“Altså, hvor har de sparet henne? For når du sidder på en ægte, siddende restaurant med tjenere, dug, høj husleje, og en masse kokke, altså where’s the shortcut? Jeg forstår det simpelthen ikke.”
Sådan siger Pige 1 om de nye restauranter med ekstremt lave priser, hvor du kan få en 3-retters middag helt ned til 150 kr. I hvert fald på Boullion på Frederiksberg. På Sovinos nye restaurant Le Petit Rouge er priserne lidt højere, men konceptet er ellers det samme – billigt.
Begge restauranter trækker på det franske koncept bouillon-restauranter, hvor du kan spise gedigen hverdagsmad meget billigt, fordi alt “overflødigt” er skåret væk. For Bouillon er det gået så godt med konceptet, at de nu har udvidet med en restaurant i Århus.
Pige 1 forholder sig skeptisk til trenden. Det er ikke fordi, hun ikke kan værdsætte cheap eats. Men hvad med råvarer, husleje og løn? Hun sætter spørgsmålstegn ved både, hvordan og egentlig også hvorfor, det skal være så billigt, at en ret koster helt ned til 29 kr., når det ikke er take away?
“Jeg er ligesom opdraget med, at hvis du vil have kvalitet, så skal du også være villig til at betale for det. Så jeg synes, tendensen er meget spændende, men også lidt scary,” siger Pige 1.
Sol over København
Som alle andre leder Pige 1 disse dage efter det perfekte sol spot i København, og derfor ringer hun også i episoden til podcastvært Esben Bjerre. Både for at få nye inputs til jagten og for at de sammen kan tage et sted hen og spille smarte i solen.
Og efter Esben Bjerre slipper ud af børnepasning midt i ulvetimen, får Pige 1 lov at høre, hvor han tager hen for at sidde og nyde solen. På grund af familielogistik holder han det tit lokalt i hverdagen og slår måske et smut forbi Resto Bar på Vesterbrogade. Men hvis han har lidt mere tid, vil han gerne cykle længere væk til eksempelvis Contento.
“Fordi selv når det er solskin i København, så blæser det også altid. Og de har på en eller anden måde en indhegning, så det aldrig blæser derinde. Så det er helt vildt varmt.”
Pige 1 foreslår Ved Stranden 10, og der bliver de enige om, at de har fundet det perfekte spot. Vinen er god, de serverer croque monsieur dagen lang, og du kan følge solen rundt langs muren, fordi den ligger på et hjørne. Og så kan man sidde der og kigge ned på kanalen og alle turistbådene og nyde livet.
“Det er virkelig et godt sted,” siger Esben Bjerre.
Lyt til podcasten for at høre flere anbefalinger til sol spots, Pige 1’s shout out til byens flottese vægfarve og en hyldest til specialiserede madnørder.