får han sgu maskulinitet for alle pengene. Men lynhurtigt forsvinder min selvtillid.
”Det er jo bare afløbsslangen, der skal skiftes,” bliver jeg mansplainet.
Så går der 10 sekunder. Tavshed, der føles som 10 minutter. Jeg forstår, at han forventer en form for svar. Så jeg siger ”Ja, ok.” På det her tidspunkt er jeg pludselig i tvivl, om han forventer, jeg selv skal gøre det. Men jeg har da for Søren ikke fået ham herud for at bekræfte, at den var i stykker. Han er kommet for at fikse den, ik os?
”Jeg tror, jeg har én nede i bilen,” siger han så til mit store held.
Jeg ved ikke, hvad han tænker om mig på det her tidspunkt. Hvis han er skuffet over, at jeg ikke selv kan fikse den slags tekniske opgaver, er han jo latterlig. Du kan jo heller ikke forvente, at en almindelig dansker kan lave en Michelin-stjernet middag. Men på den anden side kan det også være, at jeg står overfor hvidevarereparationens udgave af at skrælle et løg. Det har jeg helt ærligt ingen idé om.
Troligt vender han dog tilbage med 10 forskellige dimsedutter i forskellige størrelser. Skal skynde mig at sige, at det hedder de ikke, så hvis du finder dig selv i en Silvan, skal du nok google navnet først. Men han går i gang med at prøve af, hvilken der passer til lige netop min maskine. Og her starter problemene for alvor. For pludseligt føler jeg mig fuldstændig på udebane i mit eget ellers så hjemlige køkken.
Hvad gør jeg så nu?
For hvad gør du af sig selv, når en mand arbejder foran dig? Sætter du dig ind i stuen og passer dine egne sager, eller står du og holder ham med selskab?
Når du holder en dør, skal der helst ikke gå mere end tre-fire sekunder, og når nogen tager telefonen foran dig midt i en samtale, må der helst ikke gå mere en to-tre minutter. Derefter bliver det akavet.
Jeg ved ikke helt, hvor grænsen går, når der ligger en mand og fikser din vaskemaskine, men jeg fik den i hvert fald overskredet.
De første 10 minutter går fint. Her står jeg og opmærksomt følger med, hvordan man faktisk fikser problemet. Tænk nu, hvis problemet skulle opstå igen i fremtiden. Så ville jeg jo gerne selv kunne fikse det. De unge har i dag omfavnet idéen om, at man selv kan definere sin maskulinitet. Men min generation er blevet buksevands-socialiseret til, at man bør kunne ordne den slags selv. Ellers er man en tøsedreng. Og det dur selvfølgelig ikke.
Efter et kvarter begynder følelsen af akavethed at snige sig ind. Jeg ved slet ikke, hvilket ben jeg skal stå på. Men nu har jeg jo allerede stået der og glanet i et kvarter, og så kan jeg jo ikke bare pludselig sætte mig ind. Især ikke hvis han viser sig at blive færdig om bare 20 sekunder.
Det ender med at tage 45 minutter. Tre kvarter hvor han ligger på siden på mit køkkengulv, skruer, strammer og pruster. 45 lange minutter, hvor jeg skiftevis klør mig på den ene arm, så den anden. Kigger mig over skulderen, for at se, om spisebordet stadig står, hvor jeg sidst stillede det. Mens jeg står norm-låst som uduelig beskuer.
Endelig er han færdig, og vi siger farvel. Lykkelig over at mit hjem nu igen fungerer, som det skal, sætter jeg mig i sofaen. Men jeg kan ikke slippe tanken om, at han ryster på hovedet hele vejen ned af trappen, og tænker; ”Gudskelov for generation uduelig. Jeg skal nok have arbejde til mine dages ende”.
Tilbage i sofaen er min mandighedsprøvelse slut. Nu skal jeg have ordnet vasketøjet.
