To Sultne Piger har øl på hjernen, efter de har været på udflugt hos Jacobsen, hvor de har lært en masse om ølbrygning. Hvem vidste, at humle dufter af citronsorbet?
Derfor har de besluttet sig for at parre forskellige øltyper med mad for at hjælpe folk med at blive klogere på, hvilken øl der passer til dem, og hvilken mad de skal spise til. De går til opgaven ved at lege pige 2’s yndlingsleg: Fordomslegen.
“Det er en af mine yndlingsbeskæftigelser at slynge fordomme derudaf, om ting jeg ikke rigtig ved noget om,” som hun siger.
Hvilken øl er Dua Lipa?
Hver øl bliver til en persona, som også får sat en kendis på. Dua Lipa er fx helt klart en Velvet Galaxy, der er brygget på champagnegær og har en afstemt sødme uden bitterhed. Hun er typen, der kan være klædt i hvidt i top til tå en hel aften uden at spilde. Hun skal spise skaldyrstårn på Babylon, eller søtunge på Silberbauers, eller måske en mini rotisserikylling på Esmée. Bagefter skal hun danse hele natten. Pigerne husker tilbage på Dua Lipas koncert på Roskilde Festival sidste år, og hvor fedt det var at danse med i pitten foran Orange Scene.
“Ej, jeg vil så gerne være venner med hende”, siger pige 1.
Pigerne har delt de forskellige øl op mellem sig. Resultatet er, at pige 1 primært har lavet mandlige personaer, mens pige 2 har holdt sig til kvinderne. Nogle af de forskellige typer kommer endda også til at flirte lidt med hinanden.
Så mangler du inspiration til, hvor du skal tage ud og nyde forårsvejret, og hvilken øl du skal drikke til, så lyt med i denne uges episode, hvor du også kan høre hvilken stereotyp, pigerne hver især passer på.
Hør hele episoden her, eller hvor du henter dine podcasts. Ny episode er ude hver anden torsdag.
Podcasten er sponsoreret af Jacobsen.
Producer: Emilie Westh Wold
Musik: Frej Levin
Redaktør: Emil Norsker