”Jeg troede ikke, jeg skulle sige det igen. Men det skal jeg, lykkeligvis: Velkommen til ’Bearnaise er dyrenes konge’”.
Sådan indleder Martin Kongstad første afsnit af en helt ny sæson af ’Bearnaise er dyrenes konge’. Han er taget til Rom for at møde Claes Bang, der altid fast har speaket restaurantanmeldelserne i podcasten.
Siden sidst er Claes Bang blevet en international filmstjerne efter gennembruddet i ’The Square’, der vandt De Gyldne Palmer i Cannes, og han har blandt andet spillet viking og Dracula i store film og serier. Lige nu er han hovedrollen i en ny Netflix-film om den schweiziske sagnhelt Wilhelm Tell (det var ham, der skød æblet af hovedet på sin søn med en armbrøst).
Netop det at skulle skyde med armbrøst var nødt til at foregå i udlandet.
”Det har været hamrende hårdt at lave. Jeg har rejst frem og tilbage til London for at holde prøver, for man må ikke besidde våbnet og derfor heller ikke træne med en armbrøst i Danmark. Vi begyndte også med gennemlæsninger af manus i november sidste år, så det har været lang tid undervejs,” fortæller Claes Bang.
Nu filmer de i Italien, og Netflix har indlogeret ham i en stor penthouselejlighed med to balkoner. Hele scenariet vidner om den nye virkelighed, som Claes Bang nu færdes i. Det fortæller han om i afsnittet, hvor han også fortæller anekdoter om sine møder med andre stjerner som for eksempel Mick Jagger.
Dog er forholdene på et udenlandsk set ikke så meget anderledes end i Danmark, fortæller han. Men omgangstonen er en anden.
”I Danmark er vi meget antiautoritære. Måske en lille smule anarkistiske. Vi tillader os at mene noget til højre og venstre, og der kan man godt mærke stort set alle andre steder i verden, at der er altså en anden hierarkisk opbygning, du lige skal respektere. Der er jeg kommet lidt i klemme, for jeg kan godt være ret bramfri. Nogle folk er blevet sure på mig, for jeg har tilladt mig at være sådan lidt dansk eller skandinavisk.”
Du kan høre hele episoden her, eller der, hvor du ellers finder dine podcasts.
Næste episode kommer 3. januar og handler om året, der gik – med mange særlige gæster.
Vært: Martin Kongstad
Speak: Claes Bang
Klip: Maja Vase Kvist og Sidsel Brandt Hasberg
Redaktør: Emil Norsker