Påsken er over os, og det er solen også… nogle gange. Det har dog ikke stoppet Pige 1 i at købe nye solbriller, som skal luftes over påskeferien. Gerne under en påskefrokost med den gode veninde og folketingspolitiker, Rosa Lund, som bliver ringet op i denne episode af ’To Sultne Piger’.
De to sultne piger kommer hurtigt til enighed om, at deres påskefrokost skal bestå af Rosa Lunds livret: smørrebrød. Men hvor?
Rosa Lund er på vej i sauna, så argumenterne falder i rytmen til hendes støvler, der klikker løs. Politikeren argumenterer selv for naboerne ’Café Sorgenfri’ og ’Kronborg’ på Brolæggerstræde.
Begge er fine bud, men da Pige 1 nævner ’Orangeriet’ i Kongens Have, hvor man både kan nyde en solstråle OG sidde indenfor, må Rosa Lund overgive sig. Hun har nemlig endnu ikke besøgt dem siden de begyndte at lave smørrebrød.
Rosa Lund indleder debatten om, hvad man skal vælge, ved at deklarere sine tre favoritstykker: En fiskefilet m. remoulade, en med hønsesalat og en kartoffelmad m. mayo.
”Hvis man er rigtig dyr, så kommer man jo lidt asparges oven på den kartoffelmad, ik?” siger hun.
Bodegamadens renæssance
Er man ikke heldig med påskevejret, så frygt ej. Denne episode hopper nemlig også indenfor og undersøger bodegamadens renæssance.
Pige 1 har nemlig observeret, at en udskiftning i ejerkredsen på mange af de brune bodegaer i København har resulteret i en nyfortolkning af menukortet, som kan forlænge hendes bodegabesøg.
”Jeg er efterhånden nået en alder, hvor hvis jeg drikker tre fadøl, så skal jeg snart til at have noget mad, eller også skal jeg virkelig snart i seng. Så det kan udvide aftenen, uden at det bliver sådan en eller anden halvklam cowboytoast,” siger hun.
Cowboytoasten er hos ’Stjernen’ på Nansensgade blevet skiftet ud med en fancy rejecocktail, og det er bestemt noget der falder i Pige 1’s smag.
I modsætning til bodegamadens renæssance holder denne uges award fast i solskinstemaet og går til et sted, hvor man kan komme i ly fra den bidende blæst samtidig med at man får lidt sol på snuden.
Et sted der minder lidt om at komme hjem hos din tante, og som ifølge Pige 1 har de sødeste ‘hjemmebagte chiaboller brød ost smør morgenmadssted og noget æblejuice’-vibes.
Lyt med i denne uges episode af ’To Sultne Piger’, og bliv klogere på, hvor du finder sådan et sted, og få svar på, hvor mange ’Hart’ bagerier der nu er ligger i København.